Plader

Dälek: Abandoned Language

Skrevet af Mikkel Arre

Hiphopduoen Dälek har skruet ned for støjen, men ikke for kaoset på album nr. fire. Der er enkelte tilløb til monotoni, men det ændrer ikke på, at Abandoned Language er endnu et velproduceret og samfundskritisk værk med appel til hiphopfans, der sætter mere pris på kant end på bling.

Ved de første gennemlytninger bliver man nemt en kende skuffet over Abandoned Language – i hvert fald hvis man holder albummet op mod Däleks 2005-udgivelse Absence. Efter så få lyt har man naturligvis ikke rigtig nogen idé om, hvor godt albummet egentlig holder, men man kan sagtens mærke, at Abandoned Language ikke gør så stort et umiddelbart indtryk som forgængeren. Årsagen er ganske enkelt, at det nye album er langt mere nedbarberet og sine steder nærmest old school.

Men hvis man så tror, at skuffelsen skal til at rodfæste sig, tager man fejl. For Abandoned Language er en glimrende plade, der bare er skruet noget anderledes sammen end Däleks forrige. Hvor Absence var en hvidglødende arrig sammensmeltning af Public Enemy og My Bloody Valentine, er Dälek nu kommet ud af ilden. De massive støjflader er forsvundet fra produceren Oktopus’ lydlandskaber og har gjort plads til et mere nøgent lydbillede, hvor massive beats står klart og er så knastørre, at der er akut brandfare.

Men at der er blevet skruet ned for støjen, betyder ikke, at duoens musik er blevet befriet for kaos. Tværtimod er det til tider, som om Abandoned Language er mere vilter og uigennemskuelig end forgængerne. Absence kværnede mere eller mindre jævnt derudaf, mens nye sange som titelnummeret og “Starved for Truth” f.eks. byder på hhv. skingre strygere og en ustyrlig, ildevarslende saxofonpassage.

Der er stadig masser af lag i musikken, men det samlede udtryk er ikke så tungt. Tværtimod træder følelserne og stemningerne klarere frem end tidligere – og dét at man kan høre de forskellige melodier og klangflader mere tydeligt, gør også, at det bliver mere kaotisk, når de støder sammen og skubber hinanden ud af kurs. Samtidig hører man også lettere, hvor dygtig duoen er til at blande sine kort forskelligt. Mens titelnummeret er et sugende epos med tre forskellige kapitler (hvor mange andre hiphopplader åbner med et track på mere end 10 minutter?), går der mere end fire minutter, før Däleks stemme kan høres i den rigt melodiske “Isolated Stare” – hvorefter han blot rapper i et par minutter.
Lidt i samme boldgade består “Content to Play Villain” først af to minutters udflydende jazz-inspireret intro og derefter cirka lige så lang tids rap fra Dälek; og da den hvileløse salve er slut, er nummeret også forbi. Intet omkvæd, ingen melodiske sløjfer at binde.

Så selv om Newark-duoen har dæmpet distortion-drifterne, er der stadig ikke de store kompromisser i musikken. Og det er der heller ikke i Däleks tekster. I titelnummeret beskriver han afroamerikanernes vilkår således: »Our people’s been trained to live in a tight case / the only thing we feel is mad rage.« Og i nummerets omkvæd opsummerer han historiens gang: »Turn the page, motherfucker, ‘cause the story’s all scripted / 600 years, ain’t a fucking thing different.«

Abandoned Language er mere distanceret og kølig end de tidligere Dälek-plader, men samtidig er det, som om duoen er blevet mere kontant og tror mindre og mindre på, at problemerne i det amerikanske samfund kan løses på en mindelig måde. Hvor Dälek på Absence gjorde det klart, at han ville »drop the fists and guns / and use this tongue to combat«, kalder han denne gang folket til kamp med ordene »gotta fight tanks with fists«.

I og med at produktionerne denne gang er betydeligt mere varierede, er der større chance for, at Abandoned Language faktisk vil kunne vække de undertrykte til kamp. Men trods variationen er der dog enkelte tilløb til monotoni, især i mellemspillet “Lynch”, der simpelthen trækker for langt ud.
Men det er en detalje, når resten af pladen er så veldisponeret, intenst indigneret og udfordrende. Igen er det lykkedes Dälek at trække hiphoppen i nye retninger, også selv om der denne gang er mere old school-stemning end nogen sinde. Den her gamle skole virker bare meget mere appellerende end de bling-bærende rappere på hitlisterne, der med Däleks ord “leger sorte Sambo”.

★★★★½☆

Deltag i debat