Plader

Guitar: Dealin With Signal and Noise

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Guitar har dedikeret sin musik til lyden af guitaren. Og det er faktisk, når bagmanden Michael Lueckner holder sin kurs ret i forhold til dette løfte, at hans musik er bedst. For hans kærlighed til engelsk shoegazer får ham ofte på uoriginale afveje, der trækker helhedsindtrykket ned.

Bandet Guitar er dedikeret til lyden af guitaren, hvilket måske ikke er så overraskende navnet taget i betragtning. Det var meget tydeligt på My Bloody Valentine-hyldesten Sunkissed, og det er af og til ret tydeligt på seneste album fra Guitar alias tyskeren Michael Lueckner. På Dealin With Signal and Noise har Lueckner nemlig valgt flere forskellige samarbejdspartnere, der giver musikken forskelligt udtryk – nogle med guitaren mere i centrum end andre.

Den ene gæst er den japanske sangerinde Ayako Akashiba, som har været med på alle de tidligere Guitar-album. Hendes stemme er tynd, blød og passer som fod i hose til de guitarflader, der vækker minder om Cocteau Twins og Kevin Shields’ unge dage. Hun er med på fire numre, mens det amerikanske band Voyager One fra Seattle er med på tre numre.

Selv om de to forskellige udtryk sikkert var tænkt som uens og dermed modstående elementer, der kunne give helheden en ekstra dimension, er det ikke noget, der fungerer. Det kan meget vel eksemplificeres ved at lytte til albummets tre første numre.

“Flowers Look Up Into the Sky” er et afslappet downtempo-nummer, hvor Akashiba lægger stemme til. Et sløvt beat trækker musikken fremad i et søvnigt tempo, hvor små asiatiske guitarfigurer fylder ud mellem vokalen. Det er behageligt, men også kedeligt. Det er da også derfor, man spidser ørerne, når “Sine Waves” bryder det tilbagelænede med en forvrænget guitar og Peter Marchese fra Voyager One, der synger »We’ll shake them down«, hvorefter endnu et sløvt beat sætter ind. Men i modsætning til åbningsnummeret er hele lydbilledet her beklædt med en fin, kradsende mur af guitarer. “Flowers Look Up Into the Sky” manglede denne kant til at give Akashibas vokal modspil.

Ørene spidses endnu en gang, når “Ballad of the Tremoloser”, sætter ind. Her er navnet Guitar dækkende, da hele nummeret udelukkende består af rivende, rykkende tremolo-guitarer, der ryster hele melodien af sig gennem små syv minytter. Det er en smule voldsomt, især ved høj volumen, men det er klart mere interessant og emotionelt, end hvad der ellers findes på albummet. Dét gælder også de andre guitar-numre; det ligeledes tremolo-baserede “Live at Hotel Palestine” og de små boblende vignetter “Guitardelays 1” og “Guitardelays 2”. Det ambiente “Song Without Signal” falder også i denne kategori.

Til gengæld lyder numrene, hvor Akashiba bidrager med vokal, groft sagt langt hen ad vejen som en dårlig My Bloody Valentine-klon, der er tilsat beats. Og Dealin With Signal and Noise bliver dermed en meget ujævn oplevelse. Der er flade oplevelser, og der er musikalske påvirkninger, der går lige i blodet og følelsesmaskineriet. En hel plade med fræsende guitarnumre som “Ballad of the Tremoloser” og “Live at Hotel Palestine” ville nok være for meget. Men hvis Lueckner nu blandede dem med ambiente numre i stedet for de kedelige MBV-pasticher, han skriver til Akashiba, ville slutresultetet blive bedre. Hermed et godt råd givet videre.

★★½☆☆☆

Deltag i debat