Plader

Mechanical Bird: 11 Songs for Perchers

Skrevet af Ian Skipworth

Århusianske Jakob Brixens debut under navnet Mechanical Bird byder på en flok hæderlige sange, men når aldrig op i de luftlag, hvor singer/songwriter-plader gerne skal ligge. Der mangler et unikt, personligt islæt, og derfor ender albummet med at være lidt skuffende.

Jeg har virkelig kæmpet for at forelske mig i debutpladen fra danske det danske soloprojekt Mechanical Bird. Det hele begyndte så fint, da jeg stak fingrene ned i konvolutten og tog fat på cd’en. Der er ikke meget, der gør mig så spændt som et ægte håndtrykt og håndtegnet cover. Det antyder kærlighed over for det, kunstneren har skabt, og et ønske om, at lytteren skal drages ind i musikkens intime univers.

Albummets første nummer forstærkede mine forhåbninger med den melankolske klang fra en spilledåse og høje theremin-agtige toner. Ikke superoriginalt, men passende og ekstremt lovende. Det første minut af “A Secret Reply”, hvor der skabes et knirkende lydunivers, var også udmærket, men så begyndte jeg at tvivle lidt, da sangen for alvor begyndte.

Jakob Brixen, manden bag Mechanical Bird, kommer fra en electronica-baggrund (bl.a. Manuskript) og lader til at mene, at der ikke skal meget til for at lave en singer/songwriter-plade. Og det er sådan set rigtigt nok. En akustisk guitar skal stille og roligt klimpres på, og så skal der en melodi til. Man kan evt. bruge et par samples eller field recordings (helst med lofi-båndeffekt). Voilà: en singer/songwriter plade. Ikke nødvendigvis en smuk, gribende plade med masser af sjæl og integritet, hvor sangene snor sig rundt om hjertet, men en singer/songwriter-plade alligevel.

Det lyder desværre, som om den skabelon blev brugt rimelig meget under indspilningen af 11 Songs for Perchers, hvilket både overrasker og skuffer. Det er overraskende, fordi pladen blev indspillet over en lang periode (2004-2006) i “basements, ceilings and closets”, men lyder mere, som om den blev lavet en søndag eftermiddag i ProTools. Jeg er samtidig skuffet over, at coveret lover en skramlet og personlig oplevelse, når selve pladen lyder mere som en gennemgang af velkendte tricks og genbrugte klichéer.

Der er for mange af sangene, der tuller fra start til slut med en okay melodi, nogle okay tekster og få spændende øjeblikke. Der findes også en hel del intro/outro-spildtid, hvor der ellers kunne have været noget mere opfindsomt. Familien og et par venner har også været med på nogle numre og klaveret, trommerne og kor bruges med smag og omhu, men det er en skam, at ingen af gæsterne er gået lidt amok for at føre sangen mod et nyt og frit sted, men det sker ikke.

Trods al min kritik er 11 Songs for Perchers bestemt ikke en dårlig plade. Den er bare alt for behagelig og uden dybde, hvor genren kræver det modsatte for at være værd at lytte til. Jeg ved ikke, hvordan Elliot Smith gjorde enkle vers-omkvæd-vers-omkvæd-sange så smukke og opløftende, men det gjorde han. Det er underligt, at Jakob Brixen ikke har prøvet at finde frem til dén magiske opskrift i stedet for at nøjes med den middelmådige skabelon.

★★★☆☆☆

Leave a Reply