Plader

Sunset Rubdown: Random Spirit Lover

Lad endelig Sunset Rubdown være indledningen til det mørke efterår. De gode, men skæve melodier er så tilpas tempofyldte, at man ikke mister modet lige med det samme, men stadig så fortvivlende, at man ikke glemmer, hvad der venter de næste fem måneder. Det er fornemt canadisk efterårsløvfald

Som mos, der kravler op mellem træerne i de canadiske skove, dækker et dusin musikere efterhånden en af dette årtusindes nyere og populære indiescener så effektfuldt, at man skal være yderst uopmærksom for at have undgået canadiske bands som The Besnard Lakes, Wolf Parade, Frog Eyes, Destroyer og Swan Lake.

Et af de helt store fyrtårne blandt ovenstående er Wolf Parades ene sanger, Spencer Krug, og han står bag Sunset Rubdown. Oprindeligt brugte Krug navnet i forbindelse med sine musikalske udskejelser på egen hånd – men efterhånden er Sunset Rubdown blevet en kvartet, og der er ikke meget fritidsprojekt over det længere.

Bandets andet udspil Random Spirit Lover er som snydt ud af næsen på den canadiske sound af skæv og skramlet poprock, hvor fængende melodier og triste konstateringer går hånd i hånd. Albummet er præget af storslåede hymner, og selv om det umiddelbart kan virke, som om den kontrastfyldte instrumentering gør alt for at spænde ben for sig selv ved f.eks. at blande skæve guitarer og sarte pianoer, lyder det fremragende – godt holdt sammen af Krugs tyndslidte og fortvivlede vokal.

Dét, der gør albummet så godt og lytteværdigt, er den variation, bandet formår at søsætte. Der er godt nok langt mellem pladens to yderpunkter, de intime stunder i “Setting vs Rising” og den anderledes højtravende og bombastiske “The Courtesan Has Sung”, der buldrer hen over lydhimlen. Men uanset spændingsniveauet maler Sunset Rubdown alle sine melodier i samme nuancer, hvilket giver en rød tråd gennem hele pladen.

Albummet lyser bestemt ikke af tra-la-la og glade ansigter. Derimod er de 12 sange afstøbninger af et mørkt sind. Og ser man bort fra det ligegyldige mellemspil “Colt Stands Up, Grows Horns”, fungerer det velvævede kludetæppe rigtig godt. Brudstykkerne af punk, lidt 80’er-agtige Casiopop-lyde samt gedigen indieguitar står godt til hinanden, hvor underligt det end lyder. Sangene er yderst holdbare, men også meget flakkende og søgende, men giver man dem tid, belønnes man uden tvivl, for der er højt til loftet og dybt til bunden i Sunset Rubdowns skrøbelige univers.

Spencer Krug har sat brikkerne rigtigt godt sammen på det puslespil, man kan kalde Random Spirit Lover, og selv om man ikke rammes af optur eller oplever et glædesinferno, når man lytter til pladen, gør stemningen et stort indtryk. Endnu en gang har Canada skabt en stærk eksportvare.

★★★★★☆

Deltag i debat