Interview

Fuck Buttons – ren støj er virkelig kedelig

Skrevet af Mikkel Arre

Engelske Benjamin Power og Andrew Hung startede en duo for at få raset ud. Så de larmede løs – og mistede interessen i en fart. Men en dag sneg en af dem en stump melodi ind i støjmylderet, og pludselig gik alting op i en højere enhed.

Slayer spiller så højt på den nærliggende scene, at det nogle gange kan være vanskeligt at høre, hvad Benjamin Power og Andrew Hung siger. Det er helt sikkert tilfældigt, at de to englændere, der til sammen udgør bandet Fuck Buttons, har lagt deres interviewaftaler netop på dette tidspunkt, men man kan nu sagtens se en vis symbolik i, at der er så meget larm, at det er krævende at føre en samtale.

For netop støj i rigelige mængder er en af de afgørende årsager til, at de to unge mænd med rødder i Bristol og base i London overhovedet sidder i hver deres havestol og venter på at spille dét, der bliver årets sidste koncert i Astoria-teltet på Roskilde Festival. “Aldrig før har to mennesker lydt så meget som verdens ende,” skrev en engelsk anmelder tidligere på året om duoens debutalbum, Street Horrrsing, og faktisk var støj det, der samlede de to, da de startede Fuck Buttons for fire år siden.

“Vi havde en ret nihilistisk tilgang til at lave musik. Vi lavede rå noise og prøvede primært at skubbe lytterne væk. Jeg tror, vi havde en masse ting, vi skulle have ud af systemet,” forklarer Benjamin Power, og Andrew Hung supplerer: “Jeg tror, at den rene noise i høj grad var en drengeting for os. De destruktive elementer og den vilde lydsstyrke sugede os ind i det, og i starten var det meget dragende,” siger han, men tilføjer straks: “Det blev bare kedeligt virkelig hurtigt.”

Fuck Buttons' Benjamin Power og Andrew Hung

Faldskærmsudspring og bilvask
Ungdomsraseriet var stilnet af, og duoen savnede noget, der kunne give deres musik et personligt særpræg. De ville stadig gerne larme og prøvede at finde nye vinkler og tilgange, men det mislykkedes. I hvert fald indtil den dag, hvor de skabte nummeret “Race You to My Bedroom”, der siden endte på debutalbummet.
“Det startede som et rent dronenummer, men vi kunne ikke få det til at fungere. Vi komponerer alle vores numre ved at jamme sammen, og da en af os pludselig fandt på at tilføje en melodi, kunne vi begge to mærke, at vi havde fat i noget rigtigt. Vi var overraskede over, at det virkede så stærkt, og det tog os vel kun få sekunder at høre, at det her var den rette vej for os,” fortæller Andrew Hung.

Når de to beretter om, hvordan melodien forandrede det hele, kan deres begejstring let få én til at tro, at der er tale om melodisk genialitet på Beach Boys-niveau. Lytter man til “Race You to My Bedroom”, viser det sig, at melodien blot består af to toner, der tålmodigt afløser hinanden igen og igen. Men mere skulle der ikke til.
“Vi ville gerne lave musik, der var mere imødekommende og samtidig også mere dynamisk, og ved at sætte støjen op mod melodier kunne vi pludselig opnå begge dele på én gang,” forklarer Benjamin Power.

Med bandets lyd in mente er det ikke overraskende, at Andrew Hung i ugerne op til Roskilde Festival har set genopstandne My Bloody Valentine hele tre gange, og han griber fat i koncerternes dundrende inferno af et afslutningsnummer, en mere end 20 minutter lang og øresønderrivende udgave af “You Made Me Realise”.
“Nogle synes, at den finale er lyden af at springe ud med en faldskærm, som man på forhånd ved, at man ikke kan få til at folde sig ud. Selv synes jeg snarere, det er som at sidde inde i en bil, mens den bliver vasket. Det er lige præcis den slags støj, vi godt kan lide. Den kan være skræmmende og en varm omfavnelse på samme tid.”

“Vi gider ikke spille guitar”
Street Horrrsing har åbnet masser af døre til spændende koncertmuligheder for duoen, der har turneret i store dele af 2008, bl.a. som opvarmningsband på Caribous turné i USA. “Det tager noget tid at vænne sig til at have så heftigt et skema, men nu er det fantastisk. Vi skriver vores sange på samme måde, som vi spiller live – stående over for hinanden – så på en måde er vi tilbage, hvor vi begyndte. Nu spiller vi bare ikke kun for os selv,” siger Benjamin Power og fremhæver koncerten på forårets Primavera-festival i Barcelona.
“Fordi vi står med siden til publikum, ser vi normalt ikke folk,” fortæller Andrew Hung, “men til det her show var der nok 5.000 mennesker, og de råbte og skreg, uanset hvornår jeg kiggede ud over dem. Det var helt vildt.”

Når duoen sædvanligvis ikke lægger mærke til publikum, skyldes det bl.a., at hver koncert er en ny begyndelse, fordi de to englændere forsøger at lade numrene fra debutalbummet udvikle sig forskelligt fra gang til gang. Det sker eksempelvis ved, at de to konstant er på udkig efter nye lydkilder, der kan trække numrene i anderledes retninger. Det drejer sig ikke om traditionelle instrumenter, men snarere legetøj og alskens elektroniske apparater, der ikke er skabt til at lave musik.
“Når vi får nyt udstyr, læser vi ikke brugsvejledningen. Vi vil hellere lege os frem,” siger Benjamin Power, og Andrew Hung følger op: “Vi interesserer os for lyd. Vi vil altid have nye lyde. Jeg ved godt, hvordan en guitar lyder, så sådan én gider jeg ikke bruge.”
Power samler tråden op og leverer en afslutningsreplik, der flugter fint med den oprørstrang mod musikalske traditioner, som fik de to til at starte bandet: “Hvis du lærer at spille på et instrument, bliver du ført ind i nogle bestemte måder at tænke musik på. Hvis du ikke er skolet, er der derimod mange flere muligheder åbne. Det er sådan, vi foretrækker at have det.”

Leave a Reply