Plader

moi Caprice: We Had Faces Then

Skrevet af Jens Blendstrup

Den meditative britpop kalder indimellem på handling, og selvom jeg har det svært med weltschmerz, suger denne gode og ekstremt velproducerede plade mig ind i sit univers. Får mig til at ønske, at jeg var alene med en god flaske rødvin eller tre. I december. I en kano.

Jeg vil starte med at indrømme, at dette er min første musikanmeldelse i mit liv. Derfor bliver den også ekstra grundig. Jeg ville ønske, den kunne ligne de professionelles anmeldelser, det var min plan, men hver gang er jeg gået i stå i stjerner og mystiske pointsystemer. Det er ALDELES IKKE RIMELIGT FOR EN GOD PLADE.

For moi Caprices nye plade, We Had Faces Then, er en dejlig plade. En … stille plade. Nærmest tilbageholdt. Skrøbeligt og melankolsk udtryk. Men positivt ment. Ting behøver ikke larme for at være klart og godt. I min mp3-afspiller står der, det er britpop – i så fald er det meget meditativ britpop. Jeg vil snarere kalde det drømmende med habil guitarspade-ledsagelse. Der er noget Edgar Allan Poe over den. Måske fordi der er så meget længsel i linjerne, både musikalsk og tekstligt. Faktisk vil jeg gå så langt som til at sige: “Kinesisk yang-periode møder Suede og The Cure.” Meget god kombination, synes jeg.

Pladen er lækkert indbundet med brun booklet, og på forsiden går der en dame med en hat, der nærmest har opslugt hele hendes skikkelse. Det er formentlig blomsterne, der trykker hende ned. Men det virker ikke på damen, som om det er ubehageligt, snarere står hun på en tilgroet plæne og poserer; ja, her står jeg og bliver en del af naturen: “Dame med voksende og knopskydende hat.” Måske er det der, titlen kommer fra: We Had Faces Then.

Bandet har i hvert fald stadig hoveder. Fire alvorlige unge mænd med overskæg og fjerne blikke. Jeg ville gerne have læst lidt mere om, hvem moi Caprice er, i stedet for at skulle ind og google. Det er en uskik, at der ikke er noget at “gramse efter” på cd-skiver. Nå, men pladens 11 numre er alle sammen produceret af englænderen Jeff Knowler i Sweet Silence Studios. Og det er der kommet en god og ekstremt velproduceret plade ud af, med flere gedigne ørehængere.

For en mand, der har det svært med weltschmerz, tynde fingre, høje sweatre og ømme hjerter, er det svært at forholde sig helt neutralt til moi Caprice – de ’aner’ meget, man fornemmer, det er poesi i kølvandet på det ene skibs-/kærligheds-/livsprojektsforlis efter det andet. Jeg kunne godt ha’ tænkt mig, at de indimellem havde råbt lidt op og krævet handling! Og nye damer! I stedet for alle de bobler. Det er måske her, der skal komme lidt kritik.

For der er en tendens til følelsestombola med de samme præmier på We Had Faces Then. Sorg, farvel – eller begge dele. Man har en følelse af, at de er bange for at slå hul på noget, og derfor forsøger de at stå så nænsomt stille som muligt. På den anden side er de så ærlige og ukrukkede i deres omgang med smerten og længslen efter noget, der vár, at det gør usædvanligt godt alligevel. Og måske er det også det, man skal, når man har mistet sine drømme, men er midt i livet og ikke kan leve uden nye. Måske er det det, der skal til.

moi Caprice er i hvert fald meget troværdige i deres udtryk. Forsangeren Michael Møller synger fantastisk. Og når han strækker sig ud, mærker man, at der er meget mere under motorhjelmen. Og musikerne er decideret skidegode. Det er en perfekt plade til en flaske rødvin eller tre, i december, uden Ulla.

Yndlingsnumre:
“Rising and Falling Points of Dust”.
“The Devil Travels Fast” – pragtfuld togtur med djævlen.
“Something Very Cloudy” – anelsesfuld og satans, satans smuk. Igen om forgængelighed og sådan svævende, meget, meget smuk og sansende, som en drivende tur på en å i et lejet kano, der skulle være afleveret for længst til den sure udlejer af ’eventyrbåde’ – men som ikke er blevet det, fordi lejeren drømmer så godt i den kano. Og med omkvædet: »You shouldn’t worry ‘bout a thing« kandiderer dette nummer i hvert fald til at blive en del af min faste lytning, når jeg sidder i en kano fra Eventyrbåde på tredje år og nægter at komme ind.

★★★★½☆

Deltag i debat