Plader

The Cure: 4:13 Dream

»The world is neither just nor unjust,« sang Robert Smith på The Cure-albummet Bloodflowers. Det virker nu alligevel urimeligt over for yngre konkurrenter, at The Cure efter så mange år og udgivelser stadig laver så storartede plader som den nyudkomne 4:13 Dream.

Jeg cykler forbi en mark hver eneste dag, og på den mark befinder der sig nogle fugle. De er sorte og ret store. Særligt deres næb forekommer mig enorme. Der må være en million af dem på den mark. De vandrer, eller småhopper vel egentlig rettere, rundt for at flå korn eller et eller andet op af jorden med de der kæmpe næb. Det er – tilsyneladende – det eneste, de bruger deres tid på. Men her i de kolde måneder, hvor grå himle giver alt et mere dystert skær, spørger jeg mig selv, hvorfor de fugle stadig vandrer rundt på marken. Hvorfor flyver de ikke sydpå? Er det ikke sådan noget, sådan nogle gør? Det hele virker meget stærkt på mig. Jeg bliver mistænksom og spørger, om de mon har tænkt sig at bruge det, der var tiltænkt indtagelsen af føde, til noget helt andet. Planlægger de et overraskelsesangreb? Vil de hakke i mig?

Alt det er vel ikke så forfærdeligt relevant i en anmeldelse af det nye album fra The Cure, 4:13 Dream. Måske ikke, men den stemning, som synet af de konspirerende fugle sætter mig i, og som mange måske vil kunne forestille sig, passer ret godt med den følelse, der ligger over ikke bare denne plade, men vistnok over alt, der er kommet fra dens ophavsmænds side. På trods af de forskelle, som findes mellem selv nogle af The Cures bedste plader, er der noget gennemgående og umiskendeligt ens ved bandets plader.

Også på dette nye album er bandsignaturen intakt. Der står virkelig “The Cure” hen over lyden med bogstaver af en tykkelse og tydelighed, som kun få andre grupper formår at skrive dem. Men som mit beskedne kendskab til denne gruppe fortæller mig, kan “The Cure” jo som nævnt betyde så meget.

Det er vanskeligt for mig at afgøre, hvilke numre jeg skal beskrive for at komme nærmere en bestemmelse af pladens lyd. Niveauet er gennemgående højt, og omtrent halvdelen af numrene er så glimrende, at de burde fremhæves. To særlige højdepunkter er dog i hvert fald komplet uomgåelige, nemlig det første, “Underneath the Stars”, og det sidste, “It’s Over”. I fællesskab konstruerer de virkelig en storartet indbinding af dette nye opus – ja, jeg fristes virkelig uvilkårligt til at sammenligne albummet med den klassiske opdeling af et plot. Der er en begyndelse, en midte og en slutning – de to omtalte numre. Men det er ikke et hvilket som helst plot. Det fordyber sig i bibelske og evige dimensioner.

Jeg har således “Underneath the Stars” mistænkt for at have været temamusik til verdens skabelse. Jeg har før hørt folk tale om “episke” plader og sange, men det er vist først nu, at jeg virkelig forstår, hvad der menes med dette prædikat i en sådan sammenhæng. Der bliver i sandhed lagt et grundlag for lytteren med denne åbner. Når den er gennemlyttet for første gang, ved man, at pladen ikke kan være en fiasko. Nummeret præsenterer sig selv i en over to minutter lang intro, der afgiver løfter om noget stort, der skal komme. Trommer og guitar er fantastisk produceret og vellydende. Særligt den tilbagevendte guitarist, Porl Thompson, viser sit værd – på dette nummer som på pladen i sin helhed – ved de flænger, ja, lyn, han udsender med sit instrument, og som står sig så godt til Robert Smiths udødelige vokal (det er muligt, at det faktisk er Smith, som også står bag disse lyn – jeg har ikke kunnet afgøre det, men lad os holde fast i Thompson, så Smith ikke får al opmærksomheden). Det er, som om nummeret opstår, som om det er natur snarere end kultur. Lyden er enorm, og stilen er pompøs eller storladen. Konstant befinder man sig i noget, der kulminerer eller er determineret til det samme. En usynlig hånd kaster med mellemrum stjerner ud over en himmel, mens mennesker, bjerge og have gives form i stykker af illustrativt varierende intensitet. Titlen på dette nummer er virkelig velvalgt. Man får en fornemmelse af, at dets toner udtrykker et eller andet stort og evigt – et eller andet om alt det, der befinder sig under stjernerne, på jorden.

Hvis åbneren er skabelsen, så er afslutningsnummeret, “It’s Over”, måske apokalypsen. Jeg får et billede i mit hoved, når jeg hører dette nummer; af menneskemasser, der flygter i meget højt tempo, trampende hinanden ned, over tørre jordplader, mens en voksende afgrund hurtigt indhenter dem og kaster alt, den når, ned i flammerne. Igen er Porl Thompson (eller Smith) dominerende. Han udsender de ildglimt, man så, da himlens og helvedes hære kæmpede i horisonten, mens Robert Smith imiterer klagehylene fra de sårede, og bandet i fællesskab fortæller den ukendte historie, om dengang kampen om tusindårsriget blev vundet af de onde. I den endelige kulmination gentager Smith »I lost another life« igen og igen, mens feedbackende guitarer og dybt forvirrende trommer genskaber kaos.

Når en Google-søgning nu fortæller mig, at tallene i pladetitlen repræsenterer antallet af henholdsvis bandmedlemmer og albumudgivelser, har jeg svært ved at se bort fra, at denne fortælling med dens begyndelse og slutning kunne dreje sig om The Cure selv. Måske er “It’s Over” virkelig en afsked. Numrene imellem de to højdepunkter bekræfter mig til dels. I hvert fald forekommer afvekslingen i stilen mig påfaldende. “Freakshow”, f.eks., befinder sig i et – der findes vist ikke bedre ord – funky og mørkt poppet felt, mens den virkelig fremragende “The Real Snow White” i momenter antyder ballader, og “Sleep When I’m Dead” koldt udsyrer på en måde, der lyder, som kirker ser ud i mørke. Jeg tænker, at der måske kan være tale om en slags begrænset revy (for så stor er alsidigheden altså heller ikke) over bagkataloget. Hvis jeg nu har ret, betyder det vel, at 4:13 Dream kan karakteriseres som en autobiografi eller et erindringsværk på grænsen til det posthume, og at det dermed bliver det sidste.

Forudsigelsen er fristende, men garanteret forkert. Om det ene eller det andet nu skulle vise sig at være tilfældet, er det i hvert fald sikkert, at 4:13 Dream er en endda meget stærk plade, som på ingen måde skæmmer The Cures diskografi. Tværtimod, albummet kunne anbefales til nye lyttere, som en art introduktion til nogle af de forskellige perioder i bandets karriere, såvel som til inkarnerede fans, der her får genoplivet gamle og skabt nye minder – tilmed på et uhørt højt niveau. Tre-fire lidt kedelige numre rykker en smule ved det samlede indtryk, men højdepunkternes styrke neutraliserer næsten de svagere numres virkning.

Om fire-fem måneder, når himlene igen er blevet mere blå, vil jeg glæde mig over, at jeg når som helst kan synke ned i vinterens dødsangst og genkalde mig det morderiske ved de næb, som mister det faretruende i kuløren, når alt andet løgnagtigt fortæller mig, at alt er godt. Smiths sørgmodige skrøbelighed og Thompsons flænger skal nok få mig trukket ned.

★★★★★☆

Deltag i debat