Plader

Xela: In Bocca Al Lupo

Xela har forladt sin indadvendte electronica i popformat til gengæld for mørke, stemningsfulde lydflader med minimal udvikling. Et uhyggeligt landskab, hvor lytteren kan skabe sine egne historier og drømme sig væk.

Jeg kan godt lide pop. Det meste af det pop, jeg lytter til, vil nok blive klassificeret som alternativ rock, men mange af kunstnerne skriver basalt set gode popsange. De lyder bare anderledes, end de fleste af dem der bliver spillet i radioen. Hvorfor kan jeg så sidde i en time og lytte til ustrukturerede knaselyde og langstrakte klokkeklange og synes, det er fascinerende?

Popmusik bringer glæde, fordi melodierne gør dem nemme at huske, og det er rart at lytte til noget velkendt, der samtidig lyder godt. Hvad der lyder godt, er dog ikke ens for alle. Eksperimenterende musik af al mulig slags har ofte ikke samme genkendelige mønstre som popmusik, og det bliver derfor lyden i sig selv og den måde, musikerne har organiseret den på, der bestemmer, om den er god eller ej. Det er opbygningen eller stemningen, som bringer den glæde, den genkendelige popmelodi normalt leverer. På mange måder er det oplevelsen af sammensat lyd, der fascinerer i al musik, men det kan alligevel undre, hvorfor noget tilsyneladende ustruktureret uden tydelige forløb kan være en decideret nydelse.

Indrømmet, så er det nok også kun et fåtal af musiklyttere, der vil finde Xelas nye album interessant at lytte til. Det ligger i grænselandet mellem ambient og noise. Musikken bliver aldrig så voldsom eller altomfattende, at man kan tale om decideret noise, men på den anden side er det også for mørkt og ubehageligt til at være ambient. Der er tale om et samlet værk delt i fire, hvor der er en tydelig progression fra start til slut. Men progressionen er uendelig langsom, og de færreste ville opdage den, medmindre de satte sig ned og lyttede koncentreret.

Det starter med stillestående hakkende og knasende toner, langsomt hylende guitardroner og ringlende klokketoner. De bliver så mere og mere intense, som kompositionen skrider frem, noget ryger ud, andet ryger ind, og der er hele tiden små, umærkbare variationer i musikken. Som kompositionen skrider frem, bliver støjen mere fremtrædende, og mod slutningen dukker noget så radikalt som rytmer endda også op.

Det er musikkens uhyggeskabende stemning, der er attraktionen her. Hvis nattens stilhed havde en lyd, ville det være den her. Mange af de forskellige repetitive lyde kunne komme fra maskinerne på et nedlagt militæranlæg. Albummet er derfor som skabt til et anspændt computerspil, rigt på kryptiske gåder og med meget få, men ubehagelige fjender.

Forestillingen gør, at jeg interesseret kan lytte til den her plade. Albummets lydflader skaber en fiktion, et scenarie, jeg kan drømme mig væk i, og er på den måde virkelighedsflygtende underholdning, hvor jeg i højere grad end ved film eller bøger selv kan skabe historien. Det er en kulisse, hvor jeg har mulighed for selv at være kreativ. Det er måske ikke den mest inspirerende kulisse, men den er bestemt interessant at arbejde med.

★★★½☆☆

Deltag i debat