Interview

Xela – »Min frygt bliver virkelig hver eneste dag«

Skrevet af Mikkel Arre

Fra at have spillet lys og let electronica er John Twells i løbet af få år trådt længere og længere ind i et støjende mørke. Undertoner mødte ham i en kirke til en snak om frygt, visioner, paradokser – og om at gå ind i ulvens gab.

Som han sidder dér i en sofa i krypten under Brorsons Kirke, kan John Twells godt selv se det barokke i situationen.
»Det føles mærkeligt at sige det i en kirke, men jeg synes, religion er skræmmende. Religiøs tankegang giver en guddommelig og derfor uforklarlig begrundelse for snæversyn og fanatisme. Hvis man spørger, hvorfor religiøse mennesker tror, at verden hænger sammen på en bestemt måde, er deres svar, at “det har Gud sagt”. Det gør mig bange, for man kan ikke diskutere med folk, der bruger den slags overnaturlig argumentation.«
Twells, der er bedre kendt under kunstnernavnet Xela, sidder i krypten på Nørrebro, fordi han senere på aftenen skal spille koncert i kirken. Et ganske paradoksalt spillested for en kunstner, hvis seneste plade, In Bocca Al Lupo, er en urovækkende temaplade om frygt – med afsæt i Twells’ egen største skræk, religion. Men det er langtfra det eneste paradoks, der omgiver Twells og hans nye album.

Albummets italienske titel, der direkte oversat betyder “ind i ulvens gab”, viser sig f.eks. at rumme flere lag.
»Jeg skrev albummet til en kunstudstilling i Chicago, der bar samme titel. Udstillingen handlede om frygt, og jeg tænkte, at det var en fantastisk titel. Efter at jeg var begyndt at lave musikken, fortalte nogle italienere mig, at udtrykket i virkeligheden betyder “held og lykke”. I gamle dage var det noget, man sagde, når man eksempelvis var på vej ud fra kroen og skulle ind gennem en skov eller et andet utrygt område. “Ind i ulvens gab,” ville man sige, og de andre på kroen ville så svare “må den dø”,« siger Twells og fortsætter:
»Da jeg hørte det, tænkte jeg, at det var en interessant tvetydighed. Hos de fleste fremkalder den direkte oversættelse uro, mens udtrykket for en italiener er helt dagligdags, nærmest morsomt. Det lyder mørkere, end det er.«

Den egentlige betydning gik dog først op for Twells, efter at han havde lagt sig fast på, hvordan værket skulle udformes. På sit foregående Xela-album, The Dead Sea, skrev han lydsiden til en fiktiv historie om et skibsforlis og druknedødens gru, og med sit nye album har han været endnu mere stringent og målrettet:
»Jeg vidste, at det skulle være et værk på én time, og at jeg ville skabe et lydspor til oplevelsen af at gå direkte ind i dét, man frygter. Undervejs delte det sig i de fire dele, det nu består af. Det bevæger sig fra det helt stille mod et stadig tungere og mørkere udtryk – med andre ord en skildring af at bevæge sig hen mod ulvens gab og træde ind i det.«

Visioner og ærefrygt
Ganske rigtigt er In Bocca Al Lupo et dunkelt værk, der har meget mere til fælles med noisegenren end med den lyse og sfæriske electronica, der prægede de to første Xela-plader, For Frosty Mornings and Summer Nights og Tangled Wool. Det er svært at undgå at spekulere over, hvad der egentlig skete, da Twells’ musik fra og med The Dead Sea pludselig antog en anderledes mørk tone – men svaret er ret kedeligt: Der skete ingenting.
»Hvis jeg havde været i stand til det dengang, ville jeg gerne have haft min første plade til at være meget mørkere og mere intens, men jeg var kun 18-19 år, og jeg anede ikke, hvad jeg lavede. Hvad angår Tangled Wool, var det en bevidst beslutning, at jeg ikke lavede en mørk plade. Tværtimod ville jeg skabe min version af Cocteau Twins’ lyd – men i virkeligheden hverken kunne eller kan jeg lave noget, der bare er i nærheden af det, de lavede,« forklarer John Twells.

Han tilføjer, at The Dead Sea heller ikke lykkedes fuldt ud. Derimod står In Bocca Al Lupo som noget helt særligt for ham. Denne gang lå der en helt klar kunstnerisk vision bag albummet. Alt var gennemtænkt på forhånd.
»Førhen har jeg ikke været moden nok til at arbejde sådan, men denne her gang slog erfaringerne fra min studietid igennem. Når man skal skrive en opgave, sørger man for at omgive sig med al den litteratur, man kan få, for at skaffe sig så meget viden som muligt. Det var, hvad jeg gjorde her. Denne plade skulle ikke være en stiløvelse. Den skulle være et kunstværk, og kunstnere er nødt til at researche, før de går i gang med at skabe,« fortæller John Twells.

Hans research foregik i kirker i især Italien og Spanien, hvorfra udsmykninger, ord fra gravsteder og følelsesmæssige indtryk på den ene eller anden måde endte på pladen og dens artwork. Især katedralen i Sevilla satte spor i Twells. Paradoksalt nok skabte den for en stund tvivl om hans tvivl:
»Den er så stor og smuk, at man føler sig helt ydmyg. Når man går ind dér som fuldstændig ateist, får man alligevel fornemmelsen af, at man måske tager fejl. Man tænker uvægerligt: “Den her bygning er så enorm, og jeg er så undseelig.” Alt er lavet af guld. Statuerne er kolossale. Man mærker selv, hvad de, der byggede kirken, havde til hensigt. De ville have folk til at føle sig værdiløse sammenlignet med Guds magt. Man føler en form for ærefrygt. Den fornemmelse var vigtig for mig.«

Er varulve virkelig uhyggelige?
Når Twells fortæller om, hvorfor det var oplagt for ham at lade religion være i fokus på en plade om frygt, er der ellers ikke meget, der tyder på, at han havde brug for indgående feltstudier for at kunne komme i gang.
»Intet har forårsaget så megen død som religion. Tænk på de ting, folk siger, at de er bange for – edderkopper, seriemordere, vampyrer, varulve og den slags. Er de virkelig skræmmende, når man sammenligner dem med noget, der har slået millioner af mennesker ihjel og været baggrund for folkemord?«

Tro kan virke som en ret abstrakt ting at være bange for, men Twells mener at kunne se helt konkrete og urovækkende effekter ganske ofte.
»Min frygt bliver virkelig hver eneste dag. I nyhederne ser man igen og igen, hvordan religion kontrollerer folks liv på en ondsindet måde. Ikke her i landet og heller ikke i England, i hvert fald ikke længere. Men i mindre udviklede lande – og det udtryk bruger jeg bevidst, fordi demokratiet og opgøret med religion ikke nået så langt i sin udvikling som hos os – er religion et virkelig stort problem. Folk er bange for at sige, hvad de mener, og det er vanskeligt at sætte spørgsmålstegn ved de religiøse sandheder. Den slags kommer der intet godt ud af.«
– Intet som helst? Kan det ikke være en god ting for folk at se en højere mening med livet?
»Ville det ikke være bedre for dem at leve ud fra det faktum, at vi har ét liv, og at handlinger over for andre mennesker rent faktisk har konsekvenser her og nu? Det er for nemt at sige, at “jeg ofrer mig nu, og så genopstår jeg et overnaturligt sted”.«

Der er nødt til at være et formål
Twells indrømmer, at han omgås mange mennesker, der sværger til videnskab og klare facts, og står gerne ved, at det har påvirket hans egne tanker.
»Som videnskabsmand prøver man at finde den letteste måde at beskrive hvad som helst på. Videnskab handler om at gøre alting mindre kompliceret. Derimod er religion et af de mest indviklede svar på ethvert spørgsmål. Jeg siger ikke, at vi kan forstå alt i verden, men det er i det mindste, hvad videnskabsmænd prøver hver eneste dag, ligesom kunstnere forsøger på det med visuelle og lydlige virkemidler.«
– Men er musik ikke en meget kompliceret måde at viderebringe et budskab som dit på?
»Jo.«
– Hvorfor kommunikerer du så sådan i stedet for f.eks. at skrive?
»Fordi det er den metode, jeg har det bedst med. Sådan er det vel – kunstnere vælger den kommunikationsform, de er mest trygge ved. Samtidig har jeg den holdning, at musikere – især inden for de eksperimenterende genrer – er nødt til at have en grund til at gøre, hvad de gør. Have et budskab. Alle har redskaberne i dag, men det betyder, at alt for mange laver musik bare for at gøre det – uden at have en bagvedliggende idé. Men det er der nødt til at være. I den sidste ende er eksperimentalmusik ikke pop, men kunst.«

Hele vejen gennem sin kritik af både religiøsitet og problemerne ved, at alle og enhver kan skabe og udgive sin egen musik nu om dage, forholder Twells sig roligt. Hans stemme forlader sjældent en mild og afdæmpet tone, og selv ikke de største bredsider kan holde hans skæve smil væk mere end et minuts tid ad gangen. Da interviewet er ved at lakke mod enden, pointerer han, at han nødig vil fremstilles som et vredt menneske.
»In Bocca Al Lupo er bestemt en mørk plade lavet efter en lang periode, hvor jeg lå på sygehuset og havde det dårligt. Men inden for det seneste år er jeg blevet gift,« siger han og peger på den flade, matte ring på sin finger, »og alligevel arbejder jeg stadig med dyster musik – til min store glæde. Det føles godt at få mørke følelser ud gennem musikken. Engang sagde den britiske noisegruppe Whitehouse, at de var i stand til at være helt almindelige mennesker, fordi de kunne lukke al deres aggressivitet ud gennem musik. Det kan der være noget om. Jeg har aldrig været gladere end nu.«
Og således ender et interview om frygt og skræk i fryd og gammen. Ganske paradoksalt – og dermed helt efter bogen.

Deltag i debat