Plader

Casiotone for the Painfully Alone: Vs. Children

Skrevet af Mikkel Arre

Ensomheden er blevet til ensom tosomhed på Owen Ashworths femte album. Pladen fortsætter hans bevægelse hen mod et mere og mere organisk og traditionelt instrumenteret lydbillede, men overbeviser ikke helt om, at det er en god udvikling.

Owen Ashworths kunstnernavn er måske lidt klodset, men det er forbilledligt præcist. Udstyret med simple synthesizere og endnu mere skrabede trommemaskiner har han som Casiotone for the Painfully Alone fra 1999-albummet Answering Machine Music og frem til sit højdepunkt, Etiquette fra 2006, skildret, hvor beklemmende ensomt det kan være at stavre konfust og planløst rundt i de nogle gange helt uoverskueligt vide rammer, som omkranser éns liv, når teenageårene visner, og man igen og igen indser, at man bliver ved med at give slip på sine muligheder for at gøre tilværelsen til mere end katastrofale dates og demotiverende trummerum.

Så lang og fortolkende en sætning ville Ashworth aldrig skrive. Hans tekster ligger i syrebad, indtil alt overflødigt er borte. Hans femte album, Vs. Children, udgør ingen undtagelse. Men det er, som om temaerne har forandret sig lidt. Hvor ensomheden førhen nagede på klaustrofobiske klubværelser, er Ashworths fortællere nu i højere grad alene, på trods af at de, i hvert fald udadtil, er blevet en del af en tosomhed.

Mest effektfuld og decideret deprimerende er “Killers”, hvor en mand spagfærdigt understreger, at det, der er sket, er et uheld, og hen over spinkle, bævrende orgelklange fortsætter ubærligt langsomt: »Take the pill / I know it makes you crazy / take the pill / call in sick / I’ll get some movies / call in sick / […] honey, look at our lives / how could we support another?«, inden han næsten opløst sætter et vaklende punktum: »We could be killers just for one night.«

Nærheden er også forvitret i “Travelling Salesman’s Young Wife Home Alone on Christmas in Montpelier, VT”, hvor den rejsende ægtemand har det med at lægge røret hurtigere på, end hans hustru bryder sig om. At sælgeren er på landevejen, er på sin vis betegnende for Vs. Children. På flere måder er det nemlig, som om albummet er en slags rundrejse i USA.

I sine sangtitler angiver Ashworth eksempelvis flere gange provinsbynavne, og hvad angår instrumentering og arrangementer, rækker han mere end nogensinde ud efter den amerikanske musikarv. Klaverakkorderne lyder fra tid til anden som noget fra en saloon, basgangen i “You Were Alone” kunne være løftet fra en røvballecountryplade, og “Optimist Vs. the Silent Alarm (When the Saints Go Marching In)” glider midtvejs over i en gyngende orgelversion af netop den traditionelle sang i titlens parentes.

Vs. Children er således endnu et skridt på vejen mod et mere organisk lydbillede. Det er al ære værd, at Ashworth hele tiden forsøger at forny sit udtryk, men det er svært at undslippe fornemmelsen af, at nogle af numrene bliver lidt gumpetunge. Måske havde han tungen i kinden, da han strøede klaverboksning og klodset vraltende basrundgange ud over en håndfuld af sangene. Uanset om der er et sådant lag af ironi eller ej, støder instrumenteringen desværre af og til ublidt sammen med den grundtanke om antydningens kunst, der ellers præger hele Casiotone for the Painfully Alone-projektet. Og hvordan man som lytter skal kunne have medfølelse med græsenken i Montpelier, når hendes bekymringer akkompagneres af et cheesy orgel, er heller ikke lige til at gennemskue.

Pladens problemer bliver ikke mindre ærgerlige af, at Ashworth med “Northfield, MN” demonstrerer, at han faktisk godt kan få en egenartet skrabet version af americana til at fungere. I løbet af nummeret bliver en klavermelodi mere og mere intens, og det schwung, der er over denne langsomme optrapning, vækker mindelser om et band som The National.

Det niveau når de mest orkestrerede numre dog ellers ikke. Sange som “White Jetta” og “Man O’War”, der minder mere om Ashworths tidligere, mere nedbarberede plader, beviser, at han stadig magter den slags glimrende. De løfter bestemt pladen, men ikke nok til for alvor at gøre den anbefalelsesværdig sammenlignet med forgængerne. Der er i og for sig ikke noget i vejen med, at Ashworth med tiden er blevet mere historiefortæller og mindre følelsesformidler. Men når det hele foregår i et smådvask mellemtempo, og sangene tilmed har en tendens til at flyde sammen, ligger det ligefor at foretrække tidligere tiders smertelige ensomhed.

★★★☆☆☆

Lyt til “Optimist Vs. the Silent Alarm (When the Saints Go Marching In)”:
[audio:http://cftpa.org/OptimistVs.TheSilentAlarm.mp3]

Deltag i debat