Plader

Pterodactyl: Worldwild

Det er næppe tilfældigt, at Brooklyn-baserede Pterodactyl er opkaldt efter en enorm, behåret flyveøgle. Worldwild er lige så storslået, respektindgydende, majestætisk og slet og ret grim som sin navnebroder – og på mange måder lige så anakronistisk.

New Yorks ultrahippe bydel Brooklyn har de sidste par år produceret en tilsyneladende uendelig strøm af nyskabende indiebands. En udvikling, der har været så selvforstærkende, at ‘Brooklyn’ i sig selv nærmest er blevet et kvalitetsstempel. Men det giver alt andet lige god mening at betragte i hvert fald en stor del af bandene som ligesindede parter i den form for kunstneriske konsensus, der med lidt god vilje konstituerer en ‘scene’. Jeg nævner i flæng: Animal Collective, Gang Gang Dance, Liars, Yeasayer, Akron/Family etc. Selvom der er stor forskel på de enkelte bands’ personlige udtryk (såvel som på kvaliteten af deres musikalske bestræbelser), er der alligevel ganske mange ting, der forbinder dem, og som med lidt god vilje kan tolkes som et åndsfællesskab. Ud over en forkærlighed for vokalharmonier er det først og fremmest tilgangen til rytmik, der i større eller mindre grad er kommet til udtryk i form af en nærmest primal og tilstræbt ‘oprindelig’ tromme- og percussionlyd, der over en bred kam har trukket på lige dele techno, freefolk og afrikansk stammedans. Et udtryk der er blevet så populært, at ethvert indieband med respekt for sig selv efterhånden har et opretstående bandmedlem til at tæve løs på en gulvtam fra tid til anden.

Det er naturligvis interessant, at verdens metropol par excellence har produceret så mange bands, der tilsyneladende længes mod en ekstatisk naturtilstand og i stor stil forsøger at inkorporere denne idealistiske længsel i et moderne og globaliseret udtryk. Hos nogle bands bliver legen med inspirationer og musikalske modstillinger til et åbenlyst postmoderne vidnesbyrd (f.eks. Gang Gang Dance), mens den hos andre har en mere dybfølt og ‘seriøs’ karakter, der i højere grad virker som en forlængelse af den romantiske tanke.

Dette er tilfældet med Pterodactyls anden plade, Worldwild, hvor man blot behøver at kaste et enkelt blik på coveret, der forestiller to børn, som vandrer igennem et storslået bjerglandskab prydet af en tegneserieagtig regnbue, for at forstå bandets motiver. Det er på én gang Caspar David Friedrichs’ storslåede transcendentale længsel, barnlig naivisme og en nærmest ukritisk sublimering af naturen (at coveret så til gengæld er temmelig grimt, er heldigvis irrelevant). Coveret tyder på, at der masser af patos at finde hos Pterodactyl, og det viser sig da også at holde stik. Men mere om det senere.

Bandets første, selvbetitlede plade var en frenetisk, mathrock-inspireret affære, der knap ville have holdt sammen, hvis ikke det havde været for trommeslager Matt Marlin, hvis overlegent komplekse og tordnende spil ganske åbenlyst var pladens største force. Han udgør også på Worldwild en betydelig del af bandets udtryk, der er kommet endog meget langt på de blot to år, der er gået siden debuten. Forsanger Joe Kremers tynde og let hysteriske vokal har fået en ordentlig røvfuld delay og bliver i øvrigt bakket op af store mængder vokalharmonier, der – sammen med den primale, math’ede rytmik – er pladens væsentligste kvaliteter.

Men hvilke kvaliteter! Worldwild lyder dybt inspireret og flyder nærmest over af skinnende, transparent, patosfyldt skønhed, der konstant holdes i spænd af skærende, dissonant støj. Det skønne/grimme er en klassisk og velafprøvet formel, men Pterodactyl har alligevel formået at finde en lyd, der i imponerende grad er deres egen. Normalt er digital forvrængning et faux pas, da det i modsætning til analog forvrængning giver en plastikagtig, grim og billig lyd, men hos Pterodactyl fungerer det på bedste vis og tilføjer musikken en følelse af absolut, ekstatisk nødvendighed. Især bassen lyder ofte fuldstændig ødelagt og meget langt fra den pæne og ‘lækre’ støj, der ellers har været støjrockens svøbe i mange år. Der er en helt anden æstetik i spil her end hos de fleste, ofte shoegazer-inspirerede bands, der ellers stort set har domineret den Pitchfork-godkendte indiescene. Og det er satme en befrielse at høre.

Første nummer, det nærmest pastorale “Rising & Shining”, indleder – med smukke vokalharmonier underlagt et simpelt, tungt beat og skærende udbrud af guitar – på fin vis pladen, inden den rigtig sætter i gang med “First Daze”, hvis skæve taktart og start/stop-rytmik bærer vidnesbyrd om bandets udgangspunkt, mathrocken. I det hele taget er nummeret et fint eksempel på bandets kardinaldyder, idet den skævt komplekse rytmik på forbilledlig vis komplimenterer de skærende guitarangreb og vokalharmonier, der stræber helt ind i himlen. Der er dog ikke tale om kønne vokalharmonier a la Beach Boys, ja, faktisk synges der lettere falsk pladen igennem. Til gengæld synges (og spilles) der, som gjaldt det livet, og det er her, at Pterodactyl virkelig hiver alle stikkene hjem. Bandet sætter tilsyneladende alt ind i deres ekstatiske hyldest til den rene vitalitet, og i et nummer som det halsbrækkende “Share the Shade” fremstår bandet som direkte arvtagere til 1800-tallets romantiske digtere og deres højtidelige, tragiske besyngelser af længslen efter enhed med skaberværket. Den afsluttende skærings titel, “One With Everyone”, afslører uden tvivl, at det er her, bandet henter en stor del af deres tankegods og æstetik.

Det er en smuk, men grum verden, der har efterladt mennesket som fremmede beskuere af et kosmos, som vi kun igennem kunsten og dens løfter om transcendens kan håbe at blive en del af. Det er svært ikke at blive en smule mistænksom over for så megen patos, men selvom der ikke er spor af ironi i bandets univers, holder de på respektaftvingende vis tungen lige i munden og undgår det overdrevent patetiske. For selvom netop det patetiske kan siges at udgøre kernen af udtrykket, så er der så tilpas meget støjende og forvrænget grimhed, at pladen virker som én lang, ustabil, dødsforagtende balancegang, der konstant er på nippet til at kamme over, enten til det (alt for) patosfyldte eller, på den anden side, til det ukonstruktivt, amatøristisk larmende.

Med en spilletid på blot 36 minutter er pladen heller ikke så lang, at man bliver træt af bandets ellers krævende udtryk, og på trods af et par anonyme skæringer føres bandets vision på sjælden konsekvent vis ud i livet og beviser vel blot endnu en gang, at Brooklyn stadig er storproducent af interessante, eksperimenterende og talentfulde indiebands. Worldwild er, kort sagt, det bedste, smukkeste og mest overbevisende bud på ny støjrock, som denne skribent har hørt i lange tider.

★★★★★½

Pterodactyl: “First Daze”
[audio:http://www.scjag.com/mp3/jag/firstdaze.mp3]

1 kommentar

Leave a Reply