Plader

Pixie Carnation: Fresh Poems EP

Skrevet af Jesper G. Kaufholz

Fresh Poems er en småkedelig, indierocket debut fra et ellers lovende band.

I disse evindelige crossover-tider er det ikke usædvanligt med rockbands, der forsøger at tænke uden for rammerne ved at tilføje nogle uventede elementer. Således også Pixie Carnation, der på debut-ep’en Fresh Poems forsøger at tilføje den slidte rock’n’roll et skud frisk energi. Derfor er de første toner på pladen lyden af cello og violin, der forsøger at kæmpe om lytterens opmærksomhed. Og det er som udgangspunkt udmærket.

For selvom Pixie Carnation måske ikke er det mest originale musik nogensinde hørt, er det meget effektivt. Rock’n’roll med et tvist af cello, violin og klaver. Altså et forsøg på at nytænke et slidt udtryk. Det er i den polerede ende – med klare paralleller til start-80’ernes postpunk og new wave samt 90’ernes skramlede, amerikanske indierock. Ligesom sangstrukturerne giver mindelser til tidens rock, der lader sig inspirere af den elektroniske musiks hypnotiske gentagelser og crescendoer.

Sangene er velkomponerede og meget iørefaldende, og specielt den næsten indietronica-agtige rocker “You Can Never Know” går rent ind på lystavlen med et meget straight beat og et konstant insisterende klaver, der sammen med guitarerne og diskrete strygere skaber en meget dansabel rytme.

Åbningsnummeret “When Did the Lights Go Out” er et stærk og melodisk rocknummer, som på én gang lover en masse og samtidig fungerer som en god introduktion til det, der venter. Også titelnummeret “Fresh Poems” er lækkert skruet sammen med en melankolsk strygerbund og et halvt snublende trommespor, som desværre dog ender lidt i, tja, ingenting. Man sidder i hvert fald tilbage med en følelse af, at der mangler noget. Måske en snert af fare, for det hele er utrolig poleret.

F.eks. virker strygerne og klaveret som et gimmick. På papiret er det spændende, men følelsen af, at grundstammen er de fire rockmusikere, og at klaver, cello og violin er den hyrede hushjælp, forsvinder ikke helt, de træder simpelthen ikke nok i karakter. Fornemmelsen af, at alle syv musikere er en integreret enhed mangler, og gentænkningen af rocken virker ikke overbevisende, mere som en fiks idé, der ville give anmelderne noget at skrive om. Eller bare få Pixie Carnation til at skille sig ud fra den uendelige mængde af iørefaldende rockbands derude.

Det kan derfor højst blive til en lunken anbefaling herfra, dog krydret med en bemærkning om, at det nok er en god ide at holde øje med Pixie Carnation. Med et første udspil, som teknisk set er veludført, og sange, der virkelig går direkte efter øregangene, skulle de nok komme efter det. Men på Fresh Poems er der ikke nok kød på deres poprock til virkelig at blive hooked.

★★★☆☆☆

Deltag i debat