Plader

Lightning Bolt: Earthly Delights

Efter fire år har Lightning Bolt fået batterierne opladet og brutaliserer igen deres lytter med den mest smadrede noiserock, verden endnu har set. Nu med variationer.

Er Lightning Bolt klar til en tur på bænken? Er de ved at være for gamle til deres halsbrækkende maltraktioner af bas og tromme? Med fire år mellem Earthly Delights og Hypermagic Mountain, hvor der tidligere kun var to år mellem hvert album, kunne man godt frygte, at den teknisk ekvilibristiske duo havde suget energikilden tør. Men da de var på besøg for et år siden, fik de i hvert fald sået modstandsdygtig tvivl om den tese.

Deres nye album understreger så absolut, at Brian Gibson og Brian Chippendales stadig sidder fastspændt til deres instrumenter på et atombatteri. De tunge, brutale baslinjer lyder stadig som en monstertruck med plov i høj fart på en midtfynsk landevej, og rytmerne tonser stadig fremad som en førerløs minerydder i frigear. Og lyden er stadig smadret, grænsende til lo-fi, hvilket kun intensiverer nogle sange, der i forvejen lyder, som om de har tænkt sig at smadre sikringerne på et elværk.

Nu er Lightning Bolt så på deres femte album, og man kunne måske frygte, at deres lyd efterhånden er ved at være lidt for formaliseret. De overlever jo langt hen ad vejen på udholdenhed og teknisk kunnen. Heldigvis har Gibson altid været god til at arbejde melodier ind i de tempofyldte ekskursioner, så sangene i mange tilfælde decideret rocker. Og med Chippendales maskeforplumrede sang, der lyder som The Gimp fra “Pulp Fiction”, som prøver at holde brandtaler, har der altid været en tiltrængt variation.

Alligevel blev den evige kværnen lidt for meget på det forrige album, Hypermagic Mountain, der strakte sig over en time, men det har de løst på Earthly Delights. Den første sang, der blev afsløret fra albummet, “Colossus”, starter med en langsom, nærmest doomet basgang og legesyge, hylende vokaler. Inden det kværnende inferno bryder løs ved langsomt at opskrue tempoet, giver de to musikere rum i sangen. Et rum, der ellers ofte tidligere blev udfyldt af en overflod af rytmer og bastoner.

Det rum åbnes også på den 12 minutter lange afslutning, “Transmissionary”, der nok præges af hurtige, dynamiske rytmer, kaotisk vokal og tung, fræsende basgang, men bastonerne får lov at strække sig hylende, og små variationer i den slidende bas giver en meditativ bevægelse, om end den stadig er larmende.

“Rain on Lake I’m Swimming In” er et friskt, lille intermezzo af atmosfæriske, ekkoende bastoner, med sære legende vokaler der synger »uh-uh-uh« i rytmiske mønstre. Og i et nummer som “Flooded Chamber” tager abstraktionen helt over, med hvad der lyder som reverbet, akustisk guitar, høje hyletoner og rytmer, der kaotisk vælter rundt, men ikke med muskelkraft, nærmere som hurtige ninjaslag. Det giver nogle tiltrængte åndehuller i de grusomt elektrificerede afbildninger af en damptromles hverdag.

For tro mig, Lightning Bolt skal ikke skiftes ud. De producerer stadig flere et-to-kombinationer, end FC Barcelona ville kunne nå at bruge på en sæson.

★★★★★☆

Deltag i debat