Plader

The Longcut: Open Hearts

Skrevet af Zenia Menzer

Umiddelbart leverer The Longcut en spændende udgivelse, der byder på hybrider af rockens rødder og snerter af indie og drum’n’bass. I længden bliver deres lyd dog en anelse monoton, idet deres lange instrumentale passager bliver for indadvendte.

Det er ikke svært at høre, at The Longcut lægger mest vægt på det instrumentale aspekt i deres musik. Dette kan muligvis skyldes en tidligere episode med en forsanger, der forlod dem, og efterfølgende har de ikke fået en ny. Så hvor de oprindeligt startede som fire medlemmer, består The Longcut nu kun af tre. I den konstellation har de tre Manchester-fyre fundet deres helt egen stil, hvor elektroniske elementer og rockede riffs lægger grunden for et flertal af numrene. Det fungerer egentlig også meget godt, og de får skabt et massivt musikalsk billede, specielt gennem numre som ”Out At the Roots”, ”Something Inside”, ”Evil Dance”og ”The Last Ones Here”, som er præget af de lidt tungere rytmer.

Dette er imidlertid generelt for flere af numrene, der alle har et fundament, der er bygget op omkring rockgenren og udbygget med shoegaze, drum’n’bass og electronica. Det skaber et interessant og rustikt lydbillede, hvor både det klassiske og det progressive inddrages. På den måde har The Longcut fundet en niche, hvor de befinder sig ret godt, og egentlig også er gode til det, de gør.

Det er ikke, fordi bandet laver exceptionelt lange numre, men udfoldelsen af dem kan godt være en prøvelse. Det tager noget tid for numrene at komme op i omdrejninger, og for nogle af numrenes vedkommende bliver de først rigtig spændende hen mod slutningen. Det kan sagtens fungere rigtig fedt, fordi man som lytter får oplevelsen af, at nummeret gradvist bygges op, og at man på en eller anden måde selv indgår i skabelsesprocessen. Det er ligeledes et velfungerende element, at lytteren bliver gjort opmærksom på de forskellige instrumenter, ved at de skiller sig ud og dominerer lydbilledet på bestemte tidspunkter. Det skaber ikke kun opmærksomhed omkring det instrumentale sammenspil, men illustrerer også, at bandet har en sans for stigende kompleksitet i deres musik.

Det virker, som om The Longcut forsøger at lave den slags numre, som fundamentalt breder sig mere ud gennem numrene, men fordi det ikke rigtig lykkes, er det med til at gøre albummet en anelse monotont. Man kan som lytter godt føle, at bandet lukker sig for meget om sig selv, og at deres lyd gennem de lange instrumentelle udskejelser på en eller anden måde bliver for introvert.

Jeg var umiddelbart meget glad for denne udgivelse, men glæden er faldet en smule efter flere gennemlytninger. Det er ikke, fordi musikken er uinspirerende, men den monotone stemning er gradvist kommet til at fylde mere og mere. Stort set alle numre er bygget op omkring et mønster, der bliver gentaget mere eller mindre hele nummeret igennem. Der er bridges og C-stykker i numrene, men de er enten ikke udfoldet specielt kreativt, og ellers differentierer de sig ikke tilstrækkeligt fra grundstykket, og det medfører, at det bliver kedeligt og ensformigt at lytte til. Jeg synes, det er et fint album, men sindsoprivende er det ikke – og det på trods af min umiddelbare begejstring ved de første par gennemlytninger.

★★★☆☆☆

Deltag i debat