Plader

Kings of Convenience: Declaration of Dependence

Skrevet af Terkel Røjle

Kings of Convenience følger op på deres fem år gamle plade Riot on an Empty Street med den nye Declaration of Dependence, som ikke byder på meget nyt. Sangene er stadig fine, men der mangler et eller andet…

Jeg har altid haft det lidt dobbelt med Kings of Convenience. Bandnavnet siger det jo selv. Det kan godt være, at duoen faktisk er konger af den bekvemmelige musik, men jeg har en vedvarende følelse af, at der enten mangler noget, eller at der er for meget af noget i deres musik.

Siden den fine debut, Quiet Is the New Loud (2001), og Riot on an Empty Street (2004) har frontmand Erlend Øye beskæftiget sig med smart metropolmusik i form af to plader med bandet Whitest Boy Alive. Med dette band sidder jeg også med samme følelse. Der mangler et eller andet.

Øye og Eirik Glambek Bøes stemmer, som kæler sig op ad hinanden i fine mønstre, er virkelig dejlige at høre på. Sådan har det altid været. Melodierne, som Kings of Conveniences sange bygger på, er ganske fine. Små underspillede melodier – til tider dog for underspillede. Det bliver simpelthen alt for, ja, bekvemt. Men det er vel også meningen…

Arrangementerne og melodierne på den nye plade er på mange måder mere minimalistisk end tidligere, og instrumenteringen består i de fleste af sangene udelukkende af de to vokaler og guitar. Der bliver krydret med lidt strygere og tangenter hist og her, men det er, som sagt, en meget skrabet plade, som skal bæres af melodierne og stemmerne.

Derfor er der også stor fokus på teksterne, og her kommer endnu et punkt, hvor jeg bliver en smule irriteret. Det vigtigste som sangtekstforfatter er at vide, hvad man kan kapere at synge. Medina kan ikke synge en Bob Dylan-tekst og vice versa. Man skal kunne mærke sangeren bag ordene. Ikke at Øye og Bøe er decideret dårlige tekstforfattere, men ordene, de har valgt at synge, lyder simpelthen bare akavede i deres munde. »I’m watching you now, I see you building a castle with one hand, while tearing down another with the other,« synger de klodset i “Me in You”. Der er simpelthen for mange af disse uelegante metaforer og lommefilosofiske linjer, f.eks.: »Freedom never greater than its owner / no view is wider than the eye« fra “Freedom and Its Owner”. Det er simpelthen hørt før.

Til tider kommer jeg i tanke om Kings Of Convenience efter ikke at have lyttet til dem i lang tid. I de situationer undrer jeg mig over, hvorfor jeg ikke hører dem mere, end jeg gør, da jeg altid husker dem som værende rigtigt gode. Meget bedre, end når jeg så rent faktisk sætter mig ned og lytter til dem.

Grunden til dette er, at de indimellem skriver sange som “Mrs. Cold”, der simpelthen borer sig fast i hukommelsen. En simpel tekst om den svære dans, når to mennesker skal ind på livet af hinanden. En direkte, præcis tekst, som bliver præsenteret med den fineste melodi, et perfekt minimalistisk arrangement og krydret med et dejligt små-kitschet guitartema. En af de absolut bedste sange fra deres hænder og absolut pladens højdepunkt. “Boat Behind” med det stærke cello-tema og sing-along-omkvæd er ligeledes et højdepunkt, og “Power of Not Knowing” er også et stærkt nummer. En kort, dyster folksang som bæres af Øyes flotte spil på spansk guitar.

Anden halvdel af pladen er præget af en mere dyster tone og bliver udført i et noget lavere tempo. Her er referencerne til Elliott Smith meget klare. Specielt i “Riot on an Empty Street” (som altså ikke nåede at blive færdig til den plade, den lagde navn til i 2004). Jeg kan ikke lade være med at tænke på Elliott Smith-sangen “Between the Bars” (fra Either/Or), når jeg hører nummeret.

Denne smådystre stemning har altid eksisteret i Kings of Conveniences verden. Altid i små doser, så den ikke ødelægger bekvemmeligheden, men kan give lidt afveksling, så bekvemmeligheden virker stærkere bagefter. Det har altså været sundt med disse numre. At Bergen-duoen på den nye plade har dyrket dette mere end på deres tidligere udgivelser, kunne have været et godt træk. Problemet er blot, at mange af sangene desværre ikke er gode nok.

Den dystre, minimalistiske og lidt monotone lyd, som de prøver at dyrke, har den akilleshæl, at hvis den ikke bliver udført med nok integritet og med gode nok sange, vinder monotonien for meget terræn, og ligegyldigheden sætter ind. Dette er desværre tilfældet på den sidste del af pladen.

Men dårlig er pladen ikke. For mig har Øye og Bøe stadig noget at byde på. Deres vokalharmonier er skønne, og hist og her kommer der numre som “Mrs. Cold”, som nærmest kan redde en hel plade. Desuden vil deres minimalistiske, live-indspillede lyd altid være charmerende.

Var dette den første plade fra Kings of Convenience, ville jeg tage den til mig, fordi de trods alt stadig har en karakteristisk lyd og to meget stærke sangere. Men den store omvæltning har der altså ikke været hos de to, og har man ikke hørt dem før, ville jeg nok anbefale deres debutplade, Quiet Is the New Loud, frem for Declaration of Dependence.

★★★☆☆☆

Deltag i debat