Plader

Morrissey: Swords

Efter tre albumindspilninger er der støvet af på hylderne, og 18 hengemte sange får nyt lys på b-side-opsamlingen Swords. En gang blandede bolsjer, der både smager surt, skarpt, bittert og sødt.

Inkluderet i denne udgivelse er et uddrag fra et interview mellem Morrissey og en irsk journalist. Bl.a. diskuterer de hans forhold til musikkritikere. Morrissey giver udtryk for, at han hverken lytter til positiv eller negativ kritik, fordi han finder det nødvendigt at ignorere omtale. Det påvirker ikke hans kunstneriske virke, siger han. Han sender også en vanligt skarp hilsen af sted, da han henkastet nævner, at ingen musikjournalister selv har præsteret at skabe selvstændig kunst – så hvorfor egentlig tage deres kritik alvorligt?

En sådan bemærkning er svær at ignorere. Specielt når man selv har forsøgt sig som musiker på amatørplan og ikke ligefrem har efterladt sig et varigt minde. Jeg vover dog pelsen og ytrer mig alligevel om Morrisseys seneste udgivelse, b-side-opsamlingen Swords. Gennem tiden, både som solist og som medlem af The Smiths, har Morrissey altid efterladt mange godbidder, der aldrig nåede med på de officielle albumudgivelser. De har i stedet levet deres eget liv og har optrådt på single-udgivelser eller fundet vej til livekoncerter, bonusudgivelser og genudgivelser af tidligere albums. Så forventningerne har været høje, specielt da den sidste regulære b-side-opsamling, Bona Drag, indeholdt flere af Morrisseys bedste sange og er en personlig favorit her i husholdningen.

Lav mig allerede nu afsløre, at vi ikke når tidligere tiders højder. De 18 sange er simpelthen for svingende i kvalitet, primært musikalsk. En Morrissey-udgivelse bliver dog ikke kun bedømt for sine musikalske kvaliteter. Her er ordene i centrum. Hvert ord bliver vendt og drejet og sangenes mening fortolket. Hvem rammer den skarpe pen nu? Ofrene er velkendte. Det går ud over autoritetspersoner, f.eks. politiet (“Ganglord”), forsmåede småborgere (“Teenage Dad on His Estate”), religiøse magtmisbrugere (“Children in Pieces”) og hykleriske familiefædre (“Don’t Make Fun of Daddy’s Voice”).

De evigtgyldige temaer som forsmået kærlighed, ensomhed og mildt selvhad er behørigt repræsenteret i f.eks. “My Dearest Love”, “If You Don’t Like Me, Look Away” og “Because of My Poor Education”. Her præsenteres vi for emner, der altid har karakteriseret Morrisseys virke. Kritikere kan påpege det problematiske i, at en tilbedt og feteret stjerne konstant fokuserer på egen lidenhed, fysiske utilstrækkelighed og håbløse kærlighedsforhold og har gjort det siden starten af 1980’erne. Får det aldrig en ende? For tilhængerne er det et holdepunkt og en ledestjerne, man konstant kan spejle sig i. Visse ting – især sortsyn – går aldrig af mode. Heldigvis pibler en morbid humor frem til overfladen, der ofte overses.

De nye impulser finder vi i flere numre, hvor refleksion, afvejning og status over livet indtil videre er i fokus. Som forventet fokuserer Morrissey på, hvad der ikke gik i opfyldelse i “The Never-Played Symphonies”. »I can’t see those who tried to love me / or those who felt they understood me / and I can’t see those who, very patiently, put op with me.« Sammen med “Friday Mourning” er denne pianobaserede hymne det stærkeste kort på et varieret album.

I sagens natur repræsenterer b-sider sange, der er blevet vejet og fundet for lette. På den baggrund er Swords et habilt, velpoleret udspil, hvor sangene oftest ligger lige under niveauet på de seneste tre udgivelser. Til gengæld er variationen større, og der gemmer sig flere positive overraskelser undervejs. Fans vil ikke blive skuffede, men heller ikke udpræget begejstrede – primært grundet den manglende musikalske skarphed. Der er for meget anonymt backingband over mange sange. Man tænker undervejs, at en glimrende og karismatisk ordsmed med sans for melodi som Morrissey ville kunne opnå mere, hvis de musikalske samarbejdspartnere turde tage flere chancer.

Chancen for, at den slags velmenende råd bliver fulgt i fremtiden er lille – og heldigvis for dét. Hvis Morrissey rettede ind efter kritik, ville han miste sin unikke position, og musikverdenen ville være et kedeligere sted.

★★★★☆☆

Leave a Reply