Puha, den er svær, den her. Ikke så meget at skrive om, for det er en helt fantastisk plade, som The Family Curse har begået. Lige dele Jarboe, Melt Banana og The Melvins, krydret med lidt Sonic Youth og en hang til trommemaskiner. Ja, det er cirka så underligt, som det lyder.

White Medicine er The Family Curses andet album, som lægger hÃ¥rdt ud med smadder-rockeren “Teen Challenge”, hvor guitarerne vræler om kap med Megan Tweeds vibrerende primalhyl. Andet nummer fræser forbi, inden man er kommet sig over det første, og sÃ¥ kaster de sig ufortrødent over en kvarterlang, dronende meditation pÃ¥ “Back in the Water”. Det er hÃ¥rde sager. Men ogsÃ¥ uendeligt fascinerende.

Efter denne omgang gÃ¥r der elektrorock i den, og The Family Curse giver den som et kryds af Peaches og Babes in Toyland pÃ¥ de to næste numre, “Big Black Mark” og “Like Lightning”. Wow. Det rykker, hÃ¥rdt, men er godt nok ikke for sarte sjæle.

Men de er ikke færdige med at stepdanse i lytterens øregange endnu, for helt uventet skruer The Family Curse ned for guitarerne pÃ¥ sjæleren (hvis man kan kalde den dét) “Sewing Box” og den faktisk meget smukke, instrumentale “Exodus from the Birds of the Night”. Og sÃ¥ bliver det hele pænt bundet sammen i afslutningsnummeret, hvor der bliver konkluderet pÃ¥ albummet, i hvert fald i den forstand at bÃ¥de det smukke, det kradse og det helt sindssyge bliver samlet i “Bodies in Rooms”.

Hele albummet er optaget med trommemaskiner, hvilket let kan give en ganske flad og kedelig lyd, men The Family Curses vildskab mere end vejer op for det. White Medicine er en meget spændende og afvekslende plade, og kvaliteten holder hele vejen. Det er alt sammen lækkert skruet sammen og klart anbefalelsesværdigt til alle, der godt kan lide at rense ører med dynamit.