Plader

Eels: End Times

Skrevet af Jonathan Heldorf

Eels tager denne gang skridtet fuldt ud og går undergangen i møde rent tematisk, ikke kunstnerisk. Det er den tungeste plade nogensinde fra en i forvejen mut gut. Gid han snart ville smile lidt igen.

Meget få decimaler adskiller det nutidige menneskes DNA fra urmenneskets; vi taler om noget i stil med 99,9 (og virkelig mange decimaler) pct. af vores genetiske materiale, der er fuldstændig identisk. Uanset om vores afstamning er kaukasisk, asiatisk eller noget andet, har vi det samme udgangspunkt og de samme gener som de første mennesker.

På samme måde består en Eels-sang altid af det samme nedarvede materiale, hvor kun ganske lidt ændres fra gang til gang. Derfor har jeg aldrig forstået den vedvarende kritik som eneste faste medlem af Eels, Mark Oliver Everett (bedre kendt som E), ofte er blevet udsat for i forbindelse med sin forskelligartethed fra plade til plade. Fans har elsket én af hans udgivelser ubetinget og bliver næste gang dødeligt skuffet over ikke at få samme vare langet over disken. Enten er lyden for minimalistisk, udtrykket for støjende, eller også er melodierne for søde.

Jeg har svært ved at tage alle brokkehovederne alvorligt, for i min optik er der så absolut en gennemgående Eels’skhed lige fra de små søde, velklingende falsetsange til de store skramlede bjørnebrøl; der er faktisk – vil jeg hævde – meget lidt variation, når man taler stemning, udtryk, tema og form. Selvom E på sit sidste album, Hombre Lobo, udforskede det rå dyriske univers, via lo-fi blues, og på pladen før, Blinking Lights and Other Revelations, nærmest skrev en drømmende musisk biografi, så er fremgangsmåden næsten identisk. Den lader sig bedst forklare ved at tage udgangspunkt i manden E, der er en så overvældende sammensat karakter, at han bliver umulig at skelne fra musikken. Al musikken bliver besjælet af hans personlighed og får dermed meget samme karakter, hvad enten vi taler om de mere punkede udskejelser eller de hjerteskærende ballader. Kilden er altid samme menneske, og derfor giver det mening at sige, at musikken selvsagt er lige så divergerende, som et menneske er det inden for sine egne personlige rammer.

Puha for en indledning! Heldigvis har jeg allerede sagt meget om det spritnye ottende studiealbum, End Times, uden at nævne det med ét ord. For det ligger vitterlig meget tæt op ad, hvad Eels tidligere har udgivet. Især er ligheden til det stille og sørgmodigt terapeutiske Electro-Shock Blues stor, om end desperationen denne gang er mere afdæmpet. E har alle dage brugt sit eget liv som skabelon for sin musik, og nu har hans liv ikke ligefrem været lys og flagdage. Electro-Shock Blues behandlede hans families død, og Blinking Lights and Other Revelations var en musisk selvbiografi, men begge havde de en konstruktiv og terapeutisk tilgang. End Times behandler et brud fra en kæreste og den generelle følelse af at blive ældre i en uretfærdig verden, men dette har tilsyneladende været for meget at give sig i kast med denne gang, for livsleden ligger tættere på overfladen end tidligere.

End Times har vi med en person at gøre, der har affundet sig med tingenes sølle tilstand, har indset, at det er umuligt at forhindre dommedag, og derfor – trist, men fattet – går forfaldet i møde. Hvor man på Electro-Shock Blues kunne ane håbet forude i en udefineret horisont, møder man på End Times kun en sort mur, man kan sætte sig op ad, puste ud og ellers kigge tilbage på livets gang, hvis man orker det; dette er især tydeligt i “In My Younger Days” og “I Need a Mother”.

Hvis jeg skal prøve at sætte fingeren på et punkt, hvor Eels har udviklet sig i de senere år, så må det være minimalismen; den har altid været der, men bliver nu i højere grad eksponeret. På den måde minder Hombre Lobo og End Times meget om hinanden. Universet er råt, sangene er korte, og pladerne er primært blevet til i E’s kælder optaget på en gammel firespors-båndoptager. Teksterne besidder også mindre ironisk distance til de respektive emner end tidligere, hvilket er rigtig ærgerligt, i betragtning af at det var en af Eels’ helt store forcer.

Kvaliteten af sangene på End Times er indiskutabel, men der er stadig langt op til det niveau, Eels holdt i første halvdel af sidste årti. Det mørke og dystre univers står – trods den usvigelige genkendelighed – i skarp kontrast til bagkataloget, der i høj grad er defineret af en afbalanceret tyngde. Som sådan er det den første rigtige sortseer-udgivelse fra Eels; en blytung stemningsmættet klods, der ikke efterlader mange smil. Det eneste lille stik, der hives hjem på den konto, er i “Paradise Blues”, hvor E synger: »Scary little suicide bomber / on her way to paradise / gonna take herself and me with her / kill ‘em once and kill ‘em twice / well it’s a real hard time / to sing the paradise blues / kind of hard to blame somebody / for going to a better place.« Her ses noget af den for Eels typiske humoristisk camouflerede kritik.

E skrev i bookletten til Useless Trinkets – albummet fyldt med spændende B-sider – “I have two people inside of me, always at war. It’s nice when the believer beats up the non-believer once in a while.” Dette sker overhovedet ikke på End Times, og det er brandærgerligt, for jeg giver E fuldstændig ret; nogle af hans smukkeste sange er de små stille perler, der har en euforisk overtone, og det savner man i den grad på End Times, der alt andet lige udgør en meget dyb melankolsk brønd. Sangene er både stærke og holdbare, men de er sandelig også støvede, minimalistiske og tyngende.

★★★★☆☆

Deltag i debat