Plader

Honning & Mudder: Mensch oder Hund EP

Honning & Mudder forsøger at skildre deres hverdag gennem fem numre. Desværre er det en hverdag, det ikke virker synderlig interessant at få et indblik i. Men dermed ikke sagt, at den er komplet ligegyldig.

Den baggrundsinformation, der er at finde om Honning & Mudder, er mildest talt sparsom. Alle de veje, jeg følger på nettet, ender samme sted: ved en skrivelse af frontmand Mikkel Almholt. Denne skrivelse indeholder en kort biografi, en opremsning af inspirationskilder og så et uinteressant tekststykke om klaveret som instrument.

Det er netop klaveret, der er omdrejningspunktet på denne fem numre lange ep. Og så vidt jeg kan forstå på Almholt, skal tangenterne virke som et direkte talerør mellem hans verden og lytteren – som en afspejling af den virkelighed, han lever i.

Det musikalske udtryk af denne virkelighed manifesterer sig i et sæt meget markante trommer, et hårdtslående klaver og en håndfuld dansksprogede, letfordøjelige tekster. Derudover bliver musikken lejlighedsvis plastret til med diverse effekter. Teksterne har deres højdepunkter, specielt i den marcherende “Bare rolig”, hvor tekstens enkelhed supplerer musikkens simple og markerede form. Desværre er nummeret også det eneste interessante på pladen, der med sin umiddelbare enkelhed og ærlighed illustrerer dét, jeg tolker som en tømmermændsverden med teksten (jeg tager forbehold for fejlagtig aflytning): »Bare rolig hjernen kommer snart tilbage / han skal bare lige ha’ sig et par dage,« der næsten råbes ubarmhjertigt ind i hovedet på lytteren, mens den hamrende rytme slår sin håndværkertakt – et sandt mareridt for den lidende søndagssyvsover. Men eftersom vokalen er meget svær at forstå, vil jeg ikke udelukke, at der synges ‘hannen’ og ikke ‘hjernen’, og pludselig bliver sangen til et indblik i parforholdsproblemerne, og oplevelsen ændres fuldkomment. Jeg tvivler stærkt på, at det er gjort overlagt, men det er stadig hamrende fascinerende.

Resten af pladen er enten meget forudsigelig eller også alt for ambitiøs. Flere minutter lange instrumentalstykker bliver kastet i hovedet på lytteren, f.eks. i den afsluttende “Så”, hvor tempoet og fyldigheden gør oplevelsen enerverende og hovedpinefremkaldende. Det er alt for tungt, alt for længe.

Intentionen er god nok, men man savner en alsidighed i skildringen af virkeligheden – nu kender jeg selvfølgelig ikke den virkelighed, Honning & Mudder lever i, men jeg har meget svært ved at tro, at den er så ensidig, som albummet skildrer. Vi får et indblik i noget, der minder om en hård, kaotisk verden, der holdes sammen af nogle faste rammer. Det er den opskrift, der ligger til grund for størstedelen af numrene, og derfor ender de også med at smage ens.

Men derfor skal det ikke benægtes, at mulighederne er der. Specielt i den føromtalte “Bare rolig”, der er et nummer, jeg efterhånden er blevet lidt forelsket i, hvor intentionen bryder igennem og gennemføres vellykket. Det er også det nummer, der gør, at jeg ikke vil slippe Honning & Mudder helt af syne.

Hele albummet kan høres her.

★★½☆☆☆

Om skribenten

Mads Simon Hestbech

 
Biografi:
Historien om musikken og mig starter som så mange andres med en far og en pladesamling. Den pladesamling indeholder bl.a. The Wall, A Whiter Shade of Pale, A Night at the Opera... listen fortsætter. Derudover blev jeg som seks-årig sat ned foran en klaverlærer, da jeg havde en tendens til at tæve på tangenterne i dagligstuens ældre model af slagsen, altså klaver, ikke lærer. Hvis jeg absolut skulle banke hæmningsløst på de hvide og sorte tangenter, kunne jeg lige så godt lære at gøre det ordentligt. Efter seks år med polske lærerinder og en søster, der bag lukkede døre hørte alt fra grungerock til 90'er-pop, besluttede jeg mig for at sparke klaverstolen væk og udskifte den med en six string, færre nodepapirer og flere armbevægelser. Interessen udviklede sig så senere over til den firestrengende, og jeg forsøger nu at vedligeholde min passion for begge instrumenter. Da jeg så samtidigt elsker at skrive, kulminerede det i en ansøgning til Undertoner.dk, der har givet mig mulighed for at videreformidle mine tanker om musik.
Ud over det læser jeg journalistisk på Danmarks Journalisthøjskole, hvor min praktiktid afsones på DRs kulturredaktion, hvor jeg bl.a. har lavet Smagsdommerne, "Musik i Virkeligheden" og Kulturnyt.
 
Fem favoritalbum:
Pink Floyd: Dark Side of the Moon
The Crooked Spoke: The One You Left Behind
The Decemberists: Crane Wife
Electric Light Orchestra: A New World Record
Tool: Lateralus

Skriv et svar