Den baggrundsinformation, der er at finde om Honning & Mudder, er mildest talt sparsom. Alle de veje, jeg følger på nettet, ender samme sted: ved en skrivelse af frontmand Mikkel Almholt. Denne skrivelse indeholder en kort biografi, en opremsning af inspirationskilder og så et uinteressant tekststykke om klaveret som instrument.

Det er netop klaveret, der er omdrejningspunktet på denne fem numre lange ep. Og så vidt jeg kan forstå på Almholt, skal tangenterne virke som et direkte talerør mellem hans verden og lytteren – som en afspejling af den virkelighed, han lever i.

Det musikalske udtryk af denne virkelighed manifesterer sig i et sæt meget markante trommer, et hÃ¥rdtslÃ¥ende klaver og en hÃ¥ndfuld dansksprogede, letfordøjelige tekster. Derudover bliver musikken lejlighedsvis plastret til med diverse effekter. Teksterne har deres højdepunkter, specielt i den marcherende “Bare rolig”, hvor tekstens enkelhed supplerer musikkens simple og markerede form. Desværre er nummeret ogsÃ¥ det eneste interessante pÃ¥ pladen, der med sin umiddelbare enkelhed og ærlighed illustrerer dét, jeg tolker som en tømmermændsverden med teksten (jeg tager forbehold for fejlagtig aflytning): »Bare rolig hjernen kommer snart tilbage / han skal bare lige ha’ sig et par dage,« der næsten rÃ¥bes ubarmhjertigt ind i hovedet pÃ¥ lytteren, mens den hamrende rytme slÃ¥r sin hÃ¥ndværkertakt – et sandt mareridt for den lidende søndagssyvsover. Men eftersom vokalen er meget svær at forstÃ¥, vil jeg ikke udelukke, at der synges ‘hannen’ og ikke ‘hjernen’, og pludselig bliver sangen til et indblik i parforholdsproblemerne, og oplevelsen ændres fuldkomment. Jeg tvivler stærkt pÃ¥, at det er gjort overlagt, men det er stadig hamrende fascinerende.

Resten af pladen er enten meget forudsigelig eller ogsÃ¥ alt for ambitiøs. Flere minutter lange instrumentalstykker bliver kastet i hovedet pÃ¥ lytteren, f.eks. i den afsluttende “SÃ¥”, hvor tempoet og fyldigheden gør oplevelsen enerverende og hovedpinefremkaldende. Det er alt for tungt, alt for længe.

Intentionen er god nok, men man savner en alsidighed i skildringen af virkeligheden – nu kender jeg selvfølgelig ikke den virkelighed, Honning & Mudder lever i, men jeg har meget svært ved at tro, at den er så ensidig, som albummet skildrer. Vi får et indblik i noget, der minder om en hård, kaotisk verden, der holdes sammen af nogle faste rammer. Det er den opskrift, der ligger til grund for størstedelen af numrene, og derfor ender de også med at smage ens.

Men derfor skal det ikke benægtes, at mulighederne er der. Specielt i den føromtalte “Bare rolig”, der er et nummer, jeg efterhÃ¥nden er blevet lidt forelsket i, hvor intentionen bryder igennem og gennemføres vellykket. Det er ogsÃ¥ det nummer, der gør, at jeg ikke vil slippe Honning & Mudder helt af syne.

Hele albummet kan høres her.