Koncerter

Yeasayer, 08.03.10, Lille Vega, København

Tribalpop goes Justin Timberlake goes rave. Med deres musikalske kludetæppe, inciterende danseglæde og et skønt vokalarbejde bragte Yeasayer foråret til Vesterbro.

Fotos: Kasper Troels Nørregaard, www.comeondieyoung.dk

For en måned siden var jeg glad. Yeasayer havde netop smidt Odd Blood på gaden, og dens anderledes tag på elektronisk popmusik fusioneret med bandets tidligere så karakteristiske brug af tribale instrumenter, rytmer og vokalharmonier var en vinterdepressionslampe til mit spøgelsesblege februarfjæs.

Derfor var gårsdagens koncert i Vega også præcis den slags opfølgning, man havde brug for: større! vildere! Med en jakkesætklædt og Justin Timberlake-agerende Chris Keating akkompagneret af Anand Wilders temmelig Prince-lignende figur i sprælske batikgevandter var bandets eklektiske sind understreget, men aftenens musikalske dagsorden også lagt fast. Poppen var i højsædet, når Keating og Wilder lod deres funky vokaler løbe om kap eller smelte sammen med Luke Fasanos til medrivende harmonier, mens andre elementer gjorde indtog i endnu højere grad end på bandets to udgivelser og udfordrede det lyttende øre.

Maracas, blæsere og inciterende rytmer, hvad enten de er af den programmerede eller gammeldags slags, er faste elementer i Yeasayers repertoire, og med en endnu større lagdeling i lydbilledet og kælen for detaljen var der rigeligt med særprægede højdepunkter undervejs. Især de mindre dansable numre fra All Hour Cymbals skabte opmærksomhed ved at rumme nye, elektroniske lag, der homogeniserede musikkens fremtoning og til tider gjorde det helt vanskeligt umiddelbart at opfatte, hvilket nummer bandet hev igennem maskineriet.

Således var “Wait for the Wintertime” decideret funky og langt mindre bastant, end man ellers er vant til, mens en ellers tilforladelig, elektronisk sektion fra Odd Blood pludselig brød sammen under tunge drøn fra guitaren. Yeasayer rystede gang på gang posen, og med dén publikum, for aktivitetsniveauet på gulvet steg kun, som koncerten skred frem. Selv den mindre kendte “Tightrope” fra Dark Was the Night-kompilationen gjorde indtryk som et velvalgt bindeled mellem “Wait for the Wintertime”s nye lyd og “Love Me Girl”s uimodståelige kurren. Kun “Mondegreen” fremstod en smule overmanipuleret, med en række dominerende, elektroniske hvin over Keatings vokal, der heldigvis fortog sig, så snart nummeret kom op i omdrejninger.

Faktisk var det kun “Ambling Alp”, man egentlig gerne havde været foruden, da den druknede i en flok amerikanske fans’ entre på scenen og småhysteriske udfoldelser, som hverken band eller det øvrige publikum syntes at være helt komfortable med. Ned kom de, heldigvis, til ekstranumrene “Grizelda” og “Sunrise”, der smukt opridsede aftenens tendenser inden for både vellyd og fest. Odd Blood er mit soundtrack til sommeren, og Yeasayers medrivende Vega-koncert har genoplivet håbet om, at den tid er på vej.

★★★★★½

Deltag i debat