Koncerter

Roskilde ’10: Prince, 04.07.10, Orange

Forventninger er djævelske ødelæggere af fremtiden, men Prince er heldigvis en performer af Guds nåde, som vandt over ondskaben.

»Forventningens glæde er den største« lyder et ofte anvendt dansk mundheld. En trist vending, der fratager alle større begivenheder i den enkeltes liv muligheden for at indfri deres fulde potentiale. Ens fantasis forestillinger om begivenheden er mere farverige og fantastiske end begivenhedens reelle udfoldelse. Men det er også et velkendt faktum, at virkeligheden er vildere end fiktionen, hvorfor så meget fiktion netop er baseret på virkelige erfaringer.

Prince blev lukket ud af fantasiburet og spredte sin popvinger over Orange Scene.

Forventningerne til Princes optræden på Orange Scene søndag aften – den bedste booking af Roskilde Festival i årevis – var enorme. At lukke Orange scene er altid forbundet med noget særligt; det bindende punkt, hvor festivalgæsterne siger farvel til festivalen og hinanden og mindes en god uge med en ny, samlende oplevelse. For mit eget vedkommende var det første gang, jeg skulle høre Prince – til dels fordi jeg hadede ham af et godt hjerte i 90’erne – og rygterne om det ustoppelige festmonster havde rumsteret i mit hoved som en feberdrøm, siden hans tilstedeværelse blev offentliggjort. Jeg var overbevist om, at han ikke ville fejle, og således opskruet i forventningens glæde kunne den popmusikalske gavtyv jo kun skuffe. Det gjorde han bare ikke.

Princes optræden overskred faktisk min forestillingsevne og således vandt virkeligheden over forventningens glæde. Ok, det startede ikke for godt med nogle temmelig fesne og sporadiske indslag fra backingbandet for at opildne publikum, så divaen ude bagved kunne høre sig selv elsket. Til tider lød det endda, som om de lavede lydprøve, hvilket ville være sært for så gennemført et brand som Prince. Efter 17 minutter trådte den levende myte dog ud af fantasien og ind i virkeligheden med ”Let’s Go Crazy” fra Purple Rain, der gled over i ”Delirious” fra 1999 og bevægede sig videre til titelnummeret fra samme plade med kæbetabende Hendrix-inspirerede soloer imellem, inden vi ramte ”Red Corvette” med så store bogstaver, at selv de bagerste tribuner kunne se 80’er-festen overtage deres arme og ben. Lyden var perfekt afstemt, og det er desværre sjældent, man oplever dét på Orange Scene, men det er selvfølgelig også en stor og besværlig scene at lave lyd på, hvor selv den mindste vind kan forvrænge mixet, inden det kommer hele vejen rundt.

Derefter kørte slapbasbussen, og sange, covers og jamsessioner flød let sammen i en endeløs fest styret af den lille mand med det store ego, som dét til trods var et herligt ærligt og smilende menneske at se på en scene. Han legede skjul med projektøren, spurgte publikum hvad de havde lyst til – »noget hurtigt, en sjæler?« – og lagde varme tæpper om skulderen på sine korpiger efter deres gospel/soul-session. Den sluttede i øvrigt med den mest hjerteskærende og svulstige version af ”Nothing Compares 2 U” med minimalistiske og indfølte fraseringer af Prince.

Efter en time og et kvarter kom den ventede ”Purple Rain”, som vel er et af de mest brugte lukkenumre på alverdens diskoteker og derfor nok det mest perfekte nummer til at lukke Orange Scene. Og ja, det var præcis lige så smukt og overvældende, som ens hjerne i det mest kreative hjørne kunne løfte det til. Men festen sluttede ikke der. Vi fik flere covers, funky jamsessioner med bongotrommer og samba og selvfølgelig ”Kiss”, som blev mødt med så begejstret et brøl, at man skulle tro, Danmark havde scoret et mål i VM-finalen.

Her kunne man virkelig se forskellen på nogle af de fremragende bands, der havde spillet på Roskilde Festival, og SHOWET. Prince-showet. Det var vildt og positivt og uden det store visuelle sceneshow, for musikken var så langt rigeligt, vitalt leveret med et overskud, der ville gøre Mærsk McKinney Møller misundelig.

Prince levede ikke kun op til forventningerne. Han overskred dem.

★★★★★★

Deltag i debat