Koncerter

Roskilde Festival ’11: Destroyer, 01.07.11, Pavilion

Skrevet af Martin Thimes

Dan Bejar bliver aldrig en formidabel performer. Men det blev hurtigt tilgivet, da først saxofonen smøg sig under teltdugen, og Bejars stemme spredte voksenromantik.

Destroyer

Dan Bejar havde ikke mad med på scenen på Roskilde Festival. Men han havde massevis af Jägermeister. Og gode sange.

Hele opsætningen er så langt fra dubstep og ungdomsbas, som man kan komme. Dan Bejar og hans band Destroyer var kommet for at spille skiftevis indigneret og voksen og sofistikeret popmusik. For Bejar har en bidsk og skarp pen, som han med sin bemærkelsesværdigt ligefremme vokal formår at formidle i en på en gang stram popskabelon og udflydende ambient-ramme.

Og det var det, der gjorde koncerten på Pavilion-scenen tidligt fredag aften så fremragende. Den konstante vekslen mellem ligefremme popmelodier og så de mange brudstykker af ambient-pop, som det lykkedes Bejar og de syv musikere at frembringe.

Saxofonen var, sammen med trompeten, helt fremme både på scenen og i lydbilledet, ganske som de er på den seneste plade, Kaputt. Men det var i krydsfeltet mellem de bløde saxofon-draperinger og flænsende riff fra de to guitarister, at numrene løftede sig fra softrock til insisterende og medrivende popsuiter.

I pauserne mellem Dan Bejars vers og omkvæd fik bandet nemlig lov til at folde sig ud med lag-på-lag-soloer. Det var effektivt i “Kaputt”, blændende i sidste nummer “Song for America”, men koncertens højdepunkt var, ud over “Painter in Your Pocket” fra Destroyer’s Rubies, en absolut glimrende udgave af “Suicide Demo for Kara Walker”. Det monstrøse +10 minutter lange  nummer fik vinger i det dansable moment, hvor de ambiente flader fra en stærkt manipuleret trompet blev afløst af rytmesektionens bastante groove.

At Bejar koncerten igennem mest af alt så ud til at holde sin egen fest med vin, øl og Jägermeister, når han ikke selv skulle synge, var egentligt ret underordnet. For trods den tydeligvis stenede tilstand, som manden var i, så sad hver en sætning præcis så elegant og melodisk, som de burde. Hvis Bejar forliger sig med at være frontmand i et band, så er Destroyer klar til at få seks U’er, næste gang de gæster landet.

★★★★★☆

Deltag i debat