Trods et glimrende nyt album i bagagen var Raveonettes' første koncert på Orange Scene en skuffelse.
»Det er femte gang, vi er her på Roskilde… Nogen koncerter er bedre end andre. Vi er glade for at være her.« Sådan lød det fra The Raveonettes‘ Sharin Foo lige inden det 15. nummer i sættet, “Heart of Stone” fra deres nye, rigtig gode plade. På dette tidspunkt havde Sune Wagner kun sagt, at han gerne ville have noget strøm, for den røg allerede kort inde i koncerten. Dårlig lyd, minimale klapsalver og et band fuldstændig tappet for energi prægede koncerten kl. 17 på Orange Scene.
Det skal siges, at jeg stod midtfor bag pittene, og at jeg har snakket med folk, der stod i pitten, som sagde, at bassen, der var total fraværende, hvor jeg stod, var meget høj. Ligeledes har jeg hørt, at den samtidige koncert på Gloria med Valby Vokalgruppe også kunne høre en høj Raveonettes-bas. Det er meget muligt, at man oppe foran har haft en god koncertoplevelse, men en god koncert på Orange Scene burde også være for de 60.000 mennesker eller flere, der nu er plads til. De burde have spillet på Pavillion eller Gloria.
Kort efter strømafbrydelsen spillede bandet “Dead Sound” – måske ikke det mest velvalgte nummer efter en pinlig strømafbrydelse på selve Orange Scene, men helt uden humor var valget nu ikke. Jeg fik i hvert fald trukket på smilebåndene.
Tre ting, man typisk bedømmer en koncert på, er fremførelse, publikums reaktion og musikalsk kvalitet. Selvom bandet har mange gode studiealbum i ryggen var fraværet af glæde og energi simpelthen så signifikant, at de gode sange end ikke formåede at få det samlede publikum til at klappe efter numrene. Det var derfor også helt forventeligt, at der ikke var nogle ekstranumre, trods det store repertoire af god musik. De skammede sig. Mest af alle nok Wagner, der duknakket holdt shoegazer-blikket ned mod jorden i skam. I øvrigt trådte Wagner ind på scenen klædt i merchandise, viftende et flag med ravne-logoet fra deres seneste plade. Derudover bar han en sort t-shirt med et stort, hvidt “R” på. Flaget var på en måde en sjov gimmick, men signalværdien var helt klart selvforherligende og kapitalistisk ‘Se, hvor sej jeg (vi) er’ og ‘Køb vores musik’ synes umiddelbart at snige sig ind i min bevidsthed. Ikke særlig god stil.
Det var musikken til gengæld. Raveonettes har brugt mange år på at lave deres meget let genkendelige lyd, inspireret af 50’er- og 60’er-poprock og 90’er-shoegaze og støjpop fra bands som Sisters of Mercy, The Jesus and Mary Chain og Sonic Youth. På de tre-fire første numre havde en anden og atmosfærisk smuk lyd præget lydbilledet. Det lød som en afdæmpet støjpopudgave af M83 på deres stille og triste numre, og det var virkelig godt, men det kunne ikke rette op på, at hele koncerten for langt størstedelen af publikum var en tam affære, og føltes som en venten på noget, der bare ikke rigtig kom.
Lysshowet og tøjet var holdt i sort og hvidt, den mest minimale, men gennemførte æstetik, der mindede mig om farvekonceptet hos White Stripes. Bagscenen var skiftevis prydet med ravne-logoet, hvide og malplacerede stroboskoplys, og på et par enkelte numre en kæk lyslilla, der fik scenen til at ligne en candyfloss. Lysshowet kan i dets simplicitet og forudsigelighed meget godt siges at spejle min koncertoplevelse; lidt lyserød pop kunne ikke hjælpe på den sort/hvide, smalskårne form.
Nu hvor der ikke var hverken den store energi til koncerten eller den store afveksling mellem numre, for nu at sige det mildt, så ventede man på, at der blev spillet poppede og festlige hits, så vi da i det mindste kunne prøve at komme i gang med denne slatne koncert. Energien kom lidt igen, efter Foo sagde: »Den her kender I«, så kom “Love in a Trashcan” med det karakteristiske, fede riff. Jovist, den kendte vi, og den lød da også pæn. Stadig var der bare ingen bas, der hvor jeg stod, og alt for meget diskant i støjen. En på trommer og en på et mindre, percussion-agtigt trommesæt kunne ikke høres. Hvis jeg lukkede øjnene, kunne jeg ikke høre, at der var mere end én trommeslager.
Den opgivne og slappe præstation fortsatte. Festlige og cool hits som klassikeren “Beat City” eller “Candy” udeblev. De manglede bare. Tørt og opgivende sagde Foo »klap« efter et endt nummer. Det er simpelthen der, hvor selvmedlidenhed går hen og bliver fuldstændig latterlig. Det var ikke sjovt mere, og folk omkring mig så undrende ud – ‘Er det her en joke?’
Det blev altså primært ældre numre, der satte lidt skub i folk og udløste de største klapsalver. The Raveonettes virkede som et band, der snart kunne fejre sølvbryllup. De var i hvert fald hverken særligt originale, livlige eller afvekslende. Det var sikre numre “Love Gang”, “My Tornado”, “Attack of the Ghost Riders”, der blev spillet lige i træk, som om bandet prøvede at komme efter det, og give efter for forventningen om, at publikum ville have det gamle. Nej, det vil man ikke nødvendigvis. Det, man vil have, er en vellydende og energisk koncertoplevelse. Er det så meget at forlange, Wagner og co.?
Sharin Foo sagde altså ikke “Det er femte gang, vi er her på Roskilde… Nogen koncerter er bedre end andre”, men tværtimod “Det er femte gang, vi er her på Roskilde… Den ene gang bedre end den anden” – helt tydeligt som en positiv markering af, at de spillede på Orange for første gang. Lidt underligt at omskrive så meget.
Og så tror jeg simpelthen ikke på, at hun sagde “klap” til publikum. Jeg stod i pitten (hvor lyden var fin), og opdagede det i hvert fald ikke. Når det så er sagt, var det tydeligt, at bandet ikke passede til orange scene.