Artikler Plader vi overså

Plader vi overså i 2011 (del 1)

Skrevet af Redaktionen

Undertoner er kommet helskindet ind i 2012 og er klar til at se tilbage på det forgangne år. Inden vi kan løfte sløret for vores årslister, følger et par artikler om solide plader, som vi ikke fik anmeldt i 2011. Her er del 1.

Surgeon: Breaking the Frame

af Andreas K. Rasmussen

En af den industrielle technos helt hårde drenge, Surgeon, slap med Breaking the Frame for et øjeblik speederen og erstattede sin vanligt hypereffektive, bastante brutalisme med en mere stenet og monoton maskinmusik. Der er stadig primært fokus på beatet, men musikken er oftere dyb, mørk og stemningsmættet detaljerig end egentligt dansegulvsorienteret. Til tider opløses rytmikken komplet til ren, dyster drone på en fremragende plade, der er perfekt eksekveret og benytter sig af et langt større arsenal af virkemidler end din typiske, monokromatiske minimaltechno.

Frank Ocean: Nostalgia, Ultra.

af Mikkel Arre

Årets bedste Odd Future Wolf Gang Kill Them All-udgivelse kom fra en helt uventet kant. 23-årige Frank Oceans gratis mixtape er godt nok en lidt usammenhængende størrelse, og produktionerne er ikke specielt spektakulære. Men hvad var det så, der gjorde, at Frank Oceans genrekrydsende singer/songwriter-r’n’b ramte så meget plet, at den endte i en lederartikel hos Information? For det første er en god håndfuld af sangene godt gammeldags catchy, og så er teksterne virkelig velskrevne: intelligent leg med Stanley Kubrick-referencer, morsomt og sine steder decideret satirisk bid med rødder i hiphoppen samt en for urban-scenen uvant sans for det selvudslettende. Damerne vil hellere høre Drake end Oceans egne numre, og når det endelig lykkes ham at få dem med i seng, er han så fremmedgjort, at han intet kan mærke.
Det kløgtige vid til trods er det mest imponerende ved Nostalgia, Ultra., hvordan Frank Ocean lykkes med at formidle sine afsavn på en overbevisende måde. Det kunne sagtens være klægt, men virker særdeles oprigtigt, når Ocean med sin Usher-bløde stemme længes efter det, han aldrig har haft: en far og varig, gengældt kærlighed. Også her trækker han på hiphoppens fortællemåder – men uden hævede parader eller cool distance.
Download mixtapet gratis her.

Slow Club: Paradise

af Camilla Grausen

De er vist gået under radaren hos de fleste, men Sheffield-duoen Slow Club, bestående af Charles Watson og Rebecca Taylor, fortjener bestemt mere opmærksomhed. Det beviste de i år med deres andet album, Paradise, der foruden den vanedannende single “Two Cousins” holder et højt niveau med både garagerocknumre, følsomme harmonier og retropop. At der virkelig er noget at komme efter hos Slow Club, demonstrerede de i slutningen af november, da de gav deres første koncert i København – til hele 5 U’er.

Leyland Kirby: Eager to Tear Apart the Stars

af Mikkel Arre

I 2011 udgav engelske Leyland Kirby hele to fuldlængdeplader og tre ep’er (og måttet lade én af hver slags ligge over til 2012). Alle er de radikale og helt særegne, og hos både fans og anmeldere skilte de vandene. I mine ører var højdepunktet Kirbys første album under eget navn siden det monstrøse 2009-værk Sadly the Future Is No Longer What It Was, hvis sært tvetydige ambient han forædler på Eager…: Som i en sønderskudt udgave af Brian Enos møbelmusik flakser bævende synthesizere omkring vemodige klaverlinjer, og dundrende bas slår forrevne sprækker i lydbilledet. Fortabte spøgelseskor suges ned i den mudrede, grødede bund, mens melankolske melodier med nød og næppe holder sig svævende. Kirbys tonesætning af nostalgien er både skrøbeligt smuk og urovækkende, og Eager… giver endnu et gribende bevis på, at han er en ener.

Sleep ∞ Over: Forever

af Daniel Niebuhr

Stefanie Franciottis projekt, Sleep ∞ Over, kom i 2011 endelig med den debut, der længe havde været på vej, men blev udsat, da to medlemmer forlod bandet i 11. time. Forever er en plade bestående af let støjende lo-fi-dreampop med Franciottis hypnotiserende vokal som et nærmest surrealistisk midtpunkt i et sandt virvar af synth og cumulusskyer.

Moritz Von Oswald Trio: Horizontal Structures

af Andreas K. Rasmussen

Moritz Von Oswald Trio er en temmelig unik størrelse. Intet kan vel ligge fjernere fra technoen end en jamsession, men ikke desto mindre spiller gruppen noget så usædvanligt som improviseret minimaltechno. På trioens tredje plade er dens suverænt kølige, ekstremt repetitive og maskinelle udtryk udvidet med guitar og kontrabas til en art muteret minimaljazz, der, selvom den momentvis minder om Miles Davis’ elektriske periode, stadig er umiskendeligt tysk, skrabet og hypnotisk, men også varm, organisk og dragende.

The Psychic Paramount: II

af Mikkel Arre

Efter seks års tavshed kunne The Psychic Paramount tydeligvis ikke vente et eneste øjeblik længere: Med det samme trioens andet album begynder at snurre, buldrer et støjende freakout lytteren i møde. Så kaotisk er II ikke hele vejen igennem, men fornemmelsen af opsparet energi, der bare ud nu, strømmer ud af højtalerne. Bandet spiller en slags postrock med rødder i Sonic Youths dissonante støjrock, men de tre newyorkeres fremragende samspil og sans for løbende at føre hinanden i nye retninger giver II et jazzet præg – samtidig med at albummet er fyldt med temposkift, skæve taktarter og kantede guitarforløb, der trækker tråde til mathrockgenren. Nummeret “DDB” rummer alt dette og mere til.
II er insisterende og hvileløs, en skånselsløs magtdemonstration, et smadderrockende energiboost og 40 minutters intens påmindelse om, at der stadig er frisættende potentiale i triumviratet guitar, bas og trommer.

Oneohtrix Point Never: Replica

af Daniel Niebuhr

Daniel Lopatin er gået væk fra synthskalaerne og de vilde rejser ud i uendeligheden. I stedet for har han med Replica produceret et album, som i langt højere grad beholder benene på jorden – dog uden helt at udelade de svævende elementer. Og med hjælp fra diverse samples og simplere synthflader skaber Oneohtrix Point Never en plade, der i nogle øjeblikke er en hyldest til 80’erne og 90’ernes ambiente storhedstider, men dog alligevel er et billede på nutidens minimalistiske synthgenre.

Roll the Dice: In Dust

af Daniel Niebuhr

De to svenskere, Malcolm Pardon og Peder Mannerfelt, i Roll the Dice arbejder rent musikalsk med et hav af regler og principper, der tvinger duoen til konstant at indsnævre deres i forvejen ret så begrænsede, minimalistiske udtryk. Og på duoens andet udspil, In Dust, fører de deres musikalske visioner til nye højder med en plade, der står som en af årets absolut mest iørefaldende elektroniske udgivelser.
Hør hele albummet på duoens Soundcloud.

Xela: Exorcism

af Mikkel Arre

Hvis John Twells’ sidste album under navnet Xela virkelig lever op til sin titel, er det en af de smukkeste dæmonuddrivelser, man kan forestille sig. Det tredelte værk åbner med pludrende vand og rungende, ekkoende gong, som skaber en temmelig knugende stemning, der er en perfekt kontrast til midterpassagen “Recitation”. Her spænder Twells sin egen ordløse, lyse vokal ud over fjernt ringende klokker og lader den blide og ambiente sang cirkle vægtløst, mens en mørk synthbund langsomt kryber ind og minder om, at mørket stadig findes. Det brummer fortsat i pladens afsluttende nummer, hvor det udgør et sugende modstykke til den rislende, nedadgående synthmelodi, der intensiverer renselsesprocessen og fører den til ende. Exorcism er et alvorsfuldt, betagende album om at se det dunkle og dystre i øjnene – og være stærk nok til at stå imod.
Hør eller download hele albummet på Xelas blog.

Deltag i debat