Fra 1996 og godt 10 år frem var James Leyland Kirby hoveddrivkraften bag det oprørske pladeselskab V/Vm Test Records. Under pseudonymer som V/Vm, The Notorius P.I.G., Butcher Claus, Billy Ray Cyrix og Alien Porno Midgets udgav Kirby plader i et til tider ubegribeligt højt tempo; når man hørte musikkens yderst svingende kvalitet, var tempoet ikke helt så svært at fatte. Om bord hos V/Vm Test var også danske Goodiepal, ligesom 15-20 andre kunstnere var involverede i selskabet, hvis udgivelser i det store hele var ét langt angreb – på musikindustrien, kødproduktion, Aphex Twin, det engelske kongehus med meget mere … Og som oftest med ophavsretskrænkende indhold.

Der var guldkorn imellem – den ondskabsfulde dekonstruktion af poppens kærlighedsklichéer på Sick-Love (med denne bemærkelsesværdige Bee Gees-version som højdepunktet), den forfriskende respektløshed over for de ellers normalt så ukrænkelige legender Joy Division samt Skkatters strålende opdatering/skamklipning af Madonnas ”Music” – men langt hen ad vejen var V/Vm-flokkens støjende, abrupte og determineret disharmoniske udtryk udmattende. Bl.a. fordi den nihilistiske aggression sjældent gjorde plads til fremadrettede svar; den eneste udvej var, fornemmede man, at musikken som kunstform begik rituelt selvmord.

Kirby har altså aldrig just gemt på sine holdninger, men V/Vm-projektet var pakket ind i en grovkornet humor, der skabte en tydelig distance. Og det er så hér, vi langt om længe kommer til Kirbys nyeste udgivelse, Sadly, the Future Is No Longer What It Was. For efter at have lagt V/Vm i dvale har Kirby for første gang lavet en ikke bare ærlig, men også følelsesmæssigt åbenhjertig plade. Og det er ikke bare en plade som så mange andre: Sadly… varer tæt på fire timer og breder sig over tre cd’er. I sig selv er det en ret så opsigtsvækkende bedrift – ikke mindst fordi Kirby så sent som i foråret kun havde planlagt, at det skulle blive til en enkelt ep, hvorefter han ramte en nærmest uudtømmelig guldåre af inspiration.

Eller rettere: en fossende strøm af mørk melankoli. Sadly… er et deprimerende, emotionelt inficerende ambientværk, som ikke kun er krævende i kraft af sit monumentale omfang. Trippelalbummet er også en så præcis klangliggørelse af tung nedtrykthed og desillusion, at det er vanskeligt at klare sig igennem samfulde 235 minutter, uden at den deprimerende stemning går i blodet.

En titel som ”When We Parted, My Heart Wanted to Die (Friedrichshain Memories)” giver en klar indikation af, at forlist kærlighed har været blandt inspirationskilderne. Men i endnu højere grad bærer titlerne på det helt igennem instrumentale værk præg af en grundlæggende resignation over for nutiden samt en dertilhørende længsel efter fortiden – og allermest efter dén lyse fremtid, som fortiden har det med at love os, mens den endnu ikke er blevet fortid. Albumtitlen rummer denne opgivende længsel, der spejles i titler som ”Memories Live Longer Than Dreams” og ”Not Even Nostalgia Is As Good As It Was”.

Førnævnte ”When We Parted…” åbner albummet og demonstrerer glimrende, hvad Kirby gør så godt. En field recording, måske fra et fortov, suser under sørgmodige klavertoner. Mens klaveret lyder, som om det er indspillet i et stort, tomt rum og således har en beklemmende ensomhed over sig, tilfører feltoptagelsen med en dyttende bil og andre gadelyde tonerækken fornemmelsen af at gå gennem tusmørkegader uden andet i hænderne end savnet af en varm hånd at støtte sig til. Nedenunder dirrer en nærmest underjordisk rumlende bas og minder hele tiden om, at vinterkulden og gråvejret kun er det mindste problem. Det er nedslående smukt forløst. Samtidig giver de ikke videre subtile synthflader, der skubber patosniveauet i vejret, dog et fingerpeg om, hvor albummets svagheder ligger.

Inden vi når dertil, skal vi imidlertid en tur ned i kulkælderen, for det er hernede, Kirbys ambient for alvor rammer solar plexus. ”The Sound of Music Vanishing” lyder som sin titel. I et altomfavnende lydbillede drøner og dundrer ubestemmelige lydkilder. Klangfladerne lyder så sønderskudte, at der knap er klang tilbage, og kun klaverets sparsomme iskrystaller kan – kortvarigt – stå imod den sugende malstrøm, som den rungende bas udgør. Det er i sandhed, som om musikken forvitrer, mens den forløber – og der er dermed en klar parallel til William Basinski og hans fire monstrøse Disintegration Loops-udgivelser.

I ”And As I Sat Beside You, I Felt the Great Sadness That Day” er det ikke i dybet, destruktionen lurer. Her forvanskes og undertvinges mindernes umiddelbarhed og skønhed af tidens gang: Hvor Kirby selv har indspillet snart sagt hele resten af pladen, lyder det, som om ”And As I Sat…” bygger på en gammel optagelse. Man fornemmer, at der er noget optimistisk, nærmest triumferende over stemningen i den originale kilde, men lag på lag af støv, støj og glemsel har forvrænget strygerne og de ellers bløde orgeltoner, så den oprindelige opløftethed på én og samme tid lyder fortrængt og lysende klar – som et minde om dengang i fortiden, da fremtiden stadig var værd at længes mod.

Kirby trækker således tråde til sine udgivelser under navnet The Caretaker, hvor han med samples fra gamle knitrende vinyler og lakplader har skabt forvredne transmissioner fra en svunden fortids festsale. Men hvor Kirby ifølge sine egne programerklæringer har brugt The Caretaker-projektet til at stjæle andres erindringer, emmer Sadly, the Future Is No Longer What It Was af personlig indlevelse. Kirby graver dybt, og de dramatiske detonationer og ubestemmelige forvrængede lyde i et nummer som det dystert knugende ”Days in the Wilderness” lyder virkelig som en sjælelig udrensning.

Det er ligeledes tydeligt, at Kirby rent følelsesmæssigt investerer uvant meget i titelnummeret, hvor de repetitive lyse synthtoner vender og giver sig, straks de er begyndt, og lyder, som om de er ved at gå itu. Synthflader akkompagnerede mangt et fremtidsepos i 70′erne og 80′erne – men den fremtid kom aldrig, fordi den gik i opløsning mellem hænderne på os. Og her har synthesizertonerne flossede, ujævne overflader, som om de er ved at krakelere: flage efter flage.

Undervejs præsterer Kirby også mere klassisk ambient a la Brian Eno, hvor svalende synthflader i f.eks. ”Tonight Is the Last Night of the World” harmonisk skyller langsomt ind over den mudrede baggrundsstøj. Men når Kirby stræber efter det decideret smukke, kammer han af og til over. Især i de rene pianostykker, som ”Not As She Is Now But As She Appears in My Dreams” og den opulent betitlede ”And at Dawn Armed With Glowing Patience, We Will Enter the Cities of Glory (Stripped)” får musikken pludselig et skær af upersonlighed over sig. Når Kirby kreerer sine klaverkompositioner, er det, som om han ikke (som på resten af pladen) omformer sin melankoli til musik – men derimod sigter målrettet efter at lave rørende musik. Pianostykkerne giver derfor en fornemmelse af kalkulerethed, som ellers ikke er at finde andre steder på den mildt sagt kompromisløse udgivelse.

De næsten fire timers spilletid er heller ikke ligefrem et stærkt kommercielt træk. Kirbys integritet var dog ikke blevet det mindste plettet af, at han havde luget lidt mere ud, og det ville være betydeligt nemmere at overskue at give sig til at lytte til Sadly…, hvis der var skåret 40-50 minutter væk. Men at bede om mådehold er ærligt talt småligt, når pladens på flere planer massive dimensioner er ganske afgørende: Storheden giver musikken en ekstra følelsesmæssig effekt. Og det her er virkelig musik med store, dybe følelser. Det kræver koncentration at arbejde sig ind på albummet, men for melankolikere og resignerende nostalgikere er det indsatsen værd.