Artikler

Undertoners guide til Roskilde ’12: elektronisk fest, syretrip og Afrika

Der bliver næppe behov for at skjule en gaben, når Modeselektor inviterer til fest.

Roskilde byder på et spraglet program af electronica, syre og world, som både kan sætte gang i bentøjet og lægge op til fordybelse.

Der bliver næppe behov for at skjule en gaben, når Modeselektor inviterer til fest.

Syg clubbing – elektroniske fester

Roskilde Festival er ikke længere bare for rockfans, og dens elektroniske profil bliver i år yderligere cementeret med indvielsen af den nye spektakulært udseende Apollo-scene. Her er fem forslag til elektroniske fester, der nok skal sætte gang i fødderne og hofterne.

Den britiske ravekultur fra 1990’erne har ikke levet forgæves, men der er dog sket noget siden de første spæde knæklys og smileys, viser Martyn. Den hollandske dj og producer startede sin karriere som lovende dubstep-navn, men har i de senere år krydret den populære genre med elementer fra house og techno, så Martyns lyd er helt sin egen og ikke lige til at sætte i bås. Med to kritikerroste album i bagagen, senest Ghost People fra 2011, spiller han torsdag klokken 20.30 på Apollo. Vær klar til en omgang ordentligt tung bas.

Den ene elektroniske fest afløser den anden på Apollo, og efter at have danset dig varm til Martyn kan du med fordel blive hængende, til Modeselektor går på scenen klokken 22.30. Duoen bestående af Gernot Bronsert og Sebastian Szary har gjort de skizofrene genrehybrider til deres varemærke og mikser techno, dub, hiphop, ambient, IDM og crunk i en særegen blanding, der som alt andet, der kommer fra Berlin i disse tider, har en uomtvistelig cool-faktor. Modeselektor udgav sidste år det roste album Monkeytown, men det er som liveband, at duoen spiller sig op i en liga for sig, hvor det er umuligt at stå stille.

Dancehall er efterhånden blevet allemandseje, og genrens stigende popularitet herhjemme skal nok tiltrække et pænt publikum til The Toddla T Sounds optræden lørdag klokken 22.30 på Cosmopol. Trods sin unge alder er den London-baserede dj allerede et veletableret navn, der ofte får ordet ‘vidunderbarn’ smidt i nakken. Musikken har engelske og caribiske rødder og låner fra genrer som dancehall, house og garage. Tag din dame i hånden, og smid hæmningerne sammen med de andre clubkids til en af tidens mest hypede elektroniske kunstnere.

Efter næsten en uge på Roskilde kan man nok trænge til at få brændt nogle kalorier af, og hvad er mere oplagt til dette end det elektroniske hovednavn Paul Kalkbrenners koncert klokken 1.30 på Arena. Her er lagt i kakkelovnen til en dansefest af den helt store kaliber, når en af de mest markante kunstnere fra den berlinske technokultur deler ud af sit store bagkatalog. Allerede tidligt i karrieren besluttede Kalkbrenner sig for ikke blot at være dj, men en live-kunstner, der spillede sit eget materiale i stedet for andres plader, og det har indtil videre resulteret i hele syv albums samt en hovedrolle i kultfilmen “Berlin Calling” om den berlinske klubscene.

Søndag er selv den mest hardcore klubgænger ved at være udkørt, og derfor slutter vi i den mere afdæmpede og melodiske afdeling med Shlohmo, der går på klokken 21 på Gloria. Bag aliaset gemmer sig den unge producer Henry Laufer, der fra sin base i Los Angeles spiller slideguitar tilsat synth og elektronisk støj i en doven ambient-stil. Er du til Boards of Canada eller Ernest Gonzales, Shlohmos kollega fra det anerkendte pladeselskab Friend of Friends, vil du med stor sandsynlighed også nikke i takt til disse sprøde toner. (NØ)

Kosmiske syretrip

At Roskilde Festival har valgt at lægge et af festivalens absolutte højdepunkter, El Paraiso presents Causa Sui, El Paraiso Ensemble and Papir, på festivalens sidste dag klokken 12, er næsten utilgiveligt. Søndag middag må absolut være det tidspunkt, hvor der er størst risiko for, at man ligger og er skeløjet af tømmermænd og langsomt forsøger at finde de hjerneceller, man har tabt på festivalens foregående dage. Men måske er der så meget desto mere grund til at fortabe sig i den ro og overgivelse, som El Paraiso-teamets forudsigelige lydmønstre fordrer og ikke mindst giver. Causa Suis medlemmer har efterhånden udgivet alverdens samarbejder og soloplader, hvoraf ikke én er skudt ved siden af. På den seneste Causa Sui-udgivelse, Pewt’r Sessions 2, blev lytteren trukket ind i spirallerende og cirkulære bedøvelser, hvor dynamikken aldrig blev tabt, og hvor den konstante opbygning af energi virkede forløsende – selvom der i virkeligheden sjældent fandtes et fuldstændigt toppunkt. I konstellation med krauttrioen Papir, der især live fastholder publikum i stramme og vedholdende musikalske greb, bliver det formentlig ikke mindre end eminent. På trioens seneste album, Stundum, nåede københavnerne et hidtidigt højdepunkt med ekstrem og velspillet impronerve, og der er ingen tvivl om, at jeg kommer til at stå på forreste række foran Pavilion. Skeløjet eller ej.

Jørgen Teller & the Empty Stairs er noget af det mest knugende og intense psychrock, man finder på den danske scene. Tobias Kirstein, Jørgen Teller og Søren Gorm har varmet op for bl.a. Sonic Youth og tidligere arbejdet sammen med Ron Schneiderman (Sunburned Hand of the Man/Pewt’r) og fik velfortjent næsten topkarakter her på Undertoner for 2011-albummet Jeg så det godt. Her går guitaren til angreb i hvæsende stillinger, mens gentagne baslinjer ulmer og bærer videre, og brækkede bækkener og dynamisk gulvtam eksploderer i de frie former. Jørgen Teller & the Empty Stairs findes ikke på Spotify (jf. Undertoners playlister), men kan streames direkte fra deres hjemmeside. Start med titelnummeret ”Jeg så det godt” og ”Jajaja Jaaaa” og fuldend med den todelte og på én og samme tid fragmentariske, bevægelige og fastholdende ”Shesaycomehome”. Så er det meste af formiddagen også allerede gået, og du befinder dig med stort held et helt andet sted end før.

R. Stevie Moore lufter skægget og den store samling kassettebånd på Gloria.

Ønsker man ikke at komme ud på en længere kosmisk rundrejse, så er R. Stevie Moores guidede ture i hjemmestudiet klart anbefalelsesværdige. Tourguiden er noget af en kultfigur inden for lo-fi og DIY, og det er ikke helt galt, hvis man påstår, at der ingen Ariel Pink ville være, hvis ikke R. Stevie Moore ikke havde udgivet tusindvis af numre via The R. Stevie Moore Cassette Club. Det er således blevet til over 400 kassettebånd siden 1968, og det seneste album, Advanced fra 2011, er næsten lige så svært at fastholde i en definition som de foregående albums. Den hvidhårede og -skæggede amerikaner viser med humor og et arsenal af karakteristiske briller rundt blandt ekletiske blandinger af lette og poppede melodier med akustisk guitar, der konstant sprænges og bæres videre i smittende bevægelighed. Produktionen er skrabet og med alternativt singer/songwriter-islæt plus særegne og dobbelttydige tekster. Syren er mild, og placeringen på Gloria-scenen lige i skabet.

I følge Roskilde festivalens eget program spiller Hamadcha Sufi Tariqa of Essaouria hver søndag i den marokkanske havneby Essaouira. Har man ikke tid til det, kan man også lørdag nat på festivalen forsvinde ind i det musikalske broderskabs gentagne harraz-trommer, blæsere og arabiske oboer. Her holder trommeslagene cirkulært og taktfast musikerne på samme spor, der udvikles til komplekse og arabeske strukturer og stiger og falder i tempo. Man kan ikke høre Hamadcha Sufi Tariqa of Essaouria eller Hmadcha d’ Essaouira mange steder på internettet, men der findes enkelte videoer med samlingen af musikere. I spidsen finder man den hvidskæggede og næsten 80-årige Abdelmoula Hnikich, og efter sigende skulle Hamadcha Sufi Tariqa of Essaourias kunne henlægge sit publikum i ren, meditativ sufiekstase. En drømmerejse uden mål. Toget går lørdag 02.45 fra Gloria, og Hamadcha Sufi Tariqa of Essaouria spiller også på Atlas i Aarhus og på Spillestedet Stengade i den nærmeste fremtid. God tur. (AM)

Under African skies

Roskilde Festivals satsning på afrikansk musik har i år resulteret i bookinger af en række vildt fede navne. Blandt dem er gamle drenge i Conjunto Angola 70 nok dem, der minder mest om, hvad man traditionelt vil forbinde med afrikansk musik; glade og legende sangstemmer, masser af percussion og smittende danseiver. Gruppen er især kendt for deres dygtige guitarist Teddy N’Singuis’ spil, der tegner og gennemstrømmer al bandets musik. Kom med til en dejlig omgang afrikansk world med Conjunto Angola 70 på Cosmopol søndag (afrikansk musik er ofte ret god ved tømmermænd).

Danyel Waro fra den lille ø Réunion er en af mine persolige favoritter på hele årets festivalprogram. Den fransk administrede ø øst for Madagaskar i det Indiske Ocean har en sjælden musikalsk begavelse i Danyel Waro. Han er elsket og kendt for sin musik og for sin mangeårige frihedskamp mod landets forskellige kolonisatorer og for selvstændighed. Hans musik er bygget op om messende chants på kreoliseret fransk og en vekslen mellem korleders sang og korsvar. På en solid bund af velspillet rytmesektion folder Waros dynamiske og uforudsigelige musik sig ud. Und dig selv at opleve denne geniale kunstner. Jeg garanterer, at du ikke vil gå forgæves.

Blitz the Ambassador er født og opvokset i Ghanas hovedstad, men er nu bosat i New York. Bag navnet gemmer sig musikeren Samuel Bazawule, der spiller gedigen og sjælfuld hiphop af høj kvalitet. Er man til hiphop, bør man så afgjort føje dette navn til sit program. Hans seneste album Native Sun er simpelthen en forrygende affære, og spiller han bare halvt så godt som på pladen, bliver det en ret fin koncert. Forvent hiphop med afrikanske rødder og masser af soul og r’n’b-indflydelser.

Baloji AKA MC Balo skal du se, hvis du kan lide god hiphop og ikke gider en koncert med Malk de Koijn på Orange. Dem så du sikkert også i 2009, hvor crowden under Arenas telt og tusindvis udenfor svedte og masede sig frem. Lad bare dem få de store crowds med på fælles-rap, og lad mig trække over i Cosmopol-teltet, hvor Baloji spiller. Ikke et ondt ord om Malk, men hvis du vil lære nyt at kende, eller allerede er fan, kan Baloji varmt anbefales. Han har været med i konstellationen Starflam og er af belgisk/congolesisk afstamning. Det er soulet og jazzet fransksproget hiphop med masser af percussion og forvrængede guitarer. Jeg har personligt meget høje forventninger til koncerten og tror, den godt kunne gå hen at blive virkelig god.

Owiny Sigoma Band udgiver deres musik på den legendariske Gilles Petersons selskab Brownswood Recordings, der bl.a. også udgiver musik af én af mine yndlings-dj’s Ghostpoet, og det er meget sigende for, hvilken musik de spiller. Så forvent musik a la Damon Albarns Afrika-projekt Mali Music, for med denne gruppe forenes typisk britisk poptradition med afrikansk musik fra Luo-folket. Fusionsprojektet vil være en uundgåelig begivenhed for fans af afrobeat og world, men kan anbefales stærkt til alle, der elsker gode melodier og nogle funky-as-hell trommer!

Sub Pop-signede Spoek Mathambo spiller hiphop og electronica med afsæt i en sydafrikansk lyd.

Spoek Mathambo har lavet musik med så prominente navne som MF Doom, Felix Laband og M Sayeed fra Anti-Pop Consortium og spreder sig ukonventionelt, men ultramusikalsk over en række genrer som elektronica og hiphop, men med bund i en sydafrikansk lyd. Måske kender du ham som manden bag hittet ”Let the Talk”, og hvis ikke bør du straks lytte til en masse musik fra hans hånd. Det er virkelig godt, uforudsigeligt og med afstikkere til både dubstep- og afrohouseindflydelser. Behøver jeg også at nævne, at han er signet på Sub Pop?

Efter endt koncert med Spoek Mathambo er Staff Benda Bilili klar til at tage over på Cosmopol om lørdagen. De er et af de hotteste world-navne på årets festival. Måske så du deres koncert tilbage i 2010, eller måske du kender dem fra dokumentaren “Benda Bilili!”, som ligeledes er fra 2010. De spiller stadig fedt og blander funk, congotronics, rumba og soul. Kom og syng med på de mange korsvar, og dans til du segner! Koncerten er ydermere ideel til at få gang i kroppen, inden du naturligvis skal over og se The Roots spille på Orange.

Boubar Traoré spiller noget af det skønneste malinesiske musik, du kan forestille dig. Han var stor og populær i 70’erne, men fik et revival i Europa i de tidlige 90’ere. Han spiller desværre midt i Grieves & Budo, Evidence, Sage Francis m.fl., men tag til koncerten, hvis du kan lide Ali Farka Tourés og vestafrikansk blues spillet med en enkel instrumentering og på en meget intim og følsom måde. En uforglemmelig oplevelse er dig helt sikkert i vente.

Grundet den borgerkrigslignende tilstand, som Mali i disse tider plages af, er Terakaft desværre taget af programmet, og hans turné i Europa aflyst. Det er synd og skam, men tør øjnene og vær glad, for han bliver erstattet af nogle andre stærkt beslægtede, vestafrikanske ørkenblues-rockere, nemlige Tamikrest. 90’ernes blodige borgerkrige er ikke langt væk i hukommelsen hos det nomadiske Tuareg-folk, så det er en fryd, at det trods alt er muligt at få at få dem til at rejse hertil og spille deres skønne musik. De læner sig musikalsk op ad det tidligere Roskilde-navn Tinariwen samt Group Doueh (kendt fra Sublime Frequencies og en skøn koncert for et par år siden på Studenterhuset i Aarhus). Deres lyd er influeret af europæisk pop/rock-tradition, men er unik og spændende. Glæd dig til at opleve dem, og vis gerne din støtte til disse talentfulde, men krigsplagede musikere. Det fortjener de. (RR)

Deltag i debat