Koncerter

Ducktails, 22.02.13, Stengade, København

Skrevet af Anna Møller

Ducktails sendte solskinbeskinnet italopop ud over Stengade under deres koncert på Frost Festival.

Meget er sket, siden Matt Mondanile under sit soloalias Ducktails spillede på Festival of Endless Gratitude i 2010. Dengang sad han alene på scenen og sendte lange, skrattende og svingende guitarbølger og uforståelig sang ud mod et som altid udsyret publikum, og naturligvis havde de fleste numre, han dengang spillede, deres ophav i det, der vel kan opfattes som New Jersey-musikerens fuldlængdedebut under navnet Ducktails, nemlig det selvbetitlede album fra 2009.

Lørdag aften på Stengade er den nostalgiske musiker fra The Garden State derimod omkranset af fire andre musikere, der kan siges at repræsentere det mere fyldige og poppede lydbillede, som man finder på den nye plade, The Flower Lane (2013). Og naturligvis får den ret fyldte Stengade-sal primært numre fra denne plade, som – formoder jeg – skiller vandene. Er man kommet for at få blød og varm guitar og vuggende solskinslyd, så går man ikke forgæves, men det sker primært i form af de få numre fra den nye plade, der rummer glimt af det, og ikke det ældre og mere lo-fi materiale. Dog får publikum et bad i solskinspoppen med både et par numre fra Ducktails III: Arcade Dynamics – deriblandt dansehittet “Killin’ the Vibe”, “Don’t Make Plans” og (vistnok) “Hamilton Road” som ekstranummer efter et par råb fra salen. Der er én, der har fødselsdag.

Visse steder bevæger den sympatiske musikers numre sig hen ad italo-disco med stærke referencer til pop fra 80’erne. Tredje sang fredag aften er dermed den næsten easylistening-klingende discosang “Under Cover”, der får adskillige publikummer til at vugge gavmildt med hofterne fra side til side. Mr. Mondanile synes, der er lidt feedback-problemer og nogle monitor-issues, men det er nu ikke noget, der har indflydelse på det samlede lydbillede. Snarere kunne man måske ønske sig nogle flere fuck-ups og nogle flere skæve toner i guitarsoloerne. I “Timothy Shy” er lyrikken enkel, grænsende til det simple, og Mondanile synger med uskolet røst: »When I see you / My eyes turn blue.«

Mondaniles keyboardspiller sidder og rokker på to stablede, grønne mælkekasser og klimprer med. Mondanile skubber i en hurtig pause fra guitarspilleriet sine store briller på plads og forsøger at få det halvlange krølhår på plads bag øret. »Hans kæbeparti ligner Den Iberiske Halvø,« siger min fotograferende veninde. Det er der måske noget om.

Det hele er meget charmerende, og man kan ikke lade være med at spekulere på, om Ducktails mon er blevet mere Real Estate og mindre Ducktails med tiden. Den eksperimentelle sovekammeræstetik synes erstattet med et mere fuldendt og softrocket udtryk, og det er nok ikke alle, der er i sidste ende synes, det er en god erstatning. Ducktails dyrker stadig en nostalgisk lyd, men er rykket fra 70’erne og frem mod 80’ernes italodisco. I den proces er noget af den tidslommeeskapisme, man ellers til fulde kunne udnytte og benytte med Ducktails, forsvundet.

★★★★☆☆

Fotos: Signe Palsøe

Om skribenten

Anna Møller

Biografi:
Som så mange andre er jeg opvokset i et hippiehjem med en pladespiller og et par meter lp’er. Da jeg som barn og teenager selv fik lov til at styre pick-uppen, så var det Savage Rose, Beatles, Shit & Chanel, Kim Larsen & Bellami og Doors, der oftest kom på. Sådan kan man opdrages rent musikalsk uden overhovedet at have bedt om det. Da vi i gymnasiets første musiktimer skulle tage et nummer med, som vi syntes var fedt, havde de andre Eminems ”Stan” med, mens jeg havde ”Cowboys” med Portishead. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at de andres nummer fik langt den bedste respons. Min musiksmag bunder i en forkærlighed for de lagdelte og langstrakte toner, hvor vokal intensitet og velskrevet og ukonstrueret lyrik er klare darlings. Især det mørke og repetitive musiklandskab, der samtidig bevarer bevægelighed og hypnotisk nerve, er noget, der går lige ind.

Fem favoritalbums:
Portishead: Third eller s.t.
The Beatles: Abbey Road
Silo: Alloy
Neil Young: After The Gold Rush
The Band: s.t.

Skriv et svar