Plader

The William Blakes: An Age of Wolves

Skrevet af Fie Neergaard

Med Speakers’ corner-lyrik og en mere nedtrykt lydside end hidtil er det blevet tid til at finde frem til kernen af den digteropkaldte gruppe, der på fem år har udgivet fem plader. Det sker med fokus på verdens undergang, ’spirituel opvågning’ og en kampklar Kristian Leth.

Opkalder man sit band efter en af tidernes største digtere og samtidig har Kristian Leth som gallionsfigur – en mand, der tidligere har talt med en skarp tunge i debatten om musikjournalistik og tilmed har haft sit eget musikprogram på DR at sprede sit budskab fra – risikerer man at blive en ildrød skydeskive for kritik fra alle sider. Siden den succesfulde debut i 2008, der fik kritikere til at klappe i og lytte med, og som tilmed var opkaldt efter den markante The Flaming Lips-frontmand Wayne Coyne, har The William Blakes udgivet plader med korte intervaller, og An Age of Wolves er det femte i rækken.
Det seneste har været lidt længere tid undervejs end de foregående. På det nye album har målet nemlig været at finde ind til The William Blakes’ kerne, og resultatet er ifølge gruppen selv dens hidtil bedste plade.

En overordnet tematik tegner sig altid på et The William Blakes-album, og det gælder også An Age of Wolves. Titlen leder, sikkert ufrivilligt, tankerne hen på eventyrlystne og romantiksøgende teenageres ultimative fantasi, der udspiller sig i tidens vampyrdramaer. Albumtitlen er dog ikke alene om at læne sig op ad det overnaturlige univers. Det afspejles også i sangtitler som “Vampires” og “The Shadow”, og bandets udtryk er klart mørkere end hidtil hørt. The William Blakes har selv peget på den globale krise, verdens undergang og ‘den nødvendige spirituelle opvågning’ som de overordnede tematikker på albummet, og især de to første er tydelige.

Hvorvidt Kristian Leth kan mærke overnaturlige kræfter ulme i kroppen, når han råber sig igennem åbningsnummeret “Dust & Money”, er ikke til at vide. Sangen byder i hvert fald på direkte tale fra starten, og inspirationen er hentet i, hvad Leth lader til at synes er en noget dunkel fremtid: »Why are you trying to silence all the kids / just ‘cause they don’t believe your shit?« Et noget klichefyldt bud på samfundskritik, der ikke kræver noget videre overmod af Leth. Disse udladninger gør sig alligevel gældende for en god del af pladen, og tilmed bliver budskabet skåret yderligere ud i pap, da de samfundskritiske profetier bliver understøttet af soundbites og skrig til at bidrage til den oprørske, utilpassede teenagestemning.

Efter startskuddet med det politiske opråb bliver der på næste skæring kigget mere indad. “The Shadow” har en mere afdæmpet og melankolsk sindsstemning, der har mere med selvlede end landets ledelse at gøre, og det eftertænksomme udtryk præger også en stor andel af albummet.

Den oprørske, ligefremme teenager gør sig ikke synderlig meget gældende på instrumentalsiden, der i modsætning til Leths tekster er lidt mere abstrakt med pudsige temposkift og vekslende stemninger. Dommedag bliver ringet ind med forvrængede stemmer og dyriske baggrundseffekter under de sortsindede melodier. Melodierne, skabt af de to producerbrødre Frederik og Fridolin Nordsø, befinder sig derfor i grænselandet mellem det sikre og det nysgerrige. De dominerende synths og de fængende omkvæd står over for et mere dystert, indadvendt udtryk, hvor klingende guitarer mænger sig med nonfigurative effekter og slæbende trommer.

I afstikkeren “Orpheus” bliver tempoet hævet, hvilket klæder nummeret og også får teksten til at træde lidt i baggrunden, hvilket ellers sjældent sker på An Age of Wolves. Albummets kvaliteter ligger netop i det instrumentale, hvor der er rum til at blive overrasket og revet med af de skiftevis melankolske og desperate vibrationer. Dermed lægger de eksperimenterende greb på produktionen stadig op til nyskabelse, og efter flere rotationer bliver pladen også mere og mere fængende. Der er altså stadig chance for at tage nynnende fra et besøg i The William Blakes’ nyfundne kerne. Desværre kaster Leth sin skygge over melodierne med de trættende tomgangsopråb, som han opildnende dikterer, og som desværre i første omgang løber med opmærksomheden.

★★★☆☆☆

1 kommentar

  • Øhm. Du bytter vist om på de to første numre? Citatet og beskrivelsen er fra andet nummer “Vampires” men du siger det er “Dust and Money”?

Deltag i debat