Plader

Fuck Buttons: Slow Focus

Skrevet af Mikkel Arre

På sit tredje album nedtoner den britiske duo både eksperimenterne og ekstasen. I stedet zoomer Fuck Buttons ind på et faretruende mørke, der udgør musikkens kerne. Slow Focus er sanseovervældende, om end ikke helt så lyksaligt medrivende som sine forgængere.

Allerede midt i åbningsnummeret ”Brainfreeze” indtræffer et sigende øjeblik, der ganske præcist fortæller historien om Fuck Buttons’ tredje album. Efter at fire minutters monstrøst buldrende stammetrommer og oscillerende synthflader har løbet lytteren over ende, stopper både trommestikkerne og de diskante dele af lydbilledet op. Det gør det desto tydeligere, at en af de insisterende synthlinjer i samme nu dykker en oktav.
Ikke blot får det tonale fald trommerne til at fremstå ekstra voldsomme og nærmest intimiderende, da de vender tilbage. Det symboliserer også den udvikling, den britiske duo har været igennem i løbet af sin næsten fire år lange pladepause: Efter den noget nær triumferende opløftethed på forgængeren Tarot Sport har Andrew Hung og Benjamin John Power bevæget sig ned i mørket.

Bortset fra tungere beats adskiller virkemidlerne og instrumenteringen på Slow Focus sig ikke markant fra Tarot Sport. Duoen anvender fortsat en armé af rislende, skærende og forvrængede synthesizere, der bygger imposante lydmure. Snarere end at forny sig selv fundamentalt har Hung og Power skærpet deres udtryk og gjort det mere indlysende, at noise-prædikatet ikke længere passer til dem. Slow Focus byder i stedet på en slags fyldig, maksimalistisk techno.

Den voluminøse, kraftbetonede lyd har visse paralleller til EDM-bølgens himmelstræbende stadiondance, men Slow Focus lader lytteren vente betydeligt længere på forløsningerne. Fuck Buttons er ikke bange for at skubbe numrene op mod de 10 minutters varighed, og selv her må man for det meste spejde forgæves efter egentlige hooks.

Det nærmeste, man kommer noget påtrængende catchy, er den olmt brusende basgang og de semi-kitschede maskintrommer i “The Red Wing”. Paradoksalt nok er det også noget så uvant som et Fuck Buttons-nummer, der trækkes i langdrag. Baslinjen ruller og ruller, og efter tre minutter er interessen udtømt – hvilket gør det lidt problematisk, at nummeret på det tidspunkt end ikke er nået halvvejs.

Så er der straks mere bund i den ondsindede “Sentients”. Her hamrer et Autechre-lignende metallisk technobeat under gurglende, hylende synthesizere, og de bastante, hvæsende støjflader lyder, som om duoen har taget sin begejstring for metalmusik et skridt videre ved at introducere nedstemte guitarer. Det urovækkende mørke underbygger den gennemgående fornemmelse af menneskeforladthed. Og selv da lysere toner dukker op hen mod slutningen, viser det sig at være cinematiske synths af den type, som i en sci-fi-film ville understrege, at truslen fra fjenden er endnu større end ventet – eller måske snarere, at verdensrummet er endnu mere tomt og ubegribeligt for dumme primater som os.

Fordi Slow Focus er så præget af rynkede bryn og eksistentiel bæven, kan det af og til være svært ikke at savne de to foregående pladers lyst til at udforske og inkorporere vilde indfald. Men heldigvis runder Fuck Buttons pladen af med to mastodonter på over 10 minutter hver, som gør det klart, at Hung og Power stadig er mestre i at skabe overvældende lydbilleder.

I ”Stalker” samler klokkesynths, synkoperede marchtrommer og fjedrende bas sig i storladen kosmisk tristesse, og for hvert minut virker lyden atter tungere – som hvis Earth og Vangelis endelig fandt sammen. Og i afslutningsnummeret ”Hidden XS” sammenkobler de på formidabel vis vrængende støjflader med blævrende, dybe synths og et simpelt, men energisk beat. Også her lykkes det dem at holde den ellers svære balance mellem repetition og variation, så den kværnende støj og den lyse melodilinjes stadige intensivering virker fortryllende snarere end udmattende. Det undgår Slow Focus ikke helt at være, men det ændrer ikke på, at pladen er et mere end solidt comeback.

★★★★½☆

Deltag i debat