Plader

Wooden Shjips: Back to Land

Skrevet af Daniel Niebuhr

På Back To Land fortsætter de ellers så spacerockende Wooden Shjips med at udforske popgenren. Og turen fra San Franciscos trygge rammer nordpå til Oregon, har resulteret i gruppens måske mest helstøbte udgivelse til dato.

Spol tiden godt to år tilbage: En ung Daniel Niebuhr klandrer Wooden Shjips’ på det tidspunkt seneste skive, West, for at give lytterne mere, end vi egentlig har bedt om, og kræver mere monotoni og udsyrede eskapader fra de californiske spacerockere. To år senere føler jeg mig fristet til at gentage mig selv, for Ripley Johnson og co. har åbenbart ikke læst min opfordring om, at ”less is more”, da de gik i studiet for at kreere deres seneste udspil, som med titlen Back to Land ellers gav forhåbninger om en tilbagevenden til de gamle dyder. Heldigvis har turen fra San Franciscos trygge rammer nordpå til Oregon bragt mange andre lækkerier med sig, hvilket først og fremmest har resulteret i gruppens måske mest helstøbte udgivelse til dato.

Med Back to Land har Wooden Shjips transformeret sig til et ensemble, der ikke længere er bange for fuldt ud at eksperimentere med popgenren. Og gemt bag et markant mindre dominerende, men dog stadig essentielt lag af fuzz, flanger, synth og minimalisme fungerer californiernes eksperimenter stort set hele vejen. Der er stadig plads til Johnsons evigt underspillede guitarsoli og en musikalsk monotoni, der dog begynder at føles mere og mere forceret. Men rumrejsen år 2013 med Wooden Shjips foregår allerhøjest på vejene langs den amerikanske stillehavskyst i et skramlet folkevognsrugbrød frem for de tidligere odysséer i de yderste afkroge af Andromeda.

Dog er der enkelte punkter, hvor gruppen (måske, måske ikke) har lyttet til mig og er vendt tilbage til nogle af de gamle virkemidler, og som heldigvis synes at være glimrende tilføjelser til Back to Lands overordnede lydbillede. Johnsons vokal befinder sig igen i vante, udviskede omgivelser, der står i skærende kontrast til de overraskende klare produktioner. Flangerpedalen bliver lidt oftere taget et niveau eller to op, og de manglende musikalske payoffs fremstår tydeligere – som hvis Ripley Johnson havde sagt: ”Forventer I et klimaks? Så giver vi jer da bare et minut mere med det samme riff, før vi langsomt fader ud.”

Heldigvis klæder bandets nyfundne kærlighed for en mere poppet tilgang til spacerock også deres seneste udspil. Et nummer som “These Shadows” nyder godt af også at få tilført en iørefaldende akustisk guitar, der for fem år siden havde været helt uhørt i Wooden Ships-sammenhænge, og som her trækker kompositionen helt ned på jorden, samtidig med at den resterende instrumentation sender lytterne i troposfærisk kredsløb om jorden. Og akkurat som sin forgænger opererer Back to Land også i langt højere grad med vers/bro/omkvæd-strukturer, der på ingen måde fortsætter bandets tidligere mangel på samme. I stedet er det med til at bevise, at Wooden Shjips besidder langt flere kvaliteter end blot endeløs musikalsk repetition, hvilket giver bandets lydunivers en vis troværdighed, samtidig med at der skabes et billede af en gruppe musikere i konstant udvikling.

Selvom der er blev skruet ned for vildskaben til fordel for mere sikre og velovervejede valg, bliver foden dog aldrig taget helt af speederen i folkevognsrugbrødet. “In the Roses” og “Other Stars” bringer minder frem om tidligere Shjips-skæringer som “SOL ’07” fra Vol. 1 samt liveversionen af “Death’s Not Your Friend” og coverudgaven af Neil Youngs “Vampire Blues” fra Vol. 2 – fyldt med nerve og et intenst drive mod en udsyret uendelighed.

Men hvor ”det udsyrede” førhen virkede som et mantra for gruppen, kan man ikke lade være med at sidde tilbage med en fornemmelse af, at Wooden Shjips med deres igangværende musikalske transformation har kastet eventuelle hallucinogener fra sig og nu kun søger ”det rene”. Back to Land fremstår ikke blot renere; men det lader også til, at der har været en gennemgående seriøs tilgang til pladens lydside, hvor mere alvorlige undertoner synes at florere side om side med bandets mange feel good-popmelodier. Som et resultat heraf skabes der en gravstemning, nærmest som en skildring af pladens forestående, symbolske død, når “Everybody Knows” med alle sine molakkorder og Johnsons sørgmodige messen sætter et stort og flot punktum for en af årets bedste rockplader; herefter følger intet andet end et hurtigt tryk på repeatknappen.

Jeg var måske lidt for hård ved Wooden Shjips for to år siden. For med Back to Land samler bandet det bedste fra to paralleluniverser, som kun mangler at blive implementeret på den helt korrekte måde, før det havde været en topkarakter værdig – det må være min opfordring til deres næste udgivelse.

★★★★★½

Deltag i debat