Plader

Run the Jewels: s.t.

Run the Jewels formår El-P og Killer Mike at bygge bro. El-P’s produktioner rammer en lyd, der ligger i forlængelse af genrens væsentligste produktioner gennem de seneste år, og med Killer Mike med på mikrofon er det åbenlyst, at de udgør en kompromisløs duo, som i rutine såvel som teknik er blandt genrens allerbedste.

Somme tider virker et nyt tiltag så nødvendigt og relevant, at man hurtigt bliver forvænt og har svært ved at genkende et verdensbillede foruden. I populærmusikalsk sammenhæng føltes det eksempelvis sådan, da Cee-Lo Green og Dangermouse dannede Gnarls Barkley, da Zooey Deschanel og M. Ward i fællesskab besluttede sig for at lave sødmefuld pop som She & Him, samt da Jay-Z og Kanye West endelig gjorde deres musikalske partnerskab officielt under navnet Watch the Throne. I dag kan man være tilbøjelig til at sige, at det samme gør sig gældende med i forhold til Killer Mikes og El-P’s minikollektiv, Run the Jewels.

På trods af at den østkyst-bosatte duo havde sit første egentlige output i 2012 i form af Killer Mikes El-P-producerede R.A.P. Music, er deres musikalske fællesskab gået musikverdenen i blodet på en sådan måde, at de synes svært uadskillelige. Denne synergi er også tydelig på Run the Jewels – duoens første reelle album under fælles navn. Med et flow, der er et af dagens rapscenes mest umiddelbare, formår Killer Mike og El-P at ride ubesværet på sidstnævntes karakteristiske elektroniske produktioner over 10 deciderede bangers med syleskarpe rim, og på den måde skaber duoen et udtryk, der er lige så bredt appellerende, som det er legelystent, provokerende og outreret.

Projektet introduceres ved store armbevægelser med en selvbetitlet albumåbner. De to speedrappende hiphoppere duellerer på ordfrekvens-score i et lyrisk univers, der med ironisk distance behandler klassiske hiphop-banaliteter som damer, stoffer og pistoler: »So when we say run the jewels, just run ’em baby, please don’t delay me / And that goes for a guy or lady, the fam’ god damn we fuckin crazy / I’ll pull this pistol, put it on your poodle or your fuckin’ baby«. Klichéerne står med andre ord i kø, og man kan næsten høre guldkædernes raslen for sig. Alligevel fremstår flosklerne intentionelle og som et tilpas overgjort take på en af old school-hiphoppens allerklassiske dyder.

Run the Jewels formår El-P og Killer Mike at bygge bro. El-P’s produktioner rammer en lyd, der ligger i forlængelse af genrens væsentligste produktioner gennem de seneste år, og med Killer Mike med på mikrofon er det åbenlyst, at de udgør en duo, som i rutine såvel som teknik er blandt genrens allerbedste. Tag eksempelvis “36” Chain”, der et pragteksemplar på klassisk gangsta-raps selviscenesættelse pakket sammen i 8-bit format og iført rim leveret med en selvsikkerhed, som kun adskillige år i branchen kan udvikle. Eller “Sea Legs”, hvor duoen tager et opgør med mainstream-hiphoppens konger – mere specifikt Jay-Z og Kanye West og deres Watch the Throne-projekt. Linjer som »There will be no reprieve for thieves / there will be no respect for the Thrones« og »I stand on towers like Eiffel / I rifle down all your idols / niggas will perish in Paris / Niggas is nothing but parrots« taler deres tydelige sprog.

Bassen er i bund, og BPM-barometeret i top på samtlige 10 numre, som vi kender det fra opkomlinge som Death Grips. En sådan monoton opbygning uden progression forekommer oftest enerverende og efterlader i langt de fleste tilfælde lytteren uden reelle holdepunkter, men dette er ikke tilfældet på Run the Jewels. Her går de eksplosive beat- og synthkompositioner op i en højere enhed med rappernes utrættelige verbale udladninger, hvilket “Banana Clipper” er et godt eksempel på. Her får også Killer Mikes gamle kollega, Big Boi, i løbet af bare et par linjer lov til at pisse sit territorium i Atlanta af og tillæg sende en svada mod rap-scenen samme sted: »Now it’s true / niggas are simply simple minded simple Simons«. Alt imens leverer El-P et sandt sample-inferno til perfektion.

Run the Jewels fremstår i dén grad som produkt af et overskud af tid såvel som musikalske idéer. Dette viser sig til tider at være et onde, når albummets tekster i overvejende grad bærer præg af at være blevet tilvejebragt af to rappere på lige slap nok line. Man kunne påpege, at duoen ikke har nok på spil, og at det bliver en tand for oplagt at skeje ud. Hvor lyrikken mestendels kan beskrives som ét langt maraton udi provokationer, vil den med garanti også til tider forekomme en smule uvedkommende og navlepillende for den udefrakommende.

Modsat må det stå klart for enhver, at Killer Mike og El-P rent teknisk komplimenterer hinanden i uhørt grad. Hvor de i kraft af det rå og aggressive industrielle udtryk i beat-produktionerne på den ene side foretager en landvinding, hvad angår ambitioner mht. lyden af mainstream-hiphop, besidder kompositionerne også en fordel i kraft af albummets karakter af fritidsprojekt. Netop dette forhold tillader duoen at have stor kunstnerisk frihed, og det er usandsynligt, at de havde accepteret samme ustyrlige selvfedme og nådesløst aggressive lyd på albums for egen konto alene. Run the Jewels står som en af årets stærkeste hiphopudgivelser, fordi den netop tekst- og produktionsmæssigt rummer en sjældent kompromisløs frygtløshed, der er aldeles prisværdig.

★★★★★☆

Om skribenten

Joachim Kahr Rasmussen

Biografi:
Min musikalske dannelse blev skyldet ud med regnvandet, der trængte gennem min families garagetag, en sommerdag i mine allerførste leveår. Her stod et af mine forældres sidste vidnesbyrd om et liv på den anden side af ligusterhækkene opmagasineret; en stor pladesamling, der nåede ud i alle afkroge af den alternative musiks verdenskort. Tilbage stod en fad bunke af cd'er med artister som Aqua, Madonna og Michael Jackson - en bunke, som jeg siden har set tilbage på, som mit musikalske ground zero. Herfra er horisonten blevet udvidet skridt for skridt: først var der Eminem, der med sit Slim Shady-alias effektivt fik slået benene væk under både mig og mine venner, og siden var der Red Hot Chili Peppers, der åbnede mine øjne for musik frembragt ved håndkraft.

Det var i forbindelse med fascinationen af sidstnævnte, at jeg i 2007 deltog i min første Roskilde Festival. Anthony Kiedis og resten af slænget fra LA var mit utvetydige formål med festivalen, men da jeg efter fire dage i mudder endnu engang kunne vende hjemad, var disse kun én oplevelse blandt utroligt mange andre, og sidenhen er min musikalske opvækst udelukkende fortsat.

 

Fem favoritalbums:
My Bloody Valentine: Loveless
The Strokes: Is This It?
Palace Music: Viva Last Blues
Mother Sparrow: Have a Heart
Sonic Youth: Goo

Skriv et svar