Plader

Mark Lanegan Band: Phantom Radio

Skrevet af Kasper Lægring

Rockens raspende gravrøst er tilbage med sit mest elektroniske og synthbaserede album til dato. Lanegans evne til at skrive melankolske sange, der i deres forsætlige langsomhed hjemsøger øregangene, er uantastet, men hans flirt med synthpop og new wave er ikke altid overbevisende.

Rockens mørkeste og dybeste røster har det med at opnå kultstatus – Johnny Cash, Leonard Cohen, Tom Waits, Nick Cave – og Mark Lanegan er ingen undtagelse. Fra udgangspunktet i Screaming Trees’ fusion af grunge og neopsychedelia har han – både som solist og gruppemedlem – fulgt sine egne eksperimenterende veje, der har ført ham ind i et insisterende udtryk sammensat af lige dele americana, krautrock, vemod og skæbnetynget nostalgi. Lanegan hører til den gruppe af rockens apostle, som søger renselse og udfrielse gennem sammenbidt repetition, vekselvis akustisk og elektrisk. I bluesens gentagelighed har Lanegan fundet en modtagelig klangbund for sin karakteristiske hæse barytonstemme, som veksler mellem det messende, reciterende og drævende. En stemme, der i sin nærmest programmatiske langsomhed søger at sænke tidens tempo og vække eftertænksomhed. Som sine åndsfrænder har Lanegan samtidig et kontinuerligt mellemværende med de store bibelske temaer uden af den grund at føle sig religiøst forpligtet.

På Mark Lanegans nye album, det korte Phantom Radio (38 min.), fortsætter han ad bluessporet og afprøver samtidig fortsat de elektroniske muligheder. Beatet på en del af numrene er blevet til ved hjælp af applikationen FunkBox Drum Machine, mens synthesizerkaskader dukker op hist og her. Dermed er Phantom Radio hans mest elektroniske og synthbaserede til dato. »Hvem ved – måske går der Duran Duran i den?« skrev Undertoners anmelder profetisk i sin anmeldelse af Lanegans Blues Funeral (2012). I pressemeddelelsen uddyber Lanegan tilblivelsesprocessen: »Although the Trees drew on Nuggets psychedelia, 13th Floor Elevators and Love, we were actually listening to Echo and the Bunnymen, Rain Parade, the Gun Club. A lot of British post-punk. We loved that stuff. I just waited until I was in my late forties before I started ripping it off.« Produceren Alain Johannes, der har varetaget Lanegans soloudspil siden Bubblegum (2004), er også denne gang ved roret.

Lanegans lyst til at eksperimentere er beundringsværdig, men hans forsøg med lys synthpop i sange som “Floor of the Ocean” og “The Killing Season” falder imidlertid til jorden, for det legesyge beat virker ude af trit med sangteksternes alvorsbudskab (i sidstnævnte synger han f.eks.: »Tonight they hang Jack«). Den kække 80’er-synthesizer bliver her en blindgyde, fordi den underminerer den arkaiske lyd, som Lanegan ellers er en mester til at fremmane. Lanegans skramlede form for melankoli og desperation forløses bedre i et industrielt eller støjende udtryk, som han med held har praktiseret førhen.

Langsomheden er Lanegans adelsmærke, og i sange som den apokalyptiske “Judgement Time” foldes den ud som en medrivende spiral, der drager lytteren ind. På trods af momentvis doven sangskrivning drives “Seventh Day” frem af en pågående energisk anvendelse af funk og fløjter, og Lanegan leverer en af sine mest atmosfæremættede kærlighedssange i “Torn Red Heart”, som løftes af shoegazer-følsomhed. Andre fine kompositioner er den jordbundne “Harvest Home”, hvor Lanegan synger »Black is my name / And I used to burn it up,« den cohenske guitarballade “I Am the Wolf”, hvor han proklamerer »I am the wolf, out wild and free,« og “Waltzing in Blue”, hvor synthornamentikken understøtter det længselsfulde budskab: »Oh, what can I say? / I’m still haunted by you / Quiet as a ghost.« Når Lanegan mobiliserer synthesizeren i retning af en mere dyster new wave, fungerer konstellationen overraskende godt, hvilket allerede blev bevist på Blues Funeral.

Et fantom er ifølge ordbøgerne en forestilling, der kun eksisterer i fantasien. Og den usikre kanalpolitik på stationen Phantom Radio bevirker, at Lanegans mørke vision delvist forbliver et fantomprojekt, som sine steder druknes af malplacerede skumtoppe fra bedaget new wave. Men et fantom kan også hjemsøge, og Lanegans formidable evne til at gøre netop det gennem stemme og guitar er usvækket. Phantom Radio er ikke Lanegans mest fokuserede soloudspil, men det peger mestendels fremad mod nye bedrifter, som vi kun kan glæde os til.

★★★★☆☆

Deltag i debat