Plader

Loke Deph: Malstrøm/Beluga

Skrevet af Maja Hirani

Loke Dephs debutalbum er blandt det bedste og mest interessante danske rap i årevis. Et kompromisløst, konfliktfyldt, universelt og personligt værk, der føles som Knausgårds Min Kamp af dansk rap.

»Betal mig i Beluga / Hænger på en bænk, helt blank ligesom Budda / Hætten trukket op, fødderne i striksokker / Bedstemor i røret, hun vil gøre alt for mig«

Dobbelt-ep’en Malstrøm/Beluga er Loke Dephs debutalbum, der også stille og roligt usammenligneligt er årets hidtil stærkeste rapalbum. Få har formået at skabe egen lyd og eget tekstunivers af så uhyrlig høj kvalitet på så diskret, men vedholdende facon som Loke Deph. Selv uden et officielt album er hans bagkatalog en regulær guldgrube: Der er både enkeltnumre fra gruppen Kaput (der udover Loke Deph rummer Esben og Boone), lovende solonumre og så rigeligt af gæstefeatures, hvor han overskygger alt og alle. Det er dog særligt han og Esbens tre gratis Weekendmixtape’s, der har sat mine forventninger helt i kog til Malstrøm/Beluga. Der er ingen og intet – hverken dansk eller udenlandsk – jeg har lyttet mere til end de her tre, små beskedne gratis-udgivelser samt Esbens eget ligeså vanvittige gratismixtape, (h)udkrængninger, i 2015. Jeg kan ellers af princip ikke lide mixtapes. Hvis du af samme grund ikke har stiftet bekendskab med Loke Dephs og Esbens mixtape-række, så stop læsningen her, ryd iPod’en, ryd også bare hele kalenderen og gør dig selv en kæmpe tjeneste nu.

Malstrøm/Beluga perfektionerer Loke Deph sit univers med endnu 10 numre, hvor ikke et eneste ligegyldigt vers sniger sig ind. Selvom Loke Deph er rap-teknisk overlegen, er det hans stemningsmættede og uforudsigelige tekstskrivning, der gør, at Malstrøm/Beluga ikke blot lever op til de høje forventninger, men gør dem og al anden mulig kontekst helt irrelevant. Malstrøm/Beluga er sin egen skabning af detaljerede fortællinger og personlige, tætpakkede, absurde og almene øjebliksbilleder, der uafbrudt overrasker, varmer, underholder, forarger og tvinger én med fra start til slut. Nå ja – så lyder det så godt, at man får tårer i øjnene og må knibe sig selv i armen. Boone har produceret Malstrøm, mens Telepa-T fra Sigma har stået for Beluga. Føj, hvor det lyder fedt. Samtlige 29 minutter. Man tror nærmest ikke på det. Lydsiden har storslåede højder og dybe, grumsede nuancer, jeg hverken kan eller vil beskrive – det skal høres. Højt!

Det er egentlig ligeså omsonst at citere fra albummet, som det er at fremhæve numre. Hver enkelt linje har sit eget liv, efterlader sit eget indtryk, ligesom den indgår i verset eller nummerets helhed på uvurderlig vis. Barndom, ungdom, alderdom, død, kærlighed, stoffer, rastløshed, livslyst og bedøvende ligegyldighed samler sig sammen i Loke Dephs tekster. Det former sig ofte som abstrakte tankespind og bizarre fantasier, som blandes sammen med specifikke beskrivelser, fine mosaikker af konkrete oplevelser og hverdagstilstande. På ”Helium” lyder det bl.a.:

»Viste interesse – nu er jeg hendes bedste ven / kysser hende på panden, jeg skal hjem og være mig selv igen / Mediterer, vil ha’ flere druer på klasen / nat-nat, falder fladt til stueetagen / Har et lig eller to i bagagen / har brug for en so fra Asien, der giver skuldermassage / har fundet zen, og jeg er også kommet over det / kommet længer’ ind under huden over årene.«

Det vigtigste er dog, at teksterne klæber sig fast og bliver relevante for lytteren. Det specifikke, individuelle og detaljerede tekstunivers lukker sig ikke om sig selv, tværtimod: Kvaliteten af Loke Dephs skrivning sikrer, at det snarere bliver direkte universelt. De specifikke beskrivelser, de konkrete personlige detaljer får for lytteren sine særlige egne referencer og kontekster. Man fortolker uden at fortolke, uden at analysere – præcis som det skal være. Derudover veksler Loke Deph nærmest linjevis mellem at helt zoome ind og ud og tilføjer på den måde ofte en ekstra dimension til ellers isolerede anekdoter: »Godt humør, romlikør og ludo / hjertesorger, coke og syre og jungledyret Hugo / Og så i seng, kommer, ser og går igen / for at knytte bånd imellem hinanden og os og dem« hedder det f.eks. i ”Bali” – et pragteksemplar fra både Boone og Loke Deph. Ordene, linjerne og teksterne går sammen i konstellationer, der nødvendigvis involverer lytteren selv, og betydninger og indhold formerer sig i takt med, at man trækkes dybere ned i albummet.

»I overgear siden vi var børn i skolen / mælkevej i hovedet, øjne som en dørspion / selvtilfreds, frisk, finder plads i det fri / superempatisk person, psykosomatisk geni / Plejede at lege i gården, nu er vi milevidt / plejede at få grineflip, nu sidder vi og smiler lidt«

Sådan lyder det fx på ”Blind passager”, hvor vi i korte glimt vælter fra skolegård til eksotisk ungdom og »finder kærligheden, fucked up på junk på Bali / vi er på shotvognen om morgenen og bonder rigtigt« … og tilbage til i Danmark »… blød i bolden, totalbedøvet / med naboskabet, i lokalmiljøet / får set giraffen, får en snak med præsten / får smagt på laksen, har min egen saks til karsen / vinker farvel til vennerne i ambulancen / lidt for meget af det gode, sik’ en dejlig aften«. Malstrøm/Beluga ville være en berigende digtsamling i mine øjne, men med både Boone og Telepa-T i hidtil uset topform ender det i stedet som overvældende hiphop. Loke Deph skriver åbenlyst poetisk – men i kombinationen med hans forståelse for hiphop, hans skudsikre rapteknik, glødende, ubesværede levering og de 10 stk. beats i høj international klasse, så føles Malstrøm/Beluga alt i alt mere som verdenslitteratur. Det går kort sagt op i en højere enhed.

Kompromisløst, konfliktfyldt, universelt og personligt. Uregerligt og multidimensionelt indhold indsvøbt i en ustyrlig imponerende lydside. Malstrøm/Beluga føles som Knausgårds Min Kamp af dansk rap. 29 minutter, der strækker sig over flere år, perioder og tilstande og samtidig tegner et skarpt nutidsbillede. Jeg er blot et par middelgode features (fra henholdsvis Semphiz og Esben) fra seks U’er, ligesom jeg også gerne vil se, hvad Loke Deph potentielt kan præstere, hvis han slipper ep-formen helt og koncentrerer sig om en mere sammenhængende fuldlængde, der er orienteret om et endnu mere fokuseret koncept. Ikke desto mindre: Det her er det bedste danske rapalbum siden Trepacs Fatamorgana fra 2011.

★★★★★½

Deltag i debat