Koncerter

Roskilde Festival 2016: Colin Stetson & Sarah Neufeld, 01.07.16, Gloria

Det var en både svævende, rå og rørende koncert, Stetson og Neufeld begik på Gloria. Alligevel kan det være svært at fængsle et roskildetræt publikum med et så minimalistisk udtryk, som duoen fuldkommengør.

Colin_SarahDet var under lidt anderledes forhold, at Colin Stetson i aften indtog Gloria med sin kone, Sarah Neufeld, end han gjorde i går med bandet Ex Eye. Hvor han i går kom spankulerende ind i metalband-trøje med afklippede ærmer, var han i dag iført en hvid t-shirt, der var stukket pænt i de sorte bukser. Og ligesom at munderingen var mere manerlig i dag, var musikkens det også (men det man have sagt om det meste i den sammenligning). Imidlertid spillede duoen en næsten ligeså medrivende og spændende koncert som Stetson i en større konstellation gjorde i går. Men også kun næsten.

Stetson og Neufeld, der udover at spille sammen, også er gift, startede koncerten med intronummeret “The Sun Roars Into View” fra deres eneste plade Never Were the Way She Was. Med rytmisk fængslende fremdrift og harmonisk ynde vikler de tos instrumenter sig elegant om hinanden i intrikat sammenhørighed. Stetsons tæpper af saxofonarpeggio lægger sig bundfuldt om Neufelds melodiske figurer. Efter den næsten porøse komposition følger duoen med nummeret “With the Dark Hug of Time”, der med brølende saxofon og nervøst flakkende violin står i smuk kontrast til det foregående nummer. Og selvom sangen munder ud i en blytung og rungende saxofondrone, kan den godt savne en smule af den voldsomme ondskab, som udmærker indspilningen, og som ville have gjort kontrasten komplet.

Efter at have opført det charmerende og flimrende “In the Vespers”, følger to solonumre, som er de eneste, der ikke figurerer på deres album. Neufeld lægger ud med et nummer, der med små rytmiske forskydninger og tematiske variationer trækker tydelige linjer tilbage til den amerikanske minimalisme. Stetson opfølger med en komposition på sin monstrøse bassaxofon. Jeg vil antage, at han har kontaktmikrofoner udstyret på sine instrumentklapper, for måden de runger og etablerer en tung rytme, kan næsten ikke forekomme anderledes. Det er både rytmisk medrivende og sonisk spændende.

Derefter spiller duoen tre afsluttende numre sammen. På trods af koncertens smukke passager og gyngende rytmer kunne et enkelt af disse godt have være sparet væk qua de to musikeres enkle udtryk. Dog kunne det ikke have været det sidste. Afslutningsnummeret “Never Were the Way She Was” var så emotionelt betagende og effektfuldt, at jeg måtte knibe en tåre eller 10. Dette var godt hjulpet på vej af den mærkbare kærlighed imellem de to ovenud kompetente musikere.

Det var en både svævende, rå og rørende koncert som Stetson og Neufeld begik på Gloria. Alligevel kan det være svært at fængsle et roskildetræt publikum med et så minimalistisk udtryk, som duoen fuldkommengør.

★★★★★☆

2 kommentarer

  • Du kneb en tåre eller 10. Ja det var den vildeste oplevelse! Jeg købte deres plade efter koncerten og hørte den 2 gange i træk herhjemme i går aftes. Jeg kan ikke give dem mindre end 6 ud af 6 stjerner :)

  • Hej Sisse,
    Jeg er glad for, at du også havde en god koncertoplevelse – så du mig tude i mørket? :’)
    Der var helt sikkert momenter, jeg også synes var til 6 U’er. Alligevel følte jeg, at koncerten var en anelse lang, og at de godt kunne have sparet et nummer væk. Under andre forhold ville jeg sikkert have haft det anderledes, men når man på festival drøner rundt imellem koncerter 14 timer i døgnet i fire dage, så synes jeg, at det klæder koncerter med meget repetitive udtryk som denne med mindre setlister. Men jeg forstår og har sympati for din holdning.
    Jeg håber du nyder pladen.
    Venlig hilsen Lasse Heide Fjordbo

Deltag i debat