Artikler

Plader vi overså i 2017 del 1

Skrevet af Redaktionen

Traditionen tro samler vi ved årsskiftet op på nogle af de relevante udgivelser, som vi ikke fik anmeldt i løbet af det forgangne år. Det råder vi bod på her.

Kurt Vile & Courtney Barnett: Whole Lotta Sea Lice

Af Martin Colerick

Jeg har længe været fan af både Kurt Vile og Courtney Barnett, og det var derfor med stor forventning, jeg tog imod deres samarbejde. Umiddelbart det perfekte match: Viles slackerrock med Courtneys halv-garagerockede kant. Dejligt tilbagelænet og med en lille smule attitude. Store dele af pladen forløser da også potentialet. Særligt åbningsnummeret ”Over Everything” viser de to musikeres talent for skabe en umiddelbar og ubekymret stemning præget af en vis optimisme. Men også på det lidt mere dystre og rockede nummer ”Fear Is Like a Forest”, hvor Barnett har fået lov at stå forrest, fungerer samarbejdet upåklageligt. Dog er pladen i sin helhed mere tilbagelænet end garage-rocket. Nogle steder kammer det næsten over i lidt for putte-nuttede, hverdagsagtige par-dialoger, som i det noget harmløse nummer  ”Continental Breakfast” og det lidt for fjollede “Blue Cheese”. Alt i alt er Whole Lotta Sea Lice en fin og virkelig behagelig plade at lytte til. En anelse ufarlig, men anbefalelsesværdig.

Arcade Fire: Everything Now

Af Ulrik Høgh

Arcade Fires første fire albums – udgivet mellem 2004 og 2013 – er i min optik en præstation næsten uden sidestykke. Hver for sig nærmest perfekte udgivelser og tilsammen en organisk udvikling af bandets lyd, der især med Reflektors disco noir rykkede sig et pænt stykke fra Montreal-bandets udgangspunkt. Lanceringen af Everything Now var præcis så pompøs og fyldt med meta-lag, som vi forventer af Arcade Fire. Efter udgivelsen blev dette dog hurtigt overskygget af nogle meget kritiske anmeldelser i toneangivende musikmedier. De forbrugerisme-kritiske tekster blev kaldt klichéfyldte og nedladende, og kritikerne savnede oprigtighed og passion i udtrykket. Når et så selvhøjtideligt band endelig træder ved siden af, står folk naturligvis klar til at svælge i fejltrinnene, men var dommen over Everything Now ikke lige lovligt hård? At Arcade Fire fortsat er førende inden for indierock i stadionstørrelse understreges med titelnummeret og ”Creature Comforts”. Sammen med pladens højdepunkt ”Electric Blue” samt det smukke afslutningsnummer ”We Don’t Deserve Love” er det en stribe sange, som kvalitetsmæssigt sagtens tåler sammenligning med de fineste fra bagkataloget. Min største anke mod albummet er, at Arcade Fire for første gang i deres karriere lyder stilforvirrede og uden retning. Som opfølger til den ekstremt stilsikre og originale Reflektor er kontrasterne til at tage og føle på. Everything Now viste, at Arcade Fire bare er mennesker, der også kan lave et album, som er mere end godkendt, men forbandet langt fra perfekt.

King Krule: The OOZ

Af Sofie Rafn

“Overset” er måske så meget sagt om Archy Marshalls anden fuldlængdeplade, The OOZ, som udkom tilbage i oktober. Ikke desto mindre fik den aldrig et par U’er med på vejen fra Undertoner, men en ærefuld omtale kan den lige nå at få med. The OOZ er en komplekst værk, der omfavner et væld af genre. Marshall dykker ned i både punk-jazz, R&B, trip-hop og det stopper ikke engang der. Det genremæssige kaos udgør et udfordrende første lyt. Det er en plade, der kræver lidt tid, men så står de små genialiteter også frem – den lurende basgang på ”Dum Surfer”, den let utunede guitar på ”The Ooz”, og selvfølgelig Marshalls dybe, mumlen ensomhed og fortvivlelse. Archy Marshall er modnet siden debuten 6 Feet Beneath the Moon (2013), men han har fastholdt og endda forstærket den dystre, ulmende æstetik, som han efterhånden er ekspert i. Med sine blot 23 år og helt unikke stemme, der lyder som en britisk Tom Waits, er Archy Marshall fantastisk spændende at følge – giv ham et lyt.

Sir Plastic Crimewave: Feathered Serpents

Af Martin Minka Jensen

Er man velbevandret i den engelske beat, folk og psych-historie, så vil man nok anse gæstemusikerne på denne plade som værende et all-star team. Stewe Krakow udgav i 2017 endelig sit soloalbum. På et af mine favoritselskaber, Sunstone Records, har han udgivet Feathered Serpents under navnet Sir Plastic Crimewave. Med sig til at krydre denne plades rurale og syrede stemning har han folk fra Fairport Convention, Kaleidoscope og det obskure acid-folk ensemble Comus. Sidstnævnte er nok det nærmeste, man kommer en reference på, hvordan Feathered Serpents lyder, dem og så The Incredible Stringband. Musikken er spækket med underlig instrumentering og flip, der sammen med den messende vokal, skaber en okkult og syret stemning.

Stormzy: Gang Signs & Prayer

Af Troels Sørensen

Inden sit debutalbum var han nærmest allerede kronet til den engelske prins af grime. Stormzy tog hele verden med storm sidste år, også her i Danmark hvor han, i støvregn og bar overkrop, fyrede et brag af en koncert af på Roskilde Festival. Der var derfor store forventninger til 2017 og London-knægtens debutalbum. Albummet med navnet Gang Signs & Prayer indfriede heldigvis forventningerne. Inden albummet vidste verdenen godt, at han havde et frygtindgydende flow og en stor sans for grime-numre med speederen trådt helt i bund, hvor man som passagerer er involveret i en al for hurtig og ulovlig køretur. Dette indfrier han på numre som “Big for Your Boots” og “Cold”. Et stort trumfkort for debutalbummet er dog, at Stormzy viser, at han kan mere end at fyre op for en vanvids-grime. På numre som “Cigarettes & Cush”, “Velvet / Jenny Francis – Interlude” og “Blinded by Your Grace, Pt. 2” viser han, at han også har sans for at lave god tilbagelænet R&B. Det gør Gang Signs & Prayer til et rigtig stærkt debutalbum, hvor disse afvekslinger og forskellige stemninger skaber et helstøbt album, og også giver et stort indtryk af manden bag. Stormzy udleverer sig selv som meget mere end en vanvittig grime-rapper. Han tør at vise sine bløde sider, og vi kommer meget langt ind i hans dybeste tanker, hvor et nummer som “100 Bags” virkelig er rørende. På den led udfordrer Stormzy og Gang Signs & Prayer grime-genren, og dens tendens til at være en smule macho-domineret. Han udfordrer den genre han selv, inden for de sidste par år, har været foregangsmand for. Det fortjener et kæmpe klap på skulderen, og personligt har det givet mig en stor respekt for Stormzy som kunstner.

Leave a Reply