Artikler

Plader vi overså i 2017 del 2

Skrevet af Redaktionen

Traditionen tro samler vi ved årsskiftet op på nogle af de relevante udgivelser, som vi ikke fik anmeldt i løbet af det forgangne år. Det råder vi bod på her

Tourist: Wash

Af Troels Sørensen

Bag Tourist er britiske William Phillips, som de sidste par år har markeret sig på den elektroniske scene i Storbritannien. Med supportjobs for Bonobo og Disclosure og nummeret “Run” i FIFA 2017-videospillet, har Phillips fået et mindre gennembrud. I år udsendte han så EP’en Wash, som er et 17 minutter langt, smukt samplet og produceret elektronisk univers, som man ville ønske varede længere. Tag fx åbningsnummeret “We Stayed Up All Night” med dens svævende bas og insisterende synth-figur, og dertil en virkelig flot produktion af gæstevokalisten Adryn. EP’en er som skabt til at høre, når man går hjem fra en bytur, eller kører på motorvejen efter mørkets frembrud. Numrene er reflekterende og eftertænksomme, og der er ingen tvivl om at Tourist har brugt lang tid på disse numre. I “Sleepwalking” har han samplet fuglekvidder og har en flygel og guitar-figur indover, som står i flot kontrast til de nærmest obligatoriske synthflader. På afslutningsnummeret “Hush” har han strygere med, og alt har han selv optaget, spillet og indspillet. Phillips formår altså på Wash, at vise hvor dygtig en komponist han er, og formår ligeledes flot at blande sine elektroniske rødder sammen med popmusikkens grundelementer. Wash er legesyg og samtidig en enorm smuk EP, som er utroligt vanedannende.

Sigrid: Don’t Kill My Vibe 

Af Troels Sørensen

Heja Norge! Det kører for Norge, hvor 2017 nærmest har spyttet stærke kunstnere. En af de mest fremtrædende fra det nye norske kul er 21-årige Sigrid. Hendes debut-EP har allerede sendt hende langt væk fra de norske fjorde og fjelde, hvor interessen for hende er kæmpe stor. Don’t Kill My Vibe er virkelig en lærebog i at skrive gode popsange, og Sigrid viser, at hun mestrer den egenskab. De fire numre på EP’en er stærke popsange, som har en intens og insisterende opbygning som munder ud i bombastiske og episke klimaks, dette gælder især på gennembrudshittet “Don’t Kill My Vibe” og “Plot Twist”. Opskriften er den samme på EP’ens fire numre, og selvom der ikke er den store variation, så virker det stadig, for det er såre simpelt bare rigtig gode popsange med stærke og fængende hooks. EP’en slutter af med den flotte klaver-ballade “Dynamite”, hvor Sigrid også viser hele verden, at hun er en eminent sanger. Du kommer til at høre mere til hende i 2018.

Jefre Cantu-Ledesma: On the Echoing Green

Af Asbjørn Skødt

Anmeldelsen af Jefre Cantu-Ledesmas nyeste plade On the Echoing Green er her ved udgangen af året et – blandt mange – mål, jeg ikke nåede i 2017. Det er dog for mig at se et af de senere års bedste shoegaze/dreampop-udgivelser, og derfor bliver den heller ikke glemt i Undertoners opsamling. Cantu-Ledesma begyndte sin karriere i post-rock bandet Tarentel i 1995 og udgav ti år senere sin første soloplade, der siden er blevet efterfulgt af en række ambient-noise udgivelser. Her skal også nævnes samarbejdet Raum med Liz Harris/Grouper. On the Echoing Green er Cantu-Ledesmas mest tilgængelige plade til dato og en sommerlig eksplosion af sweetness, gule rapsmarker og langstrakte roadtrips. Sange som “Tenderness”, “A Song of Summer” og “The Faun” er støjende drømmepop, når det er allerbedst, og hvor hovedparten af pladens numre er vokalløse, samarbejder Cantu-Ledesma med den argentinske sangerinde Sobrenador på de to førstnævnte. Udgangspunktet for Cantu-Ledesmas støjende, reverbfyldte guitarflader er stadigvæk ambient, men i modsætning til tidligere udgivelser er struktur og rytme markant mere fremtrædende i sangskrivningen. Kunne du lide Slowdives selvbetitlede – omend stemningsmæssigt mørkere – comeback i år, har du med On the Echoing Green endnu en grund til at lade dig opsluge af drømmepoppens eskapisme. Der behøver ikke være lang tid til sommer.

Warhaus: Warhaus

Af Simon Freiesleben

I efteråret blev jeg godt og grundigt forført af den belgiske sangskriver Maarten Devolvere, der under aliasset Warhaus brillerer med sin dybe croonervokal og dystre kærlighedsballader.  Musikalsk bevæger vi os i et barokt popunivers med blæsere, strygere og smudsig jazzklubstemning, mens lyrikken fyger med litterære referencer til blandt andet Brett Easton Ellis’ ”American Psycho” og til de forbudte længsler i ”Lolita”. I længden bliver albummet en anelse ensporet i sit udtryk, men det gør ikke det store, når blot udtrykket er så stemningsfuldt. Hertil er Warhaus’ første album We Fucked A Flame Into Being fra 2016 et fint supplement, da det er en anelse mindre poleret og mere fandenivoldsk. Inspirationen fra forbillederne Cave, Cohen og Gainsbourg er til at føle på, men Devolvere falder ikke igennem. Tværtimod er hans fabelagtige vokal limen, der binder hele albummet sammen. Devolvere fremstår som en vaskeægte trubadur for millennials.

Waxahatchee: Out in the Storm

Af Martin Colerick

I år udkom den amerikanske singer-songwriter Katie Chrutchfields fjerde album. På Out in the storm reflekterer Chrutchfield ubesværet over livet i et langvarigt og ødelæggende forhold, og hun viser endnu en gang, at hun er en formidabel sangskriver. Hun er en mester i at involvere lytteren i hendes følsomme univers, hvor hun veksler mellem det introverte og ekstroverte. På Out in the Storm akkompagneres teksterne for første gang af en mere poleret lydside. Det er stadig amerikansk indie-rock med en snert af punkrock over sig. Men lyden er mere ren end tidligere og mange af sangene har klare og tydelige melodier. Det giver pladen et sammensat udtryk af både introvert melankoli og dyb refleksion over fortiden, men også en del optimistisk lethed der peger fremad. Det sidste skyldes muligvis at John Agnello, som  har været producer for bl.a. Dinosaur Jr. og Sonic Youth, har produceret pladen, samt at store dele af albummet er indspillet live med guitaren i centrum. Ikke desto mindre fungerer det, og Waxahatchee har leveret et af de bedre albums i 2017.

The Myrrors: Hasta La Victoria

Af Martin Minka Jensen

Amerikanske The Myrrors har siden deres debut fra 2008 leveret en lang række udknaldede psykedeliske kvalitetsskiver. Hvis man ser bort fra debuten, så har deres plader været præget af en jam-orienteret stil, der er kommet til udtryk i nogenlunde samme grundform hele diskografien igennem. Det har været solidt, og jeg har nydt deres udgivelser, men havde nok lidt mistet gnisten og gejsten for dem, da de ikke rigtig afveg fra formen. Det gjorde de så lige pludselig med udgivelsen af Hasta La Victoria. Oh boy! Jeg blev nyforelsket igen. Jovist, det er stadig psykedelisk og trippende jam-orienteret syre. Men denne gang er de gået all in på orientalske toner, klarinet, det græske strengeinstrument bouzouki, fløjte og percussion. Med denne nye instrumentering har de kreeret en gryde fyldt med dronet og syret trylledrik.

Læs del 1 af Plader vi overså i 2017 her

Om skribenten

Redaktionen

Placeholder for alle indlæg fra den samlede Undertoner-redaktion.

Er registreret på WordPress.com som undertonerredaktionen.

Skriv et svar