Koncerter

Roskilde Festival 2018: Det så vi også! Part 1

Unge Superorganism er vidst ikke færdige med at optjene lærepengene, der skal til for at spille vellykkede festivalkoncerter. Foto: Jordan Hughes

Undertoners udsendte festivalhold er klar med en opsummering af, hvad der også blev lyttet til på årets Roskilde Festival. Denne rummer udvalgte koncerter fra tirsdag, onsdag og torsdag.

Roskilde Festival er med sine knap 200 koncerter et bæst af en festival, og selvom vi forsøger at udvælge de mest interessante koncerter til anmeldelser, så ser Undertoners udsendte skribenter altid langt flere gode koncerter, end de kan nå at skrive hjem om. Det betyder dog ikke, at de ikke fortjener at få ord med på vejen, så nu samler vi op på dem her – med hjælp fra resten af redaktionen.

Ben Frost, Roskilde Domkirke, Tirsdag kl. 21.00
Tirsdag aften fik festivalpublikummet en unik mulighed for at tyvsmage på en af hovedprogrammets mest interessante kunstnere uden for festivalens vante rammer; støjkomponisten Ben Frost besøgte nemlig Roskilde Domkirke. Bag domkirken holdt to lastbiler parkeret, og indenfor var deres indhold sat op for at gøre klar til Frosts ambiente lydlandskaber. Vi fik udleveret ørepropper før koncertstart og det viste sig at være nødvendigt. For lyden var enorm. Forsøgte han virkelig at styrte de ældgamle hvælvinger i grus? Eller var det en påkaldelse af noget guddommeligt? Det lød som en kombination af jordskælv, de syv plager og en nedstyrtende himmel. Det var forunderligt at opdage, hvor mange lag der kan være i det helt sjælerystende dybe register. Det var lige så knoglerne i kroppen vibrerede og raslede i sære mønstre, og til sidst sang med som en dirrende antenne for Frosts forsøg på at hive ånderne og selve tiden ud af domkirkens metertykke mure. Lyde ændrede ganske umærkeligt karakter, og vi befandt os helt oppe i de ultratynde, sfærisk lag, før vi igen styrtdykkede ned i de subsoniske dybder for undervejs at brage gennem lydmuren ned i en ny dimension. Til sidst sad vi alle og dirrede i skøn samdrægtighed, mens vores rumskib afsøgte de fjerneste afkroge af universet, udørker og desperat forladte hjørner, hvor tomheden var enorm og smuk og altædende og med ét afløstes af florlette strygere, på en langsomt brummende bund fra maskinrummet, hvor Ben Frost stod med sin lysmand og var ét med maskinerne. Kaptajn på vores odyssé.

Det var fysisk krævende at deltage i denne odyssé. Det var her fårene skiltes fra bukkene, da flere var nødt til at forlade domkirken. Blev man hængende, var man det helt og aldeles på Ben Frost præmisser. Ben Frost var kunstneren, og Ben Frost var kompromisløs. Han leflede ikke for den gode smag, og han gjorde ikke som man bør – og gud ske tak og lov for det. En forunderligt vild, stille og utopisk aften i Roskilde Domkirke.
JT

Læs anmeldelsen af Ben Frosts koncert på Avalon her.

Eminem, Orange Scene, Onsdag kl. 22.30
Jeg skal indrømme, at jeg var skeptisk inden Eminems koncert på Roskilde Festival. De seneste udgivelser har været én lang nedadgående spiral, der hidtil er kulmineret med det gudsjammerligt dårlige Revival. Men jeg var også nysgerrig. For uanset hvor sluknet Eminems kreative flamme efterhånden er, så er han stadig manden, der startede karrieren med at udgive tre af hiphoppens klassiske albums i streg. Og samtidig havde Roskilde Festival været så venlige at stryge så godt som alle koncerter, der kunne true med at stjæle opmærksomhed fra deres programmæssig guldfugl, så selvfølgelig indfandt jeg mig på plænen foran Orange Scene med 100.599 andre sjæle – og det var faktisk bedre end jeg havde turde håbe på. Det vil sige; de nye sange er stadig (mest) elendige. Men de var fremført af en vital og tændt Eminem, der faktisk lød som om, at han havde lyst til at være på scenen. Og så fik han lige flashet, at selvom den kreative kræft for længst er udtømt, så kan han altså stadig rappe. Efter “‘Till I Collapse” listede jeg lige så stille af for at stå godt til Nine Inch Nails, men Eminem var slet ikke det selvmål for Roskilde Festival, som man kunne have frygtet.
SF

Black Star, Arena, Torsdag kl. 14.00
Black Star var måske min mest skizofrene koncertoplevelse på Roskilde i år. Det startede rædderligt ud med en halv times sløjt DJ-sæt inden stjernerne Mos Def & Talib Kweli kom på scenen. Da de så endelig dukkede op virkede de ret baskede og afdankede – men pludselig var det som om, at de begyndte at vågne op. Flowet flød bedre, de supplerede hinandens vers og Mos Def levede op til sit ry som entertainer med en heftig omgang salsadans på scenen. Efter hitsene fra Black Star var blevet fyret af, var det dog som om, at de to hiphoppere igen mistede fokus og begyndte at lalle rundt på scenen. Hvis jeg skulle have givet gruppen karakter, var vi nået hele spektret rundt undervejs i koncerten. En overraskende mindeværdig koncert i betragtning af hvor middelmådig den egentlig var.
SF

Superorganism, Gloria, Torsdag kl. 18.30
Jeg kan virkelig godt lide Superorganisms tilgang til popmusik, deres samples fra videospil og forsangeren Oronos monotone, uimponerede vokal. Hendes stemme er øjet i den pop-psykedeliske og til tider støjende lydorkan. Desværre kom ingen af disse styrker til udtryk under Superorganisms debutkoncert på Roskilde. I stedet blev lydproblemer det store tema under hele koncerten. Det var nærmest umuligt at høre bandets mange samples, og guitaren overdøvede vokalerne i de fleste numre. Foruden forsangeren tæller Superorganism tre korsangere., og under fjerde nummer døde Oronos mikrofon helt, hvorefter hun stormede hen og lånte en af korsangernes. Efter nummeret gik der ti minutter uden musik mens lydteknikerne arbejdede på problemerne. Her viste Orono dog godt, at hun kunne improvisere. Hun afholdt Q&A med publikum og slog vejrmøller på scenen. Lyden blev desværre ikke bedre, og det forlod publikum mere undrende end imponerede. Orono måtte nogle gange også stoppe helt med at synge, fordi hun skulle trække luft ind. Desværre blev min første koncert med Superorganism ikke helt som jeg havde håbet på. Dog vil jeg til hver en tid give dem chancen igen, for jeg synes faktisk, at de har noget helt specielt at byde på.
TS

Stormzy, Arena, Torsdag 23:45
To år efter grimerappens helt store “don” spillede på Apollo i silende regnvejr for et moshpittende publikum, vendte han torsdag aften tilbage for at gentage succesen på Roskilde Festival. Man kunne mærke og forstå på Stormzy, at det var en koncert, der betød meget for ham, da han gentagende gange gav udtryk for, at Roskilde har et specielt sted i hans hjerte. Videoen fra Apollo-koncerten blev nemlig et springbræt for det brede internets bevidsthed om grime-genren og dens stærke kræfter. Med hits som “Shut Up”, “Know Me From” og “Big for Your Boots” udfordrede Stormzy publikum til en moshpit-konkurrence med en attitude så hård, at man godt kunne se, at de deltagende ville give alt, hvad de havde i sig. Fra første sang blev der dannet menneskelige korncirkler, som kollapsede ind i sig selv i takt med sangenes drops, bare for atter at genopstå sekundet efter. Stormzy var præcis den ubetingede grimefest, jeg havde håbet, og den britiske MC viste det gennem sin strålende taknemmelighed og kompromisløse rap.
JM

Leave a Reply