Plader

Deerhunter: Why Hasn’t Everything Already Disappeared?

Deerhunter lyder friske og revitaliserede på sit ottende udspil, der er ufortrødent og ubesværet tro mod sig selv.

Lad det være sagt med det samme. Why Hasn’t Everything Already Disappeared? er ikke albummet, hvor Atlanta-bandet genopfinder sig selv, ej heller et nyt mesterværk. Alligevel lyder pladen mere som “klassisk” Deerhunter end de foregående to plader, og stilistisk trækkes der tråde til både Halcyon Digest, men også de mere eksperimenterende passager på hovedværket Microcastle, og Weird Era Cont., uden dog helt at nå fordums højder. Men det betyder egentlig ikke så meget for helhedsindtrykket, for gruppen virker ufortrødent optaget af nutidens problemer på et album hvis ideologiske hjerte er optaget af faren ved at romantisere fortiden.

Amerikanske Deerhunter har et meget flot bagkatalog, men en ny plade med bandet i 2018 betyder ikke længere det samme for forventningerne, som det gjorde i årene efter udgivelsen af Halcyon Digest fra 2010. Albummene efter dette eminente art-popmesterværk har givetvis ikke haft helt samme pondus, men er gode albums i sig selv – fra garagerocken på Monomania til lettere overproduceret indiepop på Fading Frontier har der i hvert fald ikke manglet vilje til at prøve nyt, ej heller gode sange.

Alligevel føles Bradford Cox og co. på den nye plade revitaliserede. Disappeared? glider ubesværet frem med sin stringente instrumentering og let fordøjelige popstykker (“Element” og “Futurism”), ledsaget af velkomne détours ind i kraut-rock-land alá side to på David Bowies Low. Tilføjelsen af cembalo og saxofonens genkomst bevirker samtidig, at pladen overordnet set føles varieret og heterogen.

Cirka halvvejs på pladen messer en metallisk stemme på “Détournement” »Good morning to Japan, and the eastern sunrise, over these majestic cliffs« over et par kølige synthesizers og lyder som en rejsereklame fra en svunden tid, der er vendt på vrangen.

Men Cox’ tekstunivers har altid været esoterisk og præget konceptuel besættelse, og Disappeared? er ingen undtagelse. Det bliver tydeligt allerede i pressematerialet, der beskriver albummet som en refleksion over tings forsvinden, være det sig kultur, natur eller civilisationen i det hele taget, samt en statusopgørelse over nutidens popmusik. Umådeligt prætentiøst, men med Cox som frontmand ville man ikke ønske sig det anderledes.

Kraut-inspirationerne, der i Deerhunter-regi egentlig ikke er noget nyt, kommer tydeligst til udtryk på den instrumentelle “Greenpoint Gothic”, og samtidig lyder klokkespillet på “Tarnung” og førnævnte som løftet direkte ud af et Steve Reich-sæt. Måden bandet tager inspirationerne i brug er mindre subtil end på deres tidligere udgivelser, og der er nok en iboende pointe heri, når en plade så unægtelig funderet i (og kritisk overfor) nostalgi, faktisk ender med at lyde tilbageskuende. For selvom albummets lyriske idéer tager sit omdrejningspunkt i samtiden, er instrumenteringens stemning på Disappeared? trods alt mere retrofuturistisk, end den er visionær.

I sidste ende svarer Disappeared? ikke rigtigt på nogle af de spørgsmål, som Cox og co. rejser, men maler sig snarere som et dommedagsscenarium end en egentlig protest. Til gengæld gør gruppen alt det, de er gode til med sin charmerende excentrisme i behold og tillige mere overbevisende, end de længe har gjort det.

“What Happens to People” med sit synkoperede og legende klaverspil, samt “Nocturne” med Cox’ hæse og itu-revne vokal, står som pladens tinder. Hvor førstnævnte repræsenterer det tilgængelige og poppede, repræsenterer sidstnævnte det eksperimenterende, music concréte-inspirationen, der udforsker lyden af et maskineri, der disintegrerer. For min skyld kunne de have fokuseret endnu mere på 70’er-weirdness og udknaldede passager, men der er selvsagt også en styrke i den tilbageholdenhed, som Deerhunter har eksekveret, siden de for alvor begyndte at skrive pop-sange.

Disappeared? forbliver måske et åbent spørgsmål og vil måske virke overflødig for nogle lyttere. For selvom bandet igen lyder veloplagte, og materialet er tilfredsstillende at lytte til, er bandets soniske udvikling stadig subtil, og der er groft sagt tale om mere af det samme. Men der er samtidig tale om en god og veludført plade, og det er længe siden Deerhunter har behøvet at retfærdiggøre sin egen eksistens. Det er endnu for tidligt at sige hvordan Disappeared? med tiden kommer til at rangere overfor bandets øvrige plader, men på dette sammenhængende og veludførte udspil, er det som om de kommer bare en smule nærmere den svimlende kvalitetshøjde, de nåede i slut 00’erne.

★★★★½☆

Om skribenten

Kasper Emil Foldager Nielsen

Biografi:

Min musikalske interesse spirede ud af en pludselig og hovedkuls forelskelse i pop-punk og emo-bands fra 00'erne i mine tidlige teenageår. I mine gymnasieår hørte jeg mest Radiohead, men blev introduceret til et online musikforum, hvor jeg hurtigt blev suget ned i en malstrøm af de obskure udgivelser, boardets nørder begejstrede sig over.
Denne ny fagre verden overvældede mig, og gjorde det muligt at søge ud i de genremæssige afkroge. På den måde er min musiksmag præget af internettets endeløse muligheder for musikalske oplevelser.
Selvom min kærlighed til indierocken nok er størst, forsøger jeg at lytte til lidt af hvert.

Ti favoritalbums:
Cocteau Twins: Heaven or Las Vegas
Stars of the Lid: Tired Sounds of Stars of the Lid
Built To Spill: Perfect From Now On
Van Morrison: Astral Weeks
Guided By Voices: Bee Thousand
Kanye West: My Beautiful Dark Twisted Fantasy
Talk Talk: Laughing Stock
Dinosaur Jr.: You're Living All Over Me
Destroyer: Kaputt
The Replacements: Let It Be

Skriv et svar

boeger