Koncerter

Kogekunst, 23.11.19, Alice, København

Foto af Daniel Nielsen
Skrevet af Daniel Niebuhr

Uanset hvor meget vi hyggede os i selskab med Kogekunst, der havde inviteret indenfor til releasefest på Alice, nåede vi aldrig helt tidligere tiders topniveau i løbet af en koncert, som af og til manglede både skarphed og koncentration.

Kogekunst på et udsolgt Alice en forholdsvis kold lørdag aften. Hvis det lyder bekendt, så giver det fin mening. Og hvis forventningerne tilbage i februar – både på baggrund af debuten, Sexede, og ikke mindst de føromtalte, udsolgte rammer  – føltes høje, var de om noget endnu større denne her gang. For siden da og gennem det mest af 2019 har Oskar Krusell og Simon Wetterstrøm fra scenekanten nemlig igen og igen og igen bevist, at de er som ingen andre herhjemme. Senest har de sat yderligere punktum under netop dét med endnu en fuldlængdeudgivelse, der i min optik på alle måder overgår forgængeren.

Det var da også LALA, vi var samlet på Alice for at fejre, mens folk så småt stimlede sammen indenfor i den tidligere gymnastiksal i den nørrebroske baggård til særegne toner af blandt andet Eilert Pilarm, Ata Kak og Konono Nº1. Og lad det være sagt med det samme; det blev aldrig hverken helt fortryllende, sådan som det ellers kan være (og har været), men i stedet til tider rodet og usammenhængende i de lidt for familiære rammer. Den ydmyge Sexede-åbner, “Køkken”, lagde for efter nogle tekniske problemer, som vist involverede nogle telfonsvarerbeskeder – måske/måske ikke helt ulig samme indslag som på fuldlængdedebuten – og formåede trods alt at sætte retningen for nytilkomne i Kogekunstland; samt etablere status quo for de allerede indviede. Og for dem, der stadig ikke var bevidst om, at “A-4 flue” er blandt duoens allerbedste kompositioner, blev det umiddelbart efter slået eftertrykkeligt fast – sågar brillant med “Kuffertlignende” klemt ind midt i det hele, før vi vendte tilbage til sidste vers af “A-4 flue” igen.

Men så var det også, som om noget af fokus røg oppe på scenen, hvor først “Honeymoon” og sidenhen begge kapitler i “Saltvand”-skæringen led under en vis mangel på koncentration. I begge tilfælde lod Krusell til at rode rundt i lyrikken, af og til haltede den fælles timing og forståelse, mens en lige lovlig stor del af 12-minutterudgaven af “Saltvand” druknede i meget lange jamstykker. Og selvom free form-æstetikken og improvisationsvenligheden i Kogekunsts sange i den forbindelse kan fungere som et fint sikkerhedsnet, reddede det dog ikke denne sekvens fra at fremstå unormalt sløset.

Heldigvis fulgte LALAs skæve titelnummer op med at sidde lige så præcist i skabet, som man kunne have håbet på, mens Wetterstrøm og Krusell – sidstnævnte nu nærmest obligatorisk i undertrøje – greb opgaven an med den perfekte balance af overblik, overskud og løssluppenhed. Det samme gjorde sig også gældende på “Menneskekender” og den sagte, smukke “Uanset Lys”, der i sig selv stadig føles nærmest helt uvirkelig i Kogekunsts skæve univers. Hvis man derudover manglede synligt bevis på, at Kogekunst efterhånden har sneget sig grundigt ind under huden på Musikdanmark, leverede både “Syvmileskridt” og “Hun kan ikke sove” sporadisk fællessang som opvarmning til en decideret en af slagsen på “Kan ikke vente til i morgen”, hvorefter duoen oprigtigt lod til at være overvældet af ren benovelse over publikumsreaktionerne, efter de igen havde trukket fulde sale her i København. Som en kærkommen overraskelse kvitterede de således med “Hvorfor”, som jeg personligt har savnet til tidligere Kogekunst-koncerter, men hvor der hist og her også var en anelse slinger i valsen at spore; ikke mindst under spoken word-mellemstykket efter andet vers.

Noget nyt – som allermest gav associationer til de helt gamle, skramlede Kogekunst-dyder som eksempelvis “Disko”, der er at finde på den selvbetitlede debut-EP fra 2014 – blev det også til; anført af et stramt diskobeat og »pop love«-refrain, der dog nærmest ikke syntes at bidrage med særlig meget andet end at trække koncerten i langdrag, før vi akkurat som sidst sluttede med den som altid eminente, skrøbelige “Le”.

Så nej, det var ikke Kogekunst på et legende, skarpt, absolut topniveau – dertil var der lige lovligt mange ukoncentrerede øjeblikke. Men det bliver omvendt  heller aldrig decideret kedeligt at bruge en aften i selskab med Oskar og Simon. De hygger sig, vi hygger os, og med så divers en palet af musikalske muligheder, handler det nok i allerhøjeste grad for duoen om at skære endnu dybere ind til benet af deres livemæssige kunnen. Det bør der i hvert fald ikke være den mindste tvivl om, at de sagtens kan mestre.

★★★★½☆

Fotos af Daniel Nielsen / www.frozenpanda.com

Skriv et svar