Årets bedste plader

Halvåret, der gik på Undertoner – del 2

Tværfløjte, housebeats og et knugende koncertsavn dominerer den næste håndfuld Undertoner-skribenters musikoplevelser fra årets første seks måneder.

(Læs også første del af vores skribentserie om første halvdel af 2020)

Simon Freiesleben

Ordet er frit, og jeg vil gerne bruge det til at sige noget, der måske er banalt, men som har fyldt meget. Jeg savner at gå til koncerter. Jeg ved ikke, om man kan kalde det for koncertsult, men jeg savner simpelthen at stå tæt sammen i en folkemængde og mærke, hvordan musikken rammer os og påvirker os som kollektiv masse i et giveand-take med musikerne. Jeg savner sågar den evindelige trafik imod og fra scenen, der giver enhver koncertskare en form for pulserende liv – som om vi er én stor organisme, der ånder og lever.

Misforstå mig ikke: Der er også en kæmpe glæde i at dykke ned i en god plade og fortære den fra ende til anden – men det er ikke det samme. I en optimal verden eksisterer de to side om side. Især fordi en god koncertoplevelse på så mange måder kan være med til at hæve ens forståelse og nydelse af en studieudgivelse.

Det sidste har jeg tænkt en del på i forhold til den sidste koncert, jeg var til inden det famøse pressemøde den 11. marts. Det var med Blanck Mass og The Comet is Coming på Vega, og særligt førstnævnte er jeg blevet ved og ved med at vende tilbage til på pladeform siden da. Både fordi det er en god plade, men også fordi den rummer noget af den samme fandenivoldskhed og overrumplende støjniveau i sit lydmix, der sender mig direkte tilbage i menneskemængden foran scenen på Lille Vega.

Når jeg tænker tilbage på første halvår af 2020, så vil jeg altid huske det som dengang, hvor jeg var koncertredaktør på et musikmedie, der ikke havde nogle koncerter at dække i månedsvis. Flere har forsøgt sig med virtuelle alternativer, men på trods af digitaliseringens ustandselige fremmarch, så har ingen rigtig knækket koden endnu. Det er der næsten noget betryggende over.

Nu står vi over for en hel sommer uden festivaler. Vi har måtte vinke farvel til Heartland, Roskilde, Northside og Copenhell – og alle de andre. Men vi står ikke over for en sommer uden koncerter. Heldigvis – selvom sundhedssituationen stadig betyder, at vi skal gå til koncerter på en ny måde.

Spillestedet Alice i København er allerede en darling her på redaktionen for deres evne og vilje til at booke grænsesøgende og eksperimenterende musik. Senest blev de såmænd også blandt de første til at åbne op for live-musikken igen. Det sker i en såkaldt sommerserie, hvor en række koncerteftermiddage afholdes i gården ved spillestedet. Det bliver dog kun med op til 100 siddende publikummer, men mon ikke, der alligevel vil være koncerthungrende københavnere, der får øjnene op for den lille musikoase?

Planerne for genåbningen af Danmark rykker sig hele tiden, men selvom politikerne har meldt ud, at vi til august vistnok må samles 200 mennesker til et arrangement, så står det klart, at det har lange udsigter, før vi igen kan genoptage vores normale koncertvaner.

Selvom musikåret 2020 har budt på mange stærke pladeudgivelser – blandt mine favoritter er Perfume Genius, Yves Tumor, Run The Jewels og Shabaka & The Ancestors – så har min definerende musikoplevelse i den første halvdel af det første år i det nye årti været følelsen af fravær. Fraværet af forventningens opsparede glæde, fraværet af forløsningens brusende eufori og fraværet af den tomme, summende fornemmelse i kroppen, når en god koncert eller festival er overstået.

Fraværet er dog også med til at minde os om, hvad det betyder at samles om en passion til musikken på tværs af landets spillesteder og festivalpladser. Lad os huske det og tage det med os fremover. Så skal vi nok nå at kompensere for det fortabte koncertforår 2020.

Sofie Guldager Rafn

Det nye årti har budt på udskudte albumreleases og aflyste koncerter, hvilket for mig har betydet et nostalgisk kig tilbage på gamle udgivelser og et dyk ned i en for mig uudforsket genre. En genre, jeg altid har haft et lettere anstrengt forhold til og derfor aldrig har udforsket, er house. Kombinationen af 4/4 beats og synthesizerriffs har givet mig uheldige associationer til lysstofrør og kedelige prøverum i kliniske butikker. Men jeg var klar på at give house og diverse subgenrer (tilgiv mig, hvis jeg genrebedømmer forkert – jeg ved, det er ømtåleligt) et forsøg, og med masser af kvalitetstid med mit anlæg udnyttede jeg chancen for at gå på opdagelse.

Min tur rundt i verdenen af break-downs, build-ups og et antal beats per minute, der passer til en god joggingtur, bragte mig forbi alt fra Hunees jazz- og discoinfluerede produktioner til Carl Craigs mere industrial- og technoinspirerede udgivelser. Af de bedre lytteoplevelser fandt jeg Ross from Friends’ You’ll Understand-udgivelse fra 2017, hvor særligt numrene “Talk to Me You’ll Understand” og “Bootman” talte til mit indie-hjerte med deres lo-fi produktioner. I samme boldgade faldt jeg ligeledes for Hidden Spheres EP Waiting fra 2015, som med en lækker, sommerlig soul-vibe har været et skønt soundtrack til forårets solbeskinnede dage. Samme pladeselskab bag Waiting, Lobster Theremin, udgav i 2013 Equation af Berlin-DJ’en Palms Trax, der også er leveringsdygtig ud i dansevenlig house, omend titelnummeret, ”Equation”, lyder lidt som noget, der vil kunne høres i en af førnævnte tøjbutikker.

Uanfægtet associationerne, som jeg indrømmet havde svært ved at slippe, har jeg altså crushet lidt på mekaniske beats og forestillingen om at stå skulder ved skulder på en klub (en scene, jeg ellers ikke har frekventeret synderligt ofte) og danse i små kontrollerede ryk til Peggy Gou uden frygt for kropsvæsker og smittefare.

Jens Trapp

I mangel på livekoncerter og også ved at være en anelse lang i hovedet af at livestreame koncerter uden publikum, selvom de såmænd kan være interessante nok – tag Steen Jørgensen i Cisternerne eller The Courettes’ aften med fed energi og kabelproblemer, som de tog i stiv arm – har jeg taget et dyk ned i bagkataloget. En historisk, videovoyeristisk rejse med kun ét bærende princip; at lade svinkeærindet føre mig. Det har det da også gjort i en flikflakkende kurs ned igennem materialet med følgende højdepunkter:

Robert Fripps fremragende guitararbejde i 1977 på David Bowies ”Heroes” førte mig dybere ind i Fripps univers. Mest interessant er nok hans engagement i King Crimson. Han var med til at starte bandet i 1968 og gendannede det i 1981 med Adrian Belew, Bill Bruford og Tony Levin. Denne inkarnation af bandet indspillede tre glimrende albums, og det var også det band, jeg stødte på i en koncert fra München i 1982. Man skal måske nok abstrahere fra det tidstypiske 80’er-look og muligvis også springe det første nummer over, der bliver lige elektronisk og polyrytmisk nok, men så får man også en ganske fremragende oplevelse, hvor Robert Fripp indtager en lidt tilbagetrukket position.

Var Robert Fripp tilbagetrukket i dén sammenhæng, så var Adrian Belew til gengæld så meget mere . Belew har – i lighed med Fripp – haft en lang og interessant karriere. Han var her og dér og allevegne dengang. Sideløbende med King Crimson debuterede han solo med Lone Rhino i 1982.  Før både solokarrieren og engagementet i King Crimson spillede Belew med bl.a. Talking Heads og David Bowie på sidstnævntes Isolar ll Tour, som resulterede i livealbummet Stage, (senere spillede han også med Laurie Anderson og Nine Inch Nails). Brian Eno, som skulle have været med på Bowie-turnéen, havde anbefalet Belew efter at have set ham med Frank Zappa, som igen havde fundet Belew i et Holiday Inn-loungeband, der spillede Rolling Stones covers.
På Zappas dobbelt-LP Sheik Yerbouti fra 1979 er det Belew, der laver Bob Dylan-parodien på nummeret ”Flakes”, udover at spille guitar. Det er også ham der synger ”Jones Crusher”.

Nogle år forinden stod der en excentrisk dude med rød bowlerhat og tværfløjte på scenen i The Capital Centre lidt uden for Washington D.C. i Maryland. En næsten to timer lang koncert med Jethro Tull, der virkelig sparker røv, so to speak. Det er gakket, tight og virkelig fedt, når først bandet får spillet sig varmt. Martin Barre skyder en lækker guitar af, der sine steder er helt heavy på den dér proggede måde, der var så hipt i slutningen af 70’erne.

Forsanger Ian Anderson var en stor beundrer af Zappa, mens Zappa ikke brød sig om Jethro Tull. Ikke desto mindre bad Zappa, da han var i terminalfasen af den kræftsygdom, der tog livet af ham, om at tale med netop Ian Anderson. Anderson indtastede Zappas nummer et par gange, men endte med IKKE at ringe op, fordi han ikke vidste, hvad han skulle sige til en døende mand, der ovenikøbet ikke kunne lide hans musik. Få dage efter døde Zappa. Hvad, han ville Anderson, vides ikke.

Leave a Reply