Koncerter

Death Machine, 12.06.21, Loppen, København

Foto: Mathias Kristensen

Death Machine gæstede Loppen, hvor de trods ubarmhjertig lyd spillede smukke atmosfærer frem. Og så sluttede de af med et klimaks, der gerne måtte være indtruffet noget tidligere.

Death Machine er det sympatiske band med det drabelige navn, der laver nordisk indiefolk med et twist af electronica. De udgav i 2019 et fantastisk album med titlen Orbit, som jeg har glædet mig til at få anledning til at høre spillet på en scene – og i går kom den anledning, da de gav koncert på det gamle loftsværelse Loppen på Christiania.

Aftenen blev åbnet af Schön Schein, der spillede fem varme og forsigtigt jazzede landevejssange som opvarmning. Setuppet var simpelt: mikrofon, jazzguitar og singer/songwriteren selv. Julie Dybvad, som hun hedder, kvinden bag navnet Schön Schein, åbnede med et forsigtigt, blueset riff og en kærlighedssang. Det spinkle setup gjorde, at reallyden – som der er masser af på Loppen; knirkende døre, knagende gulvplanker og småsnak fra baren – blandede sig med den stille americana, og det kunne næsten ikke have været bedre. Julie Dybvads vokal løftede stilsikkert og let stemningen i det allerede muntre loftslokale, og var en oplagt opvarmning til hovednavnet.

Death Machines lyd er i teorien meget forenelig med den, som Schön Schein slog an – blød folk med inderlige tekster og rødder i lige dele americana og nordisk folkemusik – men setuppet var et helt andet, da aftenens hovednavn efter en mindre pause gik på scenen.

Kun Simon Christensen, bandets pianist, synthezist og ambient-mand, sidder på scenen i begyndelsen, en tynd søjle af røg slanger sig opad bag hans ryg. Svagt buldrene, atmosfæriske toner siver ud af højtalerne med tiltagende kraft og overtager rummet i en langstrakt crescendo. Cue: Death Machine. Ambientmanden får selskab på scenen af forsanger Jesper Mogensen, bassist Morten Ørberg, trommeslager Sven Busck og korvokal Julie Dybvad (ja, hende fra Schön Schein).

Og så bliver vi ramt af en mur. Muren er lavet af dybe, tunge trommer og en bas så voldsom, at den får glassene henne bag baren til at klirre.

Desværre er der ubalance i lydbilledet, og den hænger ved i hvert fald gennem de første tre numre. Den store overvægt i de dybe frekvenser gør, at alt andet end bas og trommer lyder mudret – hvis det overhovedet kan høres. Det er rimelig ubarmhjertige vilkår for et folkband, hvis smukke atmosfæriske keys og akustiske guitarlyd udgør nogle af de vigtigste elementer i sangene. De mørke og dunkle elementer, der ellers er med til at gøre Orbit til det smukke album, det er, træder frem – men de fungerer desværre ikke uden resten.

På det fjerde nummer, ”Someday” får vi vejret igen. Sangen er en lille, dynamisk perle, klaveret spiller varmt og ømt, og for første gang kan man høre hvor flot Jesper Mogensen og Julie Dybvads stemmer harmonerer.

Kvaliteten af lyd og dynamik svinger imidlertid frem og tilbage hele koncerten igennem, og det går ud over oplevelsen når de små og nogle gange ret store detaljer mudres eller helt forsvinder fra sangene. Det er synd i et ellers virkelig velspillet numre som “Mask”, hvor man næsten ikke kan høre hooket. Samtidig hersker der en lidt søvndyssende stilstand på scenen – de fem musikere udstråler en stor velvilje og taknemlighed, men jeg savner lidt, at de mister kontrollen, gakker ud, eller gør noget overdrevet.

Faktisk når koncerten først sit klimaks på aftenens allersidste nummer, den nye single ”Papercuts”. Her er det som om, noget vildt vågner i bandet. Nummeret er voldsomt, fængende og musikerne giver virkelig slip, når de kaster sig ud i et langt intermezzo, hvor den rå lyd bare får lov til at smadre ud af højtalerne. Ambientmanden får selskab af Julie Dybvad bag sine keyboards, og selv forsanger Jesper Mogensen vandrer lidt væk fra sin fasttømrede plads foran mikrofonstativet på omkvædet »I make the rules now«.

Man bliver pludselig mindet om, at Death Machine jo faktisk hedder Death Machine. Smuk finale! Men jeg kan kun ærgre mig over, at den overlegenhed ikke dukkede op noget før. Energien og legen kunne virkelig have pumpet noget liv ind i resten af sangene, ligesom det var befriende med et opbrud i den ellers meget stive opstilling på scenen, hvor hver mand dækkede hver sin plads og ikke mere end det.

På et spektrum over dynamik er Death Machine klart bedst i ekstremerne: det helt stille og det helt smadrede. Det fik vi på sange som “Someday”, “Isle Of Mine” og “Papercuts”, hvor gruppen præsterede en knivskarp evne til at skabe atmosfære. Men flere potentielt smukke øjeblikke veg tilbage for den mudrede lyd og den energi, der vågnede på det allersidste nummer, måtte gruppen godt have taget med helt fra begyndelsen af aftenen.

★★★½☆☆

Fotos af Mathias Kristensen

Skriv et svar