På Roskilde Festival opstår der ofte en helt særlig stemning til dagens tidligste koncerter – især ved koncerter i den blødere ende af spektret. Det skete så sent som i går, da ydmyge Haley Heynderickx og hendes lille band forførte de allermest morgenfriske festivalgæster på Gloria. Derfor havde jeg skruet mine forventninger i vejret, da jeg skulle se Marlon Williams.
Den unge singer/songwriter serverer nemlig en tyk, musikalsk sydstatsgumbo bestående af blues-rejer, country-pølser og americana-krydderi – og så er han noget så eksotisk som en newzealandsk country/blues-sanger. Noget han fik understreget med flere karakteristise udtryk såsom »mate«, der blev sagt i en lind strøm. Desværre havde han ved sit besøg på Roskilde Festival valgt at, for at blive i analogien, smide lidt for mange udkogte farrock-kartofler ned i den musikalske stuvning.
Derfor blev man til at starte med rimelig skuffet over Marlon Williams, hvis man havde forventet en blød start på dagen med vuggende americana-stemning og udtryksfuld soul. Det var nemlig overraskende rocket, og det hårde udtryk stod klart allerede på åbneren ”Come to Me” fra dette års Make Way For Love. Generelt blev sangene i de første små 40 minutter fremført i rimelig hårdt rockende udgaver; ja, der var sågar plads til guitarsoloer. På scenen var han suppleret af tre musikere. Yderst til højre var ensemblet flankeret af massiv kontrabas – altså en art Checkovs kontrabas: Når først man har introduceret en kontrabas, så skal den fyres af.
Og fyret af; det blev den allerede i anden sang. Generelt spillede Williams’ bandkammerater ganske godt sammen – jeg nød især de smukke vokalharmonierne mellem de to yderst placerede musikere, der både spillede på violin, bas, synthesizer, kontrabas og sang kor. Marlon Williams stod selv i front og skiftedes mellem country- og elektrisk guitar, når han altså ikke sad ved klaveret og croonede. Williams er velsignet med en gudsbenådet stemme, der både kan ramme de helt høje toner og svøbe sig om publikum i en behagelig dyb bariton.
Det lidt gumpetunge rockudtryk klædte dog ikke størstedelen af Williams numre – den sjælfulde ”Dark Child” manglede nuancer, der gør den så levende og indfølt på pladeindspilningen. Den 27-årige newzealænders sanger tiltvang sig ikke rigtig publikums opmærksomhed. I stedet begyndte mange at stå og sniksnakke. De forstummede dog med ét, da Williams fremførte et rigtig fint cover af ”Carried Away” – en sang som Barry Gibbs fra Bee Gees skrev til Barbara Streisand, men som hun kasserede. På dette tidspunkt i sin karriere er Williams nok i virkeligheden en bedre sanger end sangskriver.
Til Williams fordel skal det siges, at koncerten faktisk sluttede faktisk rigtig fint med en sidste tredjedel, der viste flere nuancer med stille og sjælfulde numre frem for tomt rockbulder. I sidste ende blev jeg dog aldrig rigtig overbevist om, at den unge, flotte newzealænder med sangtitler som ”Partyboy” kunne tappe ind i den nerve og smerte, som countrygenren lever af. De allerbedste countrysange handler om utroskab, druk og mennesker der går i hundene. Desværre fremstod Williams take på genren mest af alt som en fad pastiche.
