Plader

Shitkid: Sort Stjerne

Svenske Åsa Söderqvist har trukket stikket for sit Shitkid-alias med et dobbeltalbum, hvis materiale spænder over hele Shitkids karriere, men som med 23 numre også bliver for kvalitetsmæssigt svingende.

Shitkid har siden udgivelsen af sin første EP i 2016 været en stabil leverandør af fandenivoldsk, svensk punkrock. Det er slut nu. Tilsyneladende ud af det blå har kvinden bag, Åsa Söderqvist, nemlig valgt at trække stikket og efterladt os med dobbeltalbummet Sort Stjerne. Albummet skulle efter sigende være en samling numre skrevet over hele Shitkids korte – men meget produktive – karriere: Fem albums, fire EP’er og et soundtrack er det blevet til – og det med musikalske referencer i øst og vest. Der blev leget med The Cramps’sk psychobilly på debuten Fish, der blev flirtet med feministisk punk på EP’en Crotchrock, mens Shitkid 2020 sendte Söderqvist tilbage til hendes synthpop-rødder. Ja, ser man tilbage på Shitkids diskografi, står én ting klart: Söderqvist er ikke en kvinde, der lader sig sætte i bås.

Men hvor temaerne på de foregående plader i høj grad har været smøger, sprut, sex og udstrakte langefingre til patriarkatet, lader Sort Stjerne os her i sidste time få et blik bag den hårde facade. Med apokalyptiske guitarer og tekster som »I must be close to glory / cause the gates have been closed for me« på nummeret ”Dark Feelings” er der altså lagt op til, at vi skal med Söderqvist en tur ned i eksistensens elendigheder.

Og vi kommer igennem et stort repertoire af hverdagens lidelser. Et usundt, udefinerbart forhold skitseres eksempelvis på ”Song of Gold” og ”Woo 2”: »We were being just friends / But you’re no friend to me / You left me feeling psychotic.« Karrierekvalerne behandles på ”Real Studio”, hvor der sarkastisk spørges: »What are you supposed to do in a real studio?« Veninderne, der ikke længere gider drikke øl, nævnes på ”Fall into Place”, og den hårde erkendelse af at blive voksen er omdrejningspunktet for ”Restless”. Bedst opsummerer Söderqvist roden til sin Weltschmerz – helt uden poetisk pladder – på nummeret ”79tempo”: »I was born with an urge / Just like anybody else / I wanna belong / I wanna be loved.« Det er ikke nogen ny indsigt, men alligevel er det en almengyldig, menneskelig oplevelse. For når den med både desperation og samtidig sjælelig tomhed krænges ud over sjuskede, forvrængede guitarer, fremstår den så ærlig, at det bliver helt rørende.

Musikalsk er det 90’er garage- og noiserock-referencerne, der trækkes på. Med de støjende guitarer, fuzzede bastoner og dissonante vokalharmonier trækkes jeg tilbage til mine vrede teenagepige-år, hvor jeg låste mig inde på mit sortmalede værelse med min fars CD-samling som eneste værn mod min verdenslede. Det hele lyder velkendt, men det er alligevel svært at sætte referencer på. Det kan nok bedst beskrives som en mere nedbarberet blanding af The Breeders, The Smashing Pumpkins og Sonic Youth.

På sange som ”No More Succes” og ”Time’s Spent” høres også stoner/doom-inspirationer, som fungerer specielt godt på sidstnævnte, hvor de dystre guitartoner lægger en perfekt baggrund til Shitkids musikalske nekrolog. Mange af de garagerockede numre er dog placeret i starten af pladen, og jeg kan hurtigt savne lidt melodisk og rytmisk variation. Hvis man har lyttet til guitararbejdet på de seks første numre, kan man i hvert fald tælle til otte bagefter.

Heldigvis rammes vi af et overraskende skud industrial på nummeret ”Dampstep”. En synthbas buldrer fra øre til øre, mens Söderqvist talesynger »Nobody likes me / think I got ADD« – man bliver selv helt ramt af koncentrationsbesvær i det hektiske minut, sangen varer. Andre af de mere synthpop-prægede numre som ”Tired” og ”Hairline” agerer også velkomne afbræk fra de mudrede guitarflader uden at gå på kompromis med den dystopiske stemning.

Riot grrrl-æstetikken er heller ikke lagt på hylden, hvor linjer som »You should make me cum / Or you should pay« på ” Seen It Before” fyres så nonchalant og flabet af, at de musikalske og spirituelle medsøstre i L7 og Bikini Kill nok ville nikke anerkendende med. Desværre lykkes det ikke helt Shitkid at undgå, at pop/punk-referencerne lyder en anelse bedagede. Specielt ”Anyway (What Is It Worth?)” og ”Long Lasting Love” lyder lidt for meget, som om de skulle have været med på et American Pie-soundtrack.

I mine øjne kan (især nyere) musik, der falder under Riot grrl-paraplyen, af og til godt forfalde til at markedsføre sig selv på sensationaliseringen af, at kvinder kan slå til Søren og spille musik ligesom mændene – noget, der bare burde være en selvfølge. Her styrer Shitkid elegant uden om denne uoprigtige marketingfælde ved at forlade sig på sin hårde attitude og kunstneriske integritet – alt imens hun stadig giver plads til det sårbare og usikre.

Sort Stjerne bindes sammen af den spartanske instrumentation og lo-fi produktion. Alt lyder skramlet og hjemmelavet, og de medtagne host og lyde af akkordskift bidrager til en laissez-faire stemning, som understøtter Shitkids given-pokker-i-vold-attitude. Desuden giver lo-fi-atmosfæren en distance og verdensfjernhed i sangene, hvilket puster nyt liv i de bedagede referencer ved netop at lade dem lyde som et fjernt kald fra fortiden. Instrumentationen er skåret helt ind til benet med trommer, bas og guitar – intet unødigt pis. Det er heller ikke, fordi der sker nyskabende ting med melodierne, der er nærmere tale om pop- og rocksange i deres mest destillerede form her.

Det, der giver pladen liv, er til gengæld Söderqvists distinkte – ikke nødvendigvis smukke – vokal, effektpedaler og især lagene af baggrundsvokaler. At simpelheden er en af pladens styrker står specielt klart på ”Restless”, hvor hjemsøgende vokalharmonier og en rungende bas sammen skaber et af de mørkeste og mest mindeværdige lydbilleder på pladen.

Der er dog ét stort “men”. Da det er et dobbeltalbum, er der hele 23 sange på pladen, og langt de fleste varer under tre minutter. Det er, som om at de få instrumenter og destillerede sangstrukturer ikke rigtig kan bære pladens længde, og jeg bliver lidt ærgerlig over, at numrenes less is more-æstetik ikke også blev overført til valget af materiale til albummet. Det hele lugter en smule af et forsøg på at udgive så meget materiale som muligt i sidste øjeblik uden helt streng kvalitetskontrol. Det er en skam, da det efterlader ridser i lakken på den ærlighed og oprigtighed, der ellers udtrykkes på pladen.

Alt i alt har Shitkid leveret et overraskende følsomt farvel uden at give slip på fandenivoldskheden. Det er nok en alt for kendt sandhed, at kvinder – især punkprovokatører som Söderqvist – er underrepræsenterede i musikbranchen, og hendes karrieres endeligt kommer uden tvivl til at efterlade et hul på den front. Personligt kan jeg ikke lade være med at håbe, at Söderqvist en dag vender tilbage med revanche.

★★★★☆☆

Skriv et svar