Koncerter

Lucky Lo, 27.04.2022, Lille Vega, København

Lucky Lo @ Lille Vega
Foto: Daniel Nielsen

Lucky Lo leverede deres særegne terapeutiske pop/rock på medrivende vis i et næsten fyldt Lille Vega.

Der var to køer foran Vega onsdag aften: én til Xander Linnet på Store Vega, hvor koncertgæsterne havde taget forskud på festen og medbragt håndbreezere og højt humør, og én til Lucky Lo på Lille Vega, hvor stemningen var lidt mere… I ved, lange frakker og hjemmerullede. Hvor meget de to publikumsgrupper end måtte adskille sig fra hinanden, så dristes jeg til at sige, at den oplevelse der blev givet i henholdsvis Vegas lille og store sal måske ikke har været så forskellig fra hinanden. Lucky Lo leverede i hvert fald et muntert og fængende show, der i sin energi var en pop- og radiodarling værdig.

I kølvandet på udgivelsen af den glimrende debutplade Supercarry er Lucky Lo i færd med en turné rundt i Danmark og Norden. I den forbindelse ramte de altså d. 27. april Lille Vega i hjemmebasen København, hvor de, mig bekendt, efterhånden har opbygget sig en lille, men solid fanskare. Det fornemmede man også klart denne aften, for der var en gensidig udveksling mellem især frontperson Lo Ersare og publikum. Hun blev for eksempel hurtigt grebet, da hun henvendte sig til publikum, få akkorder inde i en sang, og råbte: »What’s this song called?« og titlen på nummeret prompte lød fra salen. Det er i grunden ret imponerende for et relativt nyt band at have dén effekt på sine tilskuere.

Los ubetvivlelige scenetække og karisma, kombineret med de øvrige bandmedlemmers tunge liveerfaring, er netop et af Lucky Los fortrin. Det er nok også i høj grad dette, der får folk til at opsøge deres koncerter kontinuerligt. Denne gang var jeg dog personligt lidt bekymret for, om koncerten ville kunne matche tidligere fine liveoplevelser med dem, og om det i så fald ville være lidt som at høre pladen i en mindre tight udgave.

Omend åbningsnummeret “There Is Only Make”, i en trompetbelagt version, var en skøn, sfærisk introduktion til koncerten, bekræftede nogle af de næste par numre mig desværre delvist i denne bekymring. To af de store singler fra pladen, “Sunrise/Sunset” og “Heart Rhythm Synchronize””, samt et ikke udgivet nummer med en 1980er-funkagtig stemning, blev fremført med vokalen rigtig langt fremme i lydbilledet. Desværre blev der sunget en smule skingert, og derfor var den vokale nøgenhed, som ellers er et af de fine kendetegn ved Los sange, desværre lidt for skrøbelig under disse numre. Tilmed forekom det mig, at alle instrumenter undtagen trommerne blev spillet for lavt, i hvert fald nede fra de billigere rækker (hvor jeg, til eksempel herpå, fik et kæmpe chok da nogen i nærheden tabte en flaske på gulvet under et af numrene).

“Supercarry” begyndte i samme spor, med en lidt træt vokal og den ellers karakteristiske guitarform der ikke rigtig ville træde frem. Heldigvis endte nummeret med en festlig, støjende outro, der viste, at bandet fungerer rigtig godt, når de overlagt træder ved siden af numrenes indspillede rammer.

Her halvvejs inde i koncerten havde de allerede spillet tre af deres mest hypede sange, dog på en måde der forekom mig lidt lavt på intensitetsblusset. Først da de skruede ned for tempoet og spillede et par af Los mere følsomme sange, var det som om, at bandet virkeligt skinnede igennem, samtidig med at Lo mindede os om, hvor skarp en vokalist hun er. “Fruits In The Ocean” var således, lidt overraskende, et af aftenens store melodiske højdepunkter i min optik. Personligt er det et af de numre på pladen, jeg er sprunget lettere hen over. Men live trådte det virkelig i karakter, især i kraft af flere stærke soloer, både ved guitarist Mads Nørgaard og ikke mindst en fantastisk trompetsolo fra Malte Nordtorp Pedersen, som var, og ofte har været, med som eminent livebackup på keys og blæs.

Herfra var det som om både stemning og temperatur fik et nøk opad. Bassist Asger Nordtorp Pedersen havde (vidst for længst) allerede smidt trøjen, og Lo, også godt glinsende i spotlightet, bemærkede grinende henvendt til Malte hvordan i alverden han dog stadig kunne have sin jakke på. Netop de her små kærlige drillerier Lo og bandet i mellem var og er også en stor del af Lucky Lo-oplevelsen. Man fornemmede som tilskuer en tydelig spilleglæde og et stærkt fællesskab mellem dem, som de på generøs vis delte ud af til publikum. 

På “Ever!”, som høstede aftenens nok største bifald, kogte det helt over – på den fede, kontrollerede måde, altså. Endnu engang et nummer, der på pladen synes at blegne lidt i skyggen af de mere klassisk pop-rockede melodier. Men her fungerede det virkelig godt, ikke mindst på grund af en insisterende, groovy basgang, der fik de små hår til at vibrere og fødderne til ubevidst at flytte på sig. Diskokogeren efterfulgtes af en dejlig, kraftfuld indie-banger, “Control/Release”, også uudgivet, som efterlod publikum på tåspidserne, da den sluttede på toppen af et noise-bjerg og bandet gik af.

Heldigvis blev vi ikke snydt for kronjuvelen, “Mary Mind”, der blev spillet som sidste ekstranummer. Har man før været til Lucky Lo koncert med fuldt band, ville man nok have ærgret sig lidt, hvis man blev snydt for dette nummer, der ofte har mundet ud i hjertevarmende fællessang med teksten »It’s getting warmer / people getting colder«, der gentages igen og igen, mens Lo som en anden hype woman koreograferer publikum til at sveje fra side til side. Det er ren inklusion, dét der. Og når hovedpersonen så tilmed stage diver med et lykkeligt udtryk i ansigtet – og lige akkurat når tilbage til mikrofonen for at synge videre på næste strofe – så føler man, at man er vidne til noget rigtigt sprødt.

Trods genkendelsens glæde ved nogle af de her positive gimmicks (eller “positive hjernevask”, som Lo selv kalder det i en samtale med Undertoner), så var koncerten især spændende, når det velkendte blev vendt på hovedet. Når der blev improviseret, skramlet og støjet i fællesskab, og når enkelte instrumenter blev fremhævet i solostykker, vi i hvert fald ikke kender fra pladen, kunne man virkelig mærke de fem skarpe musikeres nærvær.

★★★★½☆

Fotos af Daniel Nielsen

Skriv et svar