Interview

Lucky Lo: »Jeg har brug for andre mennesker for at lyde, som jeg gerne vil lyde«

Alle fotos: Daniel Nielsen

Med et stærkt band i ryggen blev Lo Ersare lidt heldigere. »Det var, som om alle døre åbnede sig,« fortæller hun. Albumaktuelle Lucky Lo er derfor resultatet af Los originale sangskrivning, en uafviselig band feeling og den geniale timing, der bragte fire musikere sammen.  

Lucky Lo har med sin positive, Beatles-klingende lyd og særegne, rummelige vokal gjort sig bemærket i den danske undergrund det seneste års tid. Siden landet åbnede op igen i foråret 2021, har Lucky Lo udgivet fire stærke singler, samt spillet snesevis af koncerter i Danmark med udgangspunkt i det materiale, der udkommer med debutpladen, Supercarry.

Vi mødes derfor i Folkehuset Absalon på Vesterbro til en snak om Lucky Los tilblivelse. Under skramlen med tallerkener og stole dækkes der op til fællesmiddag nede i salen, og vi har forsøgt at finde et ikke alt for støjende hjørne ovenpå – forgæves. Alligevel virker det passende at møde Lo her, hvor hun blandt andet har afholdt korworkshops med projektet Organic Choir, før der altså var noget, der hed Lucky Lo.

Jeg var desuden på forhånd interesseret i at finde et sted, der kunne gå i spænd med bandets farverige æstetik. Derfor stikker jeg min indre fangirl en high-five, da jeg ser, at Los røde bluse matcher væggene i det gamle kirkerum.

Positiv hjernevask

Det strejfer mig også, mens vi sidder blandt børnefamilier og studerende, at det er passende at mødes i et folkehus; et positivt fristed. Lidt ligesom Los egen musik. Hendes sange handler blandt andet om biseksualitet og AIDS, og om hvordan man lever med sorg, klimaforandringer og præstationsangst, fortæller hun. Der er et tydeligt “hvad står du for?” i hendes tekster, indskyder jeg. 

»Alle sangene på pladen har en meget tydelig historie. Jeg har søgt efter “the true stories”,« forklarer hun og tilføjer efter en kort pause: »Altså for mig. Historier, som jeg synes, der er brug for, at folk hører. Sange, jeg synes, der mangler ude i verden.«

»Hvordan fortæller man en historie, som efterlader lytteren med en følelse af håb?« spørger hun dog retorisk og fortsætter: »Lucky Lo handler om at gøre dét. Om at sprede positivitet i verden gennem musik som er relatérbar, og som er catchy og quirky

Det er en banal, men ret krævende opgave, kunne man tænke. Men der er noget ubesværet over Los tekster trods den tyngde, der findes i tematikkerne. Tag bare stjerneeksemplet med singlen “Supercarry”, hvor Lo med dette selvopfundne udtryk synger, at vi skal superduper bære hinanden. 

»Jeg prøver altid at have et hook, som er grundstenen i sangen. En melodi og en tekst, som jeg har tiltænkt skal blive hos dig, når du hører den. Min positive brainwash,« forklarer hun grinende.

Det virker, smågriner jeg og nævner ikke, hvor meget den sang faktisk er blevet sunget hjemme hos undertegnede, inden Lo fortsætter:

»Jeg ved ellers ikke, hvor trendy det er. Hvis du hører den musik, der bliver spillet mest, så er det rigtig meget me-myself-and-I, heartbreak eller skepticisme. Jeg er i modsætning til dét der. Nogle gange kan jeg føle, at jeg er corny. Men jeg gør det, jeg gør. Consider it an experiment!«

Improvisation og whisky

Eksperimenter har da også længe været grundlaget for Los musikalske virke. Ligesom mange andre unge i den nordsvenske hjemby Umeå, var hun influeret dels af byens punkkultur, som var særdeles stærk i 90’erne, og som især udgik fra det verdenskendte, lokale band Refused. Men også folkemusikken – både den nordiske og bulgarske tradition – som blev spillet i barndomshjemmet, har været med til at forme hendes musikalske liv.

Det var et vibrerende musikalsk miljø, forklarer hun, og Lo var derfor fra en ung alder klar over, at hun skulle lave musik – omend hendes genremæssige fokus skiftede undervejs:

»Alle, der gik på musikgymnasiet, kunne komme gratis på jazzklubben. Derfor tog jeg en dag derhen og hørte improvisation for første gang, og det ændrede totalt mit liv. Jeg kom ind ad døren og fandt ud af, at der fandtes en genre, hvor man kunne improvisere. Så gik jeg til mit punkband og sagde: Jeg skal spille jazz!«

Efter nogle år i jazzens tegn – blandt andet på den folkehøjskole hvor hun mødte sin danske kæreste – blev Lo optaget på Det Rytmiske Musikkonservatorium i København. »Jeg havde spillet så meget jazz og blev så træt af det. Jeg endte med at have min første musikkrise, så jeg købte en banjo,« fortæller hun. 

På konservatoriet i København er man fri for at vælge linje, så man kan skifte mellem forskellige genrer, hvilket er passende for en kunstner, der både har sunget tenorstemme til The Beatles, spillet på gaden og som er skolet jazzmusiker. Improvisationen har hun dog holdt fast ved – blandt andet i projektet Art of Escapism; et vokal-improband med rødder i forskellige folkemusiktraditioner.

»Jeg har udforsket min vokal rigtig meget. Hvis du hører min plade fra 2019 (ikke udgivet, red.), så lyder min vokal lysere eller yngre. Nu lyder jeg måske lidt mere whisky,« nævner hun med et glimt i øjet.

“The origin story”

Flere gange i løbet af samtalen fornemmer jeg, at Lo hentyder til en eller anden form for musikalsk katarsis. Hvad er det for et skifte, der er sket?

»Okay, så får du the origin story,« siger hun og tager tilløb: »Jeg syntes, at Danmark var en meget svær scene at slå igennem på. Jeg havde lavet en hel plade, som jeg havde indspillet selv, og kørte rundt med ladcykel med mit lydkort og indspillede med forskellige musikere. Men ingen var interesseret i at signe det. Jeg kan særligt huske, at én sagde, at han ikke var særligt begejstret for det.«

Jeg tager mig teatralsk til hjertet, og hun bekræfter den dér “av-av”-følelse med et dybt nik. 

Efter en koncert på Copenhagen Jazz Festival i 2019, hvor nuværende guitarist i Lucky Lo Mads Nørgaard inviterede Lo til at spille med sig, endte de to i øvelokalet sammen med bassist Asger Nordtorp Pedersen, som i dag bedre kendes under kunstnernavnet Guldimund

»Der var bare en band feeling. Lidt ligesom en forelske, kemi, noget der sitrer i luften. Vi var sådan: Hey, der er noget her! Hvad er det?«

Trommeslageren, Casper Henning Hansen – der både har spillet med Moi Caprice og Choir of Young Believers, og som i øvrigt er den eneste af de fire uden jazzbaggrund – kom snart til, inden corona ramte i 2020, og alle jobs blev aflyst. »Pludselig havde vi alle fire sygt meget tid, så vi besluttede os for at gå i dybden med det her,« påpeger Lo. Førstesinglen, “Heart Rhythm Synchronize”, blev indspillet og mixet kort tid efter, og så rullede bandbussen ellers bare derfra:

»Jeg sendte singlen til det pladeselskab, som jeg var interesseret i, og de svarede. Hvad gjorde jeg forkert før? Det ved jeg ikke. Men der var noget magisk i den sound, vi havde skabt, som bare åbnede alle døre.«

Med lidt hjælp fra mine venner

Ifølge Lo skyldes den medvind, hun har haft det seneste år, især dét team af gode mennesker, der er samlet omkring projektet Lucky Lo.

»Selvfølgelig tror jeg også på, at jeg synger godt, og at musikken er god. Men lige det dér med at have et team med de rigtige mennesker, som løfter hinanden, det er den største grund til, at det er gået så godt,« siger hun oprigtigt. Ingen tomme, ydmyge ord her, mærker man.

Mens jeg piller lidt ved etiketten på min ølflaske, prøver jeg at finde den gode måde at spørge ind til det potentielt sårbare emne, vi nu kredser om: Hvis projekt er Lucky Lo? For når jeg har set Lucky Lo live med fuldt band, har jeg klart følt et “dem”, selvom Lo med sin særlige udstråling – indrømmet – også løber med meget af opmærksomheden. Hun uddyber selv dén splittelse:

»Det har ærligt været svært at være et projekt, som indimellem er et soloprojekt og indimellem et band. Vi har ikke fundet ud af det endnu. For det er mit ansigt udadtil, og mange køber ind i det, fordi det er min stemme. Men lyden er et produkt af de her mennesker i forbindelse med min sangskrivning.«

»Det hænger også sammen med bandets navn, “Lucky” Lo, ikke?« prøver jeg.

»Præcis. Jeg er heldig med mange ting. Jeg er heldig med mit pladeselskab, med mit band, med mit team,« slutter heldige, sympatiske Lo af, mens kokkene maner til madro nede i salen.

»Jeg ved, der sidder musikere derhjemme og producerer deres egen musik fra start til slut. Måske gør jeg også det en dag. Men dér, hvor jeg er lige nu, føler jeg, at jeg har brug for andre mennesker for at lyde, som jeg gerne vil lyde.«

Skriv et svar