Koncerter

Roskilde Festival 2022: Imarhan, Avalon

Foto: Mathias Kristensen
Skrevet af Jens Trapp

Fra Sahara i det sydlige Algeriet kom ørkenrockerne Imarhan og spillede med deres repetitive strukturer, polyrytmik og sange på deres eget sprog Tamashek. Det blev en lidt stillestående affære med enkelte højdepunkter indimellem.

Foto: Mathias Kristensen

Fra Tamanrasset i det sydlige Algeriet, en oaseby i Sahara, fik vi kvintetten Imarhan serveret på Avalon lørdag eftermiddag. De spillede på et par elektriske guitarer kørt ud igennem Fender forstærkere, elbas og trommesæt – med et par bongotrommer som ekstra tammer, en akustisk guitar og en tenorguitar, som forsangeren indimellem skiftede til. Perkussionisten spillede skiftevis på kalabas og djembe.  De mere kendte grupper indenfor det, der populært går under navnet ørkenrock tæller Tinariwen (genrens stamfædre), Mdou Moctar og Bombino, mens Imarhan er et forholdsvist nyt bekendtskab i Danmark, dog med tre albums på bagen.

Musikken var på mange måder bygget op som blues- og rockmusik fra vesten. Der var vers, omkvæd og guitarsoli, en enkelt endog med wah-pedal. Men der var også en grænse for lighederne, ikke mindst vokalmæssigt. Tishoumaren, afledt af det franske ord chômeur, der betyder arbejdsløs, og er det, ørken-bluesen hedder på de kanter, benytter sig af lidt andre skalaer, end vi er vant til, ligesom Imarhan også arbejder polyrytmisk. Ofte spillede trommeslageren 3/4, mens perkussionisten spillede 2/4. Det gav en spændstighed til musikken, der klædte den. Og den call-and-response teknik de benyttede i langt de fleste numre, havde også noget umiskendelig fremmedartet over sig, især i response-delen, der blev sunget af 2-3 af de andre.

Jeg blev nu ikke blæst bagover af nogen ørkensandstorm eller faldt i svimer over de repetitive strukturer, som ellers på pladen kan have noget næsten dragende hypnotisk over sig, men det var heller ikke dårligt. Det fungerede og hang sammen, bandet så blændende ud og som vi bevægede os igennem numrene, blev intensiteten da også mere og mere hørbar. Der var numre, hvor det hele løftede sig og publikum var med, som ”Tahabort” og ”Imarhan” fra debuten Imarhan fra 2016, men ofte blev det for repetitivt, og folk omkring mig begyndte at snakke og tjekke mobilen for hvad der ellers var at høre. Og da de satte i med endnu en stille sang på Tamashek (tuaregernes sprog som færre og færre taler), som jeg forgæves forsøgte at afkode, hvad fa’en handlede om, blev også jeg afledt og lod tankerne flyve.

★★★½☆☆

Leave a Reply