Koncerter

When Saints Go Machine, 11.08.22, O/Fest 2022, København

When Saints Go Machine @ O / Day Fest 2022
Foto: Daniel Nielsen
Skrevet af Joakim Dalmar

When Saints Go Machine er klart stærkest, når de spiller højt og selvsikkert, og selvsikkerhed var der masser af på hovedscenen Omni, da trioen sluttede den første dag af på Refshaleøen til O/Fest.

Tydeligt var det, at gruppen på tre var ekstatiske over at være på scenen – specielt Nikolaj Vonsild var i sit es. Jeg ville næsten ønske, at jeg havde tal på, hvor gange omgange Vonsild løb rundt på scenen. Hans energi spredte sig i hvert fald helt og aldeles ud blandt publikum. Både på den gode og den knap så gode måde.

Generelt havde jeg før koncerten en fornemmelse af, at lyden til de forrige koncerter havde haltet en smule. Det var en blanding af et højlydt publikum og en utæmmet lyd, føltes det som. Ofte forsvandt Vonsilds smukke, vibrerende vokal hen i deres vers, og det var også tilfældet for de autentiske, elektroniske lag af synth i musikken.

Energiniveauet var netop helt oppe at toppe til de mere velkendte numre og skabte store kontraster til det nyere materiale. Eksempelvis på “Unbroken” fra den nye plade virkede publikum uinteresserede og havde mere fokus på at sludre end at føle den langsomme føler, der ellers var veleksekveret. Det samme gælder på efterfølgeren “Never Seen Before”, hvor hele oplevelsen var en anelse haltende. Det skyldes dog mest publikums fravær fra koncerten, eller måske i virkeligheden skyldes det manglen på kendskab til det nye materiale. Lyden blev i hvert fald relativt mudret og det gik generelt, som før nævnt, ud over Vonsilds vokal og Jonas Kentons synth-lege.

Gruppen valgte at spille klub-versionen af deres nummer “Last One to Know” fra pladen So Deep, som satte gang i hop og dans på pladsen, og fik koncerten sat på rette spor. Det var spøjst, for WSGM kan og har bevæget sig rundt i mange genrer. Vi fik en smagsprøve på noget nyt materiale, som de har planer om at komme ud med en gang næste år, der netop også var noget “four to the floor”-præget pop, med nogle lidt corny build-ups og akkorder. Det var til gengæld fedt, at de kunne få publikum med de stadig kan få publikum med på at danse til deres musik – hvilket jo specielt er svært, når de vælger at gå fra nyt til gammelt med “Fail Forever” som efterfølger.

Selv om, at jeg følte set-listen var fuldent, var det som at publikum ikke var det helt samme sted i løbet af koncerten. Koncerten startede kronologisk med nummeret “Emotional” fra gruppens nyeste plade af samme navn og efterfølgende kom “Seized the Light”, hvorefter der blev hoppet lidt rundt fra plade til plade. Den fik også hele armen, da de selvfølgelig sluttede af med “Kelly”, som nærmest er det mest genkendelige nummer fra gruppen. De formåede at køre den helt ud og slutte koncerten af med manér.

Vonsild fik i den grad motioneret sig på scenen. Jonas Kenton og Simon Muschinsky spillede fremragende – trommerne var ikke for høje, men til tider var det som, at der godt kunne have været mere synth og mindre lav-ende bas. Det var dog ikke noget, som var et gennemgående problem i løbet af koncerten. Det var mere dynamikken mellem de store hits og de mere langsomme numre der gjorde, at lyden blev overdøvet af mangel på fokus fra publikum. Alt i alt var koncerten en fornøjelse og det kunne mærkes, at When Saints Go Machine var glade for at spille koncert, som ikke er det, de har fokuseret mest på, i og med, at de har været godt optaget af at lave ny musik.

★★★★½☆

Fotos af Daniel Nielsen

Skriv et svar