Nedenstående anmeldelse er anden del af en dobbeltanmeldelse. Første del, hvor Spartas Austere EP anmeldes, kan læses her.
“œEksperimenteren” må siges at være nøgleordet hos Mars Volta og i væsentlig højere grad end hos Sparta. Cedric Bixler og Omar Rodriguez har en god forståelse for rockgenren. Ligesom man kan høre det hos Sparta, er der hos Mars Volta tråde, der fører tilbage til At the Drive-In. Punk/emo-stilen er stadig udgangspunktet, men sangene har komplekse og dynamiske opbygninger, der blandt andet indbefatter masser af lån fra den elektroniske genre. Det vil med andre ord være svært, for ikke at sige synd, at reducere Mars Volta til én genre.
Åbningsnummeret, “Cut That City”, lægger ud med godt to minutters dæmpede, ambiente lydflader. Volumeknappen må presses noget i vejret for at kunne høre, hvad der foregår, men vær klar til at skrue ned igen, for de elektroniske fiksfakserier overtages straks af skarpe, forvrængede energiudladninger, som vi kender dem fra At the Drive-ins Relationship of Command. En kompleks rytme sættes i gang, og den holdes godt i spænd af Jon Theodores fantastiske trommespil. Mars Volta søger helt derud, hvor alting er lige ved at falde fra hinanden; Jon Theodore er manden, der holder det hele samlet. Herefter lyder de første toner af vokalen, som må være det i forvejen mest kendte element hos Mars Volta. Bixler lyder meget, som han gjorde hos ATDI – sangen er dog opprioriteret frem for skrigeriet, og han rammer høje toner, som han ikke har berørt før. Interessant er også brugen af specielle effekter på vokalen – noget, som er karakteristisk i alle tre sange på ep’en, nogle steder dog mere vellykkede end andre. I “Concertina” kan man blandt andet høre en overdreven brug af vocoder, som får vokalen til at dykke flere toner.
“Concertina” er til trods for sit eksperimenterende udtryk ep’ens umiddelbart mest fængende nummer. Det spiller på tangenter fra den klassiske progressive rock med et lydbillede, der viser højt til loftet. Bag de traditionelle instrumenter i lydbilledet kan man høre tonerne fra et orgel, som giver “Concertina” et svævende halvpsykedelisk præg.
Ep’ens afsluttende nummer, “Eunuch Provocateur”, er en ni minutter lang gennemgang af Mars Voltas lyd. Vokalerne hyler og skriger gennem lag af filtreringer, forvrængninger og reverser. Bassen er den eneste ro i det ustabile lydbillede, hvor trommerne hamrer komplekse rytmer, og flere lag af guitarer hvirvler ind og ud mellem hinanden. Det er ikke altid nemt at høre, hvad der foregår, men det skyldes den lidt mudrede produktion på pladen.
Tremulant slutter som den starter med elektroniske ambiente lydflader. På behagelig vis bringes man tilbage til verden fra Mars Voltas intense og kaotiske univers.
Man kunne godt ønske sig, at Mars Volta ikke havde tryllet og leget så meget i studiet. Bandet formår at skrive rigtig gode sange, men desværre pakkes de for meget ind i syrede effekter, som gør mere skade end gavn. Men de maniske udfoldelser på Tremulant gør, at man vender tilbage, for til trods for ep’ens kun tre sange er de dog forholdsvis lange og kræver en del gennemlytninger, før man kan danne sig et overblik, og det skærper interessen. Interessen er bestemt også blevet til en forventning om en spændende og udfordrende fuldlængde fra Mars Volta, som snart kommer på gaden.
