Hen mod slutningen på et uendeligt år, der allerede har budt på to udgivelser og otte måneders intensiv turnevirksomhed, og på toppen af karrieren kommer her Magnolia Electric Co. med en ny ep. Det er et yndefuldt udspil, der bærer præg af de anstrengelser, der følger med at være et verdenskendt band på turne.
Der er den evige rejse, altid i en ny by. Der er de evige presseaftaler, altid de samme spørgsmål. Der er de evige koncerter, altid de samme sange, men aldrig den samme oplevelse. Det, der mangler, er familien, og med dette udgangspunkt starter Jason Molina ud på dette udspil.
I titelnummeret løftes man som lytter ud af den sædvanlige rolle som modtagende tilskuer for hvem hver koncert er et enestående højdepunkt. Den historie, der fortælles, er historien om bandets liv set fra øjnene af medlemmernes familier. Som de efterladte, der går rundt hjemme, mange kilometer og timer fra kæresten og forælderen, bliver det sværere og sværere at blive ved med at elske. Som Molina så skarpt formulerer det i ep’ens åbningslinje: »It was hard to love a man like you / Goodbye was half the words you knew / While you were waiting for me not to call / I sent my love.«
Det er umiddelbart tårer og afsavn, der besynges på denne ep, men bag det triste gemmer sig også glæden. Livet med musikken er en drøm og ikke kun det triste mareridt, som åbningssangen beskriver. “Werewolves of London” er en af de mere muntre og uptempo-popsange fra Molinas hånd, og den medrivende melodi står ikke blot i skarp kontrast til resten af ep’ens tungsindige grundtone, men er også i sig selv en lille perle.
Det er ikke nogen hemmelighed, at Magnolia Electric Co. er Molina. Oprindeligt var det tanken, at der efter ophøret af Molinas tidligere projekt Songs: Ohia ikke skulle der være noget fast band, men en masse forskellige samarbejder. Det samlende element skulle være navnene, der alle skulle være af formen et-eller-andet Electric Co., men med det tredje udspil som Magnolia Electric Co. begynder det at virke som et regulært band. Med de udspil, der er kommet fra den kant, ville alt andet også være tåbeligt.
De to første udspil i år har begge åbenbaret nye facetter af Molinas store sangskriverkunst, og med dette album bliver det igen bevist, at han er en musiker i særklasse. Ep’en fungerer nemlig fint med sin indbyggede dynamik. Åbningsnummeret er blændende smukt med Jennie Benfords forfinede og sårbare feminine vokal i dyster kontrast til Molinas. Og “Werewolves of London” er en født publikumsfavorit. De tre numre imellem er alle habile, men uden den samme gnist eller selvstændighed som de to andre.
Alt i alt et nødvendigt album til efteråret, hvis man er til Molinas bluesede melankoli.
Lyt til “Doing Something Wrong”:
[audio:http://www.scjag.com/mp3/sc/doingsomethingwrong.mp3]
