Plader

Pajo: 1968

Skrevet af Mads Jensen

Med sit andet Pajo-udspil er David Pajo gået i et rigtigt studie og har ladet computeren stå hjemme. Det er der kommet et meget fint singer/songwriter-album ud af. Albummet bugner af gode sange, som dog samlet set kan minde lidt for meget om hinanden. Derfor ville albummet have haft større berettigelse som en ep.

David Pajo må siges at være en driftig mand. Han har tidligere været medlemmer af en række forskellige grupper, hvoraf de mest prominente nok er Zwan og Tortoise. Som soloartist har han kaldt sig M, Aerial M og Papa M samt Pajo. Det er kun et års tid siden, at det første, selvbetitlede Pajo-album udkom, og nu er han så aktuel igen med 1968.

Pajo er et “ægte” solo-projekt forstået på den måde, at David Pajo selv betjener alle instrumenter, synger og skriver musikken. Genremæssigt placerer han sig et sted midt i den amerikanske singer/songwriter-tradition. Numrene snuser dog hver især til forskellige genrer, blandt andet country, folk og indierock. “We Get Along, Mostly” er en af de mere rockede sange, der samtidig viser, at David Pajo har et godt pop-øre. Der står faktisk P3-hit skrevet over hele nummeret. Guitaren er det bærende element, der svinger mellem at danne et tungt bagtæppe og stille sig helt op foran og levere lys og fyrværkeri. Dette herlige rocknummer er en af perlerne på 1968.

Åbningsnummeret “Who’s That Knocking” ligger i den mere melankolske ende af albummet og drives frem af en tung og langsom rytmedel. Vokalen lyder længselsfuld – som om den har brugt al sin energi på at rejse jorden rundt for at nå højttalerne. Resultatet er en trist og mørk sang, der gør lytteren opmærksom på at efteråret snart står for døren, og vi igen skal mindes om vores egen forgængelighed, når bladene begynder at falde af træerne.

Ingen af sangene på 1968 er dårlige eller i sig selv uinteressante, om end “Wrong Turn” kunne undvære de sære lydeffekter i baggrunden, der får én til at skrue ned for musikken for at finde ud af, hvad det er, der siger sådan, indtil man finder ud af, at lyden kommer fra højtalerne. Bortset fra dette overkommelige irritationsmoment er der ingen rådne æbler som sådan.

Når albummet er stærkest, er det eminent, men det lyder desværre også, som om nogle sange gentager sig selv. Man kan ikke undgå at tænke over, hvad Pajos argument var for at lave et fuldlængdealbum frem for en ep. I denne kortere form kunne albummet have fremstået mere helstøbt og mere interessant. Som fuldt album flyder 1968 til tider lidt for meget sammen og bliver en smule ensformigt, selv om sangene hver for sig er gode, gedigne singer/songwriter-produktioner.

Albummet viser, at Pajo både mestrer sangskrivning og ditto fremførelse, men også at han har et godt overblik over en lang række musikgenrer og kan høre, hvad der fungerer sammen. Udgangspunktet for pladen er tydeligvis den amerikanske sangskat, og både Elliott Smith og Simon & Garfunkel har hørbart været store inspirationskilder for Pajo – og alt i alt har 1968 kvaliteten til roligt at kunne placeres mellem ovennævnte prominente herrer i reolen.

★★★★☆☆

Leave a Reply